Denne L’O de la Vie – livets vand – er på papiret måske feltet stærkeste vin … den er i hvert fald lavet af et par fremragende vinmagere fra Bourgogne, nemlig ægteparret Anne Gros & Jean-Paul Tollot … og livets vand smager såmænd også godt, men er lidt af en mundfuld og lidt af en bamsefar.
Deres vinhus i Languedoc ligger i den lille landsby Les Cazelles for foden af Montagne Noir i Le Causse zonen i den nordøstlige del af Minervois-appellationen. Sammen har det søde burgundiske ægtepar i 2006 realiseret en gammel drøm om et fælles projekt om at lave vine sammen i Sydfrankrig.
Begge laver til dagligt vine i Bourgogne … Anne Gros fra nogle af Bourgognes mest eftertragtede appellationer på hendes eget lille Domaine Anne Gros i Vosne-Romanée, Der lærte hun at lave vin fra sin far François Gros, men har siden 1995 drevet det burgundiske vinhus alene. Jean-Paul Tollot laver også selv vin på sin families vingård Domaine Tollot-Beaut i Chorey-les-Beaune.
Da de skulle realisere deres fælles projekt, så fokuserede de i første omgang om Provence, og de fandt da også en nydelig vingård med fine marker til. Men nej, det var for pænt og lidt for borgerligt.
Derfor endte de i stedet i Languedoc, hvor de købte nogle højt beliggende marker med gamle vinstokke. De opførte samtidig et nyt og moderne vineri helt fra bunden … og skulle så lave at lave vine på andet end Pinot Noir og Chardonnay, nemlig druesorter som Carignan, Syrah, Grenache og Cinsault.
Samlet har de i projektet i dag 14 hektar vinmarker med gamle vinstokke, hvor nogle er over 100 år gamle – andre helt unge. Alle dyrkes efter økologiske forskrifter.
Vinene fra Domaine Anne Gros & Jean Paul-Tollot serveres på flere af Frankrigs toprestauranter og opnår konstant flotte ratings fra de internationale vinanmeldere. Men lad os da endelig kigge på en af vinene, nemlig denne 2017 L’O de la Vie, som primært er lavet på Syrah … måske med et lidt splash Grenache i.
Druerne kommer fra en yngre vinmark på samlet 2 hektar i dalen ved Ruisseau de la Vie, hvilket nok også har givet inspiration til den livgivende navn til vinen. Vinen er lavet efter inspiration fra parrets elskede Bourgogne, men er efter endt fermentering alene lagret på rustfrie ståltanke, men hvor lang tid fremgår dog ikke.
Umiddelbart er der masser af mørk Languedoc karakter i næsen, og selvom den er lavet med burgundiske metoder, så er det en mørk stil, lidt en frugt- og marmeladebombe og lidt af en bamsefar. Der er tørret kød, oliven, peber, brombær, blåbær og svagt sødme.
Smagen er utrolig blød og cremet … det virker bare, men det runde og søde bliver – i min nogle gange uskarpe optik – en snas for meget med søde solbær, blommer, mælkechokolade, lakridspiber, kaffe, stor tørhed og tørre tanniner. Det kunne faktisk godt minde om Nordrhône på sød epo.
Jeg gav efter blindsmagningen vinen 3,5 fede fingre, men ved nærmere eftertanke er den dom nok en kende for hård, for vinen har altså også noget cosiness over sig og den lækre cremede fornemmelse i munden. Vi lander den på 4 fingre.
Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 12 flasker.