2019 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Finger Lakes, New York State, USA

2019 Ravines Wine Cellars, Dry Riesling Finger Lakes, New York State, USASå skal vi da atter lige et tur tilbage til den danskfødte Morten Hallgren på Ravines Wine Cellars og skal smage hans basis Riesling, som er denne Dry Riesling Finger Lakes, som jeg smager i årgang 2019.

Vinen er lavet med druer fra 2 marker, nemlig White Springs Vineyard og 16 Falls Vineyard. White Springs Vineyard og 16 Falls Vineyard ligger på hver sin side af Seneca søen.

Østvendte White Springs er en af de få marker med masser af kalksten i Finger Lakes, mens vestvendte 16 Falls har en jordbund af ler, lehm og skifer. Druerne er høstet både med håndkraft og med maskiner.

Vinen gærer køligt på ståltank, hvorefter vinen så omstikkes, inden den overvintrer i kontakt med de fine gærrester frem til aftapningen i april. Vinen har normalt omkring 4 gram restsukker pr. liter.

Virkelig dejlig aroma … Riesling på klasseniveau og allerede fra start er der et snert af petroleum, der dog på intet tidspunkt overskygger en frisk frugt af fersken, pærer, svag ananas og blomster. Som med 2017’eren kommer der lidt noget lækkert brunet smør, lemon og citroner … virker i det hele taget meget præcis, frisk og clean.

I munden er der også et frisk bid … måske lidt mere syrlig end 2017’eren, for der er godt med lemon, citrus, pærer og endda grape, men bagved ligger der også nogle grønne æbler og pærer. Men syren er skarp, ren, præcis, mineralsk, småbitter og virkelig levende. Det er flot Riesling med kølighed og bid. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 289,95 kr., mens prisen er 229,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7