2019 Antica Enotria, Nero di Troia, Puglia, Italien

2019 Antica Enotria, Nero di Troia, Puglia, ItalienDen næste vin fra Antica Enotria aka Azienda Agricola di Tuccio Raffaele var på den mere ukendte drue Nero di Troia, som også kendes under navnet Uva di Troia.

Det er en gammel rød druesort, der findes i Puglia og er opkaldt efter den pugliske by Troia, som ifølge legenden blev grundlagt af Diomedes efter belejringen og plyndringen af ​​det gamle Troja.

Den findes især i områdene omkring Andria og Barletta og i provinsen Bari og Uva di Troia har en tendens til at give meget lave udbytter, hvilket også har medført, at den i mange år har været i tilbagegang.

Vine på Uva di Troia er generelt tørre med høj alkohol og moderat syre. Sorten producerer store, kompakte klaser af mellemstore, tykskallede bær. Det betyder normalt god struktur og tanniner.

Hos Antica Enotria har man lavet vinen ved gæring 12 dage i ståltanke og derefter er vinen først lagret 12 måneder i samme tanke og det er så efterfulgt af yderligere 12 måneder i store 30 hektoliter egetønder.

Duftmæssigt … blommer, solbærmarmelade, sorte kirsebær … og derudover lige anstrøg til lidt svesker og dadler, men samlet varm og rund i udtrykket med nogle ristede elementer. Der er dog også nogle lysere noter … hindbær og ribs, der giver lidt syrlighed til foretagendet.

I munden er bliver det tykkere og vinen får lidt Primitivo karakter over sig … fyldig, varm, solrig og har en vis portion sødme, har søde kirsebær med sødbitter smag, blød som en udtjent sofa og lidt en stor mundfuld. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7