Denne rheingauske 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra det lille vinhus Weingut Egert tog mig nærmest med bukserne nede uden en eneste #metoo krænkelse. Den leverer faktisk alt det, som forventes af god Riesling.
Weingut Egert ligger i byen Hattenheim ikke langt fra det fine Balthasar Ress hus og er grundlagt i 1997, hvor Manfred Egert sammen med sin søde danske hustru Bettina overtog sin fars vingård. Manfred er fra en familie af vinavlere, der stammer helt tilbage til 1800-tallet.
I dag driver det dansk-tyske par vingården sammen med deres to børn Max aka Maximilian og Sophie, der allerede er klar i kulissen, for de har også begge taget uddannelser indenfor vinproduktion.
Vinvärket fortalte til smagningen om deres fabelagtige besøg på Egert vingården, hvor de i deres lille vinstue smagte alle husets vine og snakkede dansk med familien … for Bettina har insisteret på, at både Max og Sophie lærte at tale dansk fra barnsben.
Familien har samlet 5 hektar vinmarker fordelt ved byerne Mittelheim, Oestrich og Hattenheim. Hele 85% af markerne er Erste Lage marker med Hattenheimer Wisselbrunnen som den helt klart bedste mark, men de har også andre gode marker som Oestricher Doosberg og Lenchen, Hattenheimer Hassel samt Erbacher Siegelsberg.
Der dyrkes næsten alene Riesling … vi er jo også i Rheingau, der jo netop er én Rieslingens højborge, men derudover dyrker familien også en lille smule Weiß- og Spätburgunder.
Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af et par ferielejligheder … hele 2 for at være helt præcis; ferienwohnung Riesling og ferienwohnung Spätburgunder.
Nå, men her smager vi altså en freaking lækker Riesling fra de søde mennesker hos Egert og endda med en smule alder på … nemlig 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs, som alene er lavet på rustfrie ståltanke med temperaturreguleret gæring, lagring i ståltankene og helt uden pumpning eller filtrering.
Der laves årligt kun 1.250 flasker af denne vin.
WAUW det strømmer op med petroleum, en tank dieselolie, en olievædet og næsten selvantændende klud, noget brunet smør, lidt salte mineraler, fersken, kvæde, modne æbler, lemon, citroner, svag grape … det er sgu nærmest en dunst, bouquet og odeur to die for … mere kan man faktisk ikke ønske af en Riesling.
Smagen er så ren, præcis, sprød, stenet og saltet med mineraler, lemon, citroner, modne æbler og en lille tilpas mængde sødme samt lidt svage krydderier … og så let perlende på tungen. Vinen leverer så lige præcis de smage, som man kan ønske sig af top Riesling og det er sgu svært at være utilfreds, for det er en komplet vin … smager vildt godt. Klart 6 fede og olierede tomler og endda med stor pil op … ja faktisk er jeg endda tæt på 6,5.
Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., hvilket er en vildt attraktiv pris for denne vin.