2020 Artisan Wines, Heideboden Weiß, Burgenland, Østrig

2020 Artisan Wines, Heideboden Weiß, Burgenland, ØstrigArtisan Wines di Franz Schneider ligger i byen Halbturn lidt øst for det nordlige del af Neusiedlersee i Burgenland i Østrig og derfra smager jeg to vine og starter med denne 2020 Heideboden Weiß.

Vinhuset har været drevet af Schneider-familien i flere generationer, men i dag ledes familiens ejendom af den innovative Franz Schneider sammen med hustruen Ulrike Schmied, som Franz mødte og faldt for under deres fælles uddannelse.

For begge har faktisk en bacheloruddannelse i vinavl, ønologi og vinforvaltning i Wien, men efter uddannelsen har Franz også haft arbejde hos Geisenheim Research Institute, hos Azienda Agricola Luciano Sandrone i Pirmonte, Klein Constantia i Sydafrika samt en række vingårde i Burgenland.

Parret har i alt 7 hektar vinmarker med Blaufränkisch, Bouvier, Chardonnay, Grauburgunder, Grüner Veltliner, Merlot, Sauvignon Blanc, St. Laurent, Welschriesling og Zweigelt.

Markerne er fordelt med parceller på Römerstein, Bauernwies, Lehendorf, Neuer Satz, Alter Satz, Kaiserberg og Schmalacker med fokus på lavt høstudbytte for udelukkende at bruge de bedste druer og et fokus udelukkende på kvalitet i vinen frem for kvantitet til en produktion på 50-60.000 flasker årligt.

Denne tilgang har også afspejlet ved anmeldelser i internationale vinmagasiner og diverse kåringer. Senest fik fx hans Neusiedlersee DAC Reserve hele 95 point af Decanter og samme vin fik en plads i Østrigs vigtigste og mest anerkendte vinkåring.

Det er specielt vine på Zweigelt, som har høj prioritet hos Franz Schneider. Af denne drue laver han blandt andet flere  rosévine, Blauer Zweigelt Pure og Neusiedlersee DAC serien.

Vi starter dog her i den hvide afdeling med denne 2020 Heideboden Weiß, der er lavet på 77% Grauburgunder og 23% Chardonnay, hvor druerne kommer fra det flade område i Heideboden.

Druerne er håndplukkede og derefter udvalgt og blendet i vineriet hvorefter gæringen er sket på rustfrie ståltanke … og dér har vinen så også efterfølgende lagret 20 måneder sur lie aka alt med bærmen.

Duftmæssigt er der først stearin, sandaltræ, gule blomster og tilsvarende gul frugt, men meget afdæmpet på en småbuttet måde, melon, fersken og overmodne gule pærer og gule blomster. Med lidt luft i glasset lokkes flere af de honninggule aromaer frem, hvor man så også fornemmer lidt smørkringle og briocheboller med smør.

Hvad den måske nok mangler i duften, det har den imidlertid til overflod i munden. Det er en tyk, cremet, eksplosiv, ekspansiv og fyldig vin, hvor der er lidt peber og en koket sødme. Med frugten er hele kavaleriet imidlertid kørt frem og fra bronzekanonen flyder der ananas, mango, nektariner, honningmelon og dåsepærer … dog med en lille sød lemon bitterhed. Det er samtidig saftigt, nemlig drikkelig og fylder hele munden i total enjoyment. 91 point.

Forhandles af KC Vinimport, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7