Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2018 Benguela Cove, Backbone Rosé, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Backbone Rosé, Walker Bay, SydafrikaEfter hvidvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, så står der et par rosévine og banker på. Suk. Den første er denne 2018 Backbone Rosé.

Den lille, lyserøde bandit er lavet på ren Shiraz, hvor at druerne efter høsten presses og saften ligger med skallerne en kort periode, således vinen får sin lyserøde laksefarve. Efter er vinen lavet alene i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret … omend i ganske kort tid. Vinen har 5,4 gram restsukker pr. liter og der er lavet 950 kasser af vinen.

Næsen er meget direkte og easy … jordbær, rosenblade, astronaut-is, Københavnerstang, sødme og lidt vingummi. Det bliver aldrig helt dybt eller kompleks, men letbenet og sød. Smagen er også fint let pleasende og klart til den søde side, lettilgængelig og med lidt en saftevandsfornemmelse. Det er til gengæld også en rosé, som de fleste vil kunne lide.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Château de Montfrin, A la Douceur d’Aller Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2016 Château de Montfrin, A la Douceur d’Aller Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigChâteau de Montfrin er et smukt vinslot, som ligger i byen Montfrin … lige dér, hvor Gardon floden løber sammen med Rhône floden omkring 20 kilometer sydvest for Avignon i det sydligste del af Rhône og østligste del af Costières. Fra vinhuset smager vi nu denne 2016 A la Douceur d’Aller Côtes du Rhône Villages.

Vinhuset ejes og drives af Jean-René de Fleurieu, som egentlig er skuespiller og  filmproducent. Han er søn af grev Jacques Claret de Fleurieu og Marie Claire Servan-Schreiber. Det var Marie Claires far, som købte Château de Montfrin slottet tilbage i 1925, men efter både Robert Servan-Schreibers og Jacques Claret de Fleurieus alt for tidlige død, så ejede mor og søn slottet gennem mange år.

Da moderen døde i 2004, så blev Jean-René de Fleurieu eneejer og har siden sat en større produktion af vin og olivenolie i gang på det smukke slot. Det blev yderligere intensiveret i 2011, hvor Jean-René købte Domaine des Captives i Meynes med yderligere 70 hektar jord.

I dag har vinhuset omkring 200 hektar jord, hvoraf halvdelen er vinmarker, hvor resten er fordelt på store olivenmarker med samlet 150.000 oliventræer. Vinmarkerne ligger spredt og med vin indenfor 5 appellationer, nemlig Côtes du Rhône Villages, Côtes du Rhône, Costières de Nîmes, Pays d’oc og Coteaux fra Pont du Gard. Siden 2013 har alle marker været certificeret økologiske.

Satsningen på produktion af olivenolie har betydet, at Jean-René også har bygget et moderne olivenpresse med den nyeste teknologi,  nemlig Moulin des Ombres, som er blevet en af vigtigste og største olivenoliefabrikker i det sydlige Frankrig.

Selve det smukke, gamle slot … Château de Montfrin er et historisk slot og slottets tårnestammer tilbage fra det 11. århundrede. Slottet har i det 13. århundrede haft besøg af prominente personer som fx Frans af Assisi, som jo grundlagde Franciskanerordenen samt af kong Louis XIII og Molières.

Under anden verdenskrig blev slottet besat af tyskerne og general Rommel besøgte også slottet … og glemte faktisk et imponerende verdenskort, hvilket i dag hænger på væggen i Jean-René de Fleurieus kontor.

Château de Montfrin har sit navn efter det latinske Mons Fremans, der kan oversættes til noget i retning af bjerget med de vilde dyr.

Denne A la Douceur d’Aller Côtes du Rhône Villages er lavet på 85% Syrah og 15% Grenache. Druerne er – modsat mange andre af vinene fra Montfri – høstet manuelt. Gæring er sket i rustfrie ståltanke med varm og lang maceration efter fermenteringen.  Omkring halvdelen af vinen lagrer herefter 10 måneder på 600 liters franske egefade.

Næsen er voldsom lækker, dyb og animalsk, stor landlighed, blæk, engelsk lakrids, fennikel, sød tobak, virkelig dyb og lækker aroma, masser af frugt, mørke bær og granatæbler på én gang.

I munden er det en tyk, kraftig og meget lækker Rhône vin med sødme, kraft og power. Det er en saftig vin, frugten brombær og sorte Amaretto kirsebær, let bitterhed, men altsammen leveres cremet og blødt. Det smager altså godt, så det bliver 5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af La Cave Vinimport, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2009 Clos des Papes, Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigJeg drak forleden denne 2009 Châteauneuf du Pape fra vel nærmest legendariske Clos des Papes. De seneste gange jeg har smagt vinen i årgang 2008 og 2011 gav jeg den 6 og 6,5 fede houlbergske fingre … men ak, det opnår denne 2009 imidlertid slet ikke.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere … det skal jeg ikke trætte jer med igen. I stedet kigger vi blot nærmere på denne 2009 udgave af Clos des Papes’ Châteauneuf du Pape, som er lavet på 65% Grenache, 20% Mouvedre, 10% Syrah og de sidste 5% fordelt mellem Counoise, Vaccarese og Muscardin.

Druerne kommer fra Avril familiens 24 forskellige parceller, der hver især bidrager med deres karakter til den endelige vin. På markerne er der 3.300 vinstokke per hektar er en meget lav tæthed, hvilket også er med til at holde udbyttet per hektar lavt.

Det gør, at udbyttet ligger helt nede omkring 12-15 hektoliter pr. hektar. Man har siden 1991 afstilket alle druer og har siden 1987 aftappet hele produktionen. Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 20 år og har siden 2011 været økologisk certificeret.

Vinen har gæret i cementtanke og lagret på store gamle foudres 12-15 måneder, da Paul-Vincent er ikke tilhænger af brug ny eg. Og der produceres – som du måske allerede ved – kun 2 vine på Clos des Papes, nemlig denne røde og så en hvid Châteauneuf du Pape.

Næsen starter sådan set okay … og heldigvis havde jeg ikke forinden dekanteret vinen, for aromaerne i starten er sådan set ganske fine med bacon, popcorn, drikkeyoghurt, sødme, peber, moden, dekadent syrlighed, syrlig fed frugt, boldpølse, blåbær, alt for søde, kogte kirsebær … men også absolut til den overmodne side.

Med mere luft i glasset – og helt galt på andendagen – bliver frugten alt for overmoden, nærmest overmodne blommer, lidt rosiner og plumrevand … på vej over the hill. Nogle vil sikkert elske denne overmodne aroma, men jeg finder den lidt for varm og kvalm.

Smagen er egentlig blød og cremet, hvor vinen nærmest smelter blidt på tungen … og det redder noget af vinens ære en smule. Det smager også fint til at starte på, men med luft i glasset går det hurtigt ned af bakke, hvilket kan overraske, da vinen kun er 10 år og af ædel race. Men frugten er hengemt, overmoden, lidt rosinagtig med peber, en lille bitterhed, kogte kirsebær … men for pokker, hvor alderen dog trykker.

Det smager ikke dårligt, for der er bestemt elementer af storhed i vinen, virkelig cremet smag, smeltende blødt … men absolut alt for overmodent til denne vinblogger.

Forhandles herhjemme af The Wine Company, hvor en flaske i denne årgang koster 825 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 La Pèira en Damaisèla, La Pèira Rouge, Languedoc, Frankrig

2011 La Pèira en Damaisèla, La Pèira Rouge, Languedoc, FrankrigDen røde La Pèira fra vinhuset La Pèira en Damaisèla er en vin, der i en blindsmagningen på restaurant Het Pomphuis i Antwerpen slog flere top Bordeaux vine målt på en gennemsnitlig score af alle årgange fra 2005-2015.

Således fik La Pèira Rouge en gennemsnitlig score på 95,82 foran slotte som Château Latour, Château Margaux, Château Mouton-Rothschild og Lafite-Rothschild, men bagefter Château Haut-Brion. Og nu har jeres flittige vinblogger vinen i glasset i en årgang 2011.

La Pèira en Damaisèla ligger dybt inde i landet nordvest for Montpellier i kommunen Saint André de Sangonis under appellationen Terrasses du Larzac i Languedoc.

Det er grundlagt i 2004 af den australske komponist Rob Dougan, som bl.a. har lavet soundtracket til alle Matrix filmene. Han driver vingården sammen med hustruen Karine Ahton og vinmageren Audrey Bonnet–Koenig.

Rob er besat af vin og købte vingården med målet om at lave vine i verdensklasse. Han er nærmest besat af kvalitet og perfektionisme. Han har samlet 11.4 hektar marker med parceller på markerne Bois de Pauliau, Bellefeuille og Les Pointes, hvor der høstes med meget lave udbytte på meget beskedne 10-15 hektoliter pr. hektar.

Druerne vinificeres langsomt og uden indgriben i kælderen … en gammel, rustik stenkælder, hvor kun det bedste af det bedste aftappes. Rob arbejder med lang maceration på 40-60 dage, og vinene lagrer derefter i op mod 2 år på især 600 liters fade uden omstikning efterfulgt af ufiltereret tapning. Men vinene frigives alene, hvis kvaliteten opfylder kravene.

I de tidligere årgange – som denne 2011 – bestod blendet af 2/3-dele Syrah og 1/3-del Grenache, men de nyeste årgang har 50% Syrah, 40% Grenache og 10% Mourvedre og er så lagret på nye egefade. Denne årgang 2011 har Parker eller rettere Jeb Dunnuck fra Wine Advocate givet 96 point.

Det er duftmæssigt en fyldig, mørk og fed vin, solbær, brombær, kirsebær, marmelade, andefond, frisk engelsk lakrids, blæk, grafit, sorte oliven, læder, røget og tørret oksekød, mørk chokolade, eg, powerfuld og stærk med lidt strenge, hårde mineraler.

I smagen er der også godt med kraft, sødme, fedme, lakrids og en smule stærk alkohol, så den virker faktisk endnu meget ung, selvom kilometertælleren siger over år. Det er fyldigt, tanninerne bider en smule sammen med lidt peber og alkoholen, men det er virkelig godt skruet sammen, så balancen er ellers godkendt.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i nyere årgang koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Johner Estate, Gladstone Syrah, Wairarapa, New Zealand

2013 Johner Estate, Gladstone Syrah, Wairarapa, New ZealandJan servede også en vin fra vor gamle ven Karl Heinz Johners vingård i New Zealand, nemlig denne Gladstone Syrah, som Jan havde købt under et af hans besøg på den tyske vingård i Bischoffingen.

Jan og jeg har tidligere besøgt Johner familien i Baden, og det – samt mere om vinhuset – kan du læse mere om i blogindlægget; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Det var egentligt et forsøg, at Johner i 2010 plantede Syrah på en 0,5 hektar parcel i New Zealand, men det har faktisk medført nogle vellykkede vine, hvilket denne 2013 Gladstone Syrah vidner om.

Den er lavet ved, at druerne først er høstet, hvilket sker med håndkraft. Derefter foretages der en yderligere sortering på sorteringsbordet, hvorefter vinifikationen sker med maceration samt gæring over 3 uger, mens 50% af vinen er lagret på nye barriques i 14 måneder.

Duften er flæsket, der er sgu skrald på drengen, en smule bio bio kant, krudt, en tændt lunte på en stor nytårsraket, bål, svovlstikker, mælket med mejeri og råmælk for alle pengene, sød og mørk frugt, grønne urter og samtidig meget frisk. Det dufter vildt godt. Frugten er animalsk, der er fadpræg med vanilje, kanel, bolsjesødme, en våd vaskeklud og lidt hvidt peber.

Smagen er … hold da op = vild. Det er andefond, peber, en lidt svag syre, men smagen har til gengæld masser af læskende, vild og saftig frugt, kirsebær, mirabeller og moreller. Det er således ikke en fed, overmoden og mørk vin, men let, rund og saftig.

Importør er Vinbutikken, men denne har de vist ikke i sortimentet. Jan købte den på vingården, hvor prisen ligger på 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, Sicilien, Italien

2017 Angelo Rocca & Figli, La Famiglia Blend 22, Sicilien, ItalienNæste vin i glasset er lavet hos det store italienske vinhus Angelo Rocca & Figli, men med vor gode danske vinmager Peter Vinding-Diers som ansvarlig vinmager. Det er vel oss’ meget passende, da vinen La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT kommer fra den skønne syditalienske ø, hvor Peter selv bor og laver vin på Montecarrubo.

Angelo Rocca & Figli har jeg skrevet om tidligere. De laver vine fra det meste af Italien … dog primært fra Puglia aka Apulien. Vinhuset er er grundlagt tilbage i slutningen af det 19. århundrede, hvor Francesco Rocca begyndte med at producere vin.

I 1936 trådte hans søn Angelo ind i familieforetagendet, forbedrede vinproduktionen og opbyggede en kælder i Nardò i Apulien. I 1960 blev den første aftapningslinje købt, og dermed begyndte huset med at sælge vine under eget navn og i 1999 købte Angelo også yderligere en vingård i Apulien ved Leverano i Salento.

I dag er det ​​stifterens barnebarn Ernesto Rocca, som sammen med sine sønner Paolo, Marco, Luca og Matteo kører den efterhånden store familievirksomhed, som også omfatter et byggefirma og et større hestestutteri.

Udover de to vinerier i Apulien, så har vinhuset bygget et stort, topmoderne tappeanlæg og lager i Agrate Brianza i Lombardiet. Der har vinhuset i dag deres hovedsæde og det er også derfra, at man i dag distribuerer vinene.

Det er noget af det mest prestigefyldte byggeri indenfor vinbranchen. Hovedsædet er udelukkende bygget i marmor og granit , hvilket bl.a. sikrer nogle vinkældre, som er optimale for lagring af vin i både fade og tanke.

Med en årlig produktion på 4,5 millioner flasker vin, så er Angelo Rocca & Figli også en større historie. Husets vine sælges da også til mere end 40 forskellige lande over hele verdenen.

Men denne vin er altså ikke fra Puglia, men fra Vinding-Diers hjemmebane på Sicilien. Den er formentlig lavet med opkøbte druer fra en række vinavlere på øen og er et blend af Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Angelo Rocca & Figli laver i forvejen 2 vine fra Sicilien … en på Sangiovese og en på Cabernet Sauvignon og Merlot. Denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT er lavet i samarbejde med Peter Vinding-Diers, som har stukket vinen sammen … og måske målrettet det danske marked.

Peter har også tidligere lavet/stukket vin sammen hos andre vinhuse, bl.a. samarbejder han også med det store kooperativ Cantine Settesoli på Silcilien.

Der er ikke rigtigt nogle oplysninger om selve produktionen af denne La Famiglia Blend 22 Terre Siciliane Rosso IGT, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Næsen starter med lidt mørk frugt, ikke sådan overmoden og voldsomt solrig frugt, men fyldig, pænt frisk med solbær, blommer, næsten tørrede frugter eller dadler, lakrids, svagt lidt mentol eller kamfer, en sjov lille parfumeret blomstersødme, blomstervand og vanilje. Det dufter faktisk ret godt.

Smagen er frisk, meget ren, jernrig og frugten er langt mere pågående end forventet, og der er på ingen måder tale om en overfed marmeladevin fra det sydlige Italien, men en ren, frisk vin med god syre, masser af bid, en del tanniner. Frugten er meget ren og direkte, smager lysere end duften lovede, mere kirsebæragtig, stram og syrlig. Bevares, der er lidt rustikke kanter, men sammenlagt er det en rigtig fornuftig vin, som hurtigt trækker 4,5 fede fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos Kvickly Odder samt på megavin.dk med en vejledende udsalgspris på 149,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, Sydafrika

2013 Luddite Wines, Shiraz, Western Cape, SydafrikaJeg har tidligere smagt denne Shiraz fra Luddite Wines, der ligger tæt på den lille by Bot River på de østlige skråninger af Houwhoek bjergene i Western Cape. De første gange var det i årgang 2009 og 2014, men nu smager jeg igen vinen blot i årgang 2013.

Druerne kommer fra to sektioner af husets marker … den unge del Young Block og fra Old Block. Druerne fra de to marker vinificeres separat og man har lavet vinen med 10% af stilkene i behold under gæringen, som sker i egefade.

Hver batch er derefter også lagret separat omkring 2 år på 95% fransk eg og 5% ungarsk eg, heraf 20% nye tønder, mens resten er mellem 2-4 år gamle. Først derefter sammenstikkes den endelige vin, som derefter aftappes på flaske. Der er lavet 17.000 flasker af vinen … alle nummereret og denne har nummer 15.521.

I næsen er det fed engelsk lakrids, fedme, solbær, brombær, blommer, flæsk samt mejeriagtige, mælkede noter, frugten lidt gæret, meget frugtrig og byder derudover på masser af egefade, kakao, vanilje, kanel, røg og mælkechokolade.

Smagen er tæt, fyldig og stram, masser af mørk frugt, men samtidig direkte og let i syren med utrolig balance. Der er tør engelsk lakrids, fylde, power og syrlig kraft. Det er bulder … men på en lettere syrlig og elegant facon med masser af tanniner, krydderier og lang eftersmag. Det er sgu god vin.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Elephant Hill, Airavata Syrah, Hawkes Bay, New Zealand

2016 Elephant Hill, Airavata Syrah, Hawkes Bay, New ZealandLigesom vi sluttede de hvide vine med en vin fra Elephant Hill, så sluttede vi også de røde vine og hele byggemødet med endnu en vin fra samme hus, nemlig Elephant Hills 2016 Airavata Syrah.

Airavata Syrah er ikon-vin hos Elephant Hill. Den laves kun i helt exceptionelt gode år og har sin navn Airavata efter en femhovedet, hvid elefant fra den hinduistiske mytologi.

Det er ikke helt 100% Syrah, for der er 1,7% Viognier i vinen på samme vis som i Nordrhône. Druerne kommer fra både Gimblett Gravels Vineyard og Te Awanga Vineyard … selvfølgelig høstet med håndkraft og derefter gæret i åbne trækar med omkring 18% hele klaser.

Gæringen har varet 14-21 dage inden aftapning på træfade uden presning overhovedet og en malolaktisk gæring i egetønder, heraf 40% nye fade.

Derefter er vinen lagrer i egefadene i 26 måneder, hvorefter alle fadene blandes i rustfrie ståltanke og lagrer endnu 7 måneder inden aftapning på flaske med minimal filtrering.

Der er også klart i næsen nogle referencer til det nordlige Rhône, dejlig mørk, flæsket, mælket og gæret. Der er blåbær, mineralsk og stenet med sten, grus og kalk, tjære, men også en lidt sødkvalm side, og den søde side med både vanilje og kanel fra fadene fylder en del i duftbilledet.

Smagen er dog herlig mørk og stringent, det er virkelig smagsmæssigt en jernhård vin, en godt greb i skridtet, meget tæt, tørt med peber, mørke bær, mineralsk kant, men samlet set er det virkelig en lækker Syrah, hvor eneste anke nok er en kende for megen sødme i duften. Resten er ren Syrah eliksir og klart 5,5 houlbergske fingre med sort Syrah pil op.

Forhandles af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Lismore Estate Vineyards, Syrah, Western Cape, Sydafrika

2016 Lismore Estate Vineyards, Syrah, Western Cape, SydafrikaJeg er – indrømmet – vild med vinene fra Samantha O’Keefe på Lismore Estate Vineyards … en betagelse der startede, da jeg smagte hendes Chardonnay Estate Reserve. Nu smager jeg Samanthas Syrah, som bestemt heller ikke blot er mainstream Syrah.

Vinen er lavet med afstilkning af omkring 60% af drueklaserne, mens de øvrige 40% anvendes hele med stilke. Gæring sker i store åbne 5.000 liters trækar med blid pigeage dagligt. Vinen er derefter presset og så lagret på 3.000 liter fade i 9 måneder.

Næsen er mørk … virkelig med masser af duft og igen meget indbydende. Det er både tjære, jernbanesveller … er lidt flæsket og småsødlig med finsk lakrids, kanel, brombær, blåbær, hindbær i skøn forening samt en lille grøn note, som lige driller og pirrer smådejligt i næseborene. Med mere luft i glasset er det som om, at nogle af de tungere aromaer fordufter en smule og afslører en mere syrlig og stringent side.

Smagen er totalt anderledes en duften … stringent, syrlig med sindssyg frisk – og langt lysere – frugt, ribs, tranebær og lidt syrlige kirsebær. Der er pænt med egenoter, peber og det smager vildt godt med lethed, syrlighed og total friskhed … samt en lang eftersmag. Jeg tror aldrig, at jeg har smagt så frisk, syrlig oversøisk Syrah … klart 5,5 fede fingre med stor pil op.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Delas Frères, Crozes-Hermitage Les Grands Chemins, Rhône, Frankrig

2016 Delas Frères, Crozes-Hermitage Les Grands Chemins, Rhône, FrankrigDelas Frères er også et af de vinhuse, som jeg gentagne gange har smagt vine fra og skrevet om. Denne 2016 Crozes-Hermitage Les Grands Chemins har jeg dog aldrig tidligere smagt.

Druerne til vinen kommer fra den 1,683 hektar store mark Les Grands Chemins, som Delas købte i 2006. Vinen er selvfølgelig lavet på Syrah med en ganske lille supplement af Marsanne og Roussanne. Druerne er høstet manuelt, og selve vinifikationen er ganske traditionelt med gæring i åbne betontanke efterfulgt af en kølig maceration i 10-12 dage med daglig overpumpning.

En del af vinen forbliver på betontankene, mens resten lagrer i 228 liters bourgognefade i 14 måneder, mens vinen gennemgår sin malolaktiske gæring.

Næsen er herlig flæsket og en anelse parfumeret med søde krydderier, babybræk, solmodne kirsebær, brombær, enebær, en smule eukalyptus, mentol, blomstersæbe, røg, sindssyg masser af peber, våde fade, medicinskab, tør lakrids og skolekridt.

Smagen er en kende laid back, syren ikke særlig vild og nærmere mere til den flade side. Der er heller ikke vild dybde, men har tungen lidt ude af munden. Måske er vinen bare en kende lukket i øjeblikket, for Crozes-Hermitage er normalt altid en elegant, blød og kraftig vin af bedste skuffe. Denne er godt krydret, meget tør i smagen og samtidig meget cremet og varm i udtrykket.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7