Cellier des Princes havde via Aurélie og Vinconnexion tilbudt vinbloggeren at smage en ny vin i deres sortiment … en moderne Hérosé, IGP Méditerranée Rosé.
Cellier des Princes er et kooperativ og endda det eneste af slagsen i Chateauneuf du Pape. Det blev grundlagt i 1924, og i 1964 flyttede man til det nuværende sted på Route d’Orange i Courthézon.
Kooperativet har ikke mindre end 80 medlemmer fra AOC Chateauneuf du Pape, altså en 1/4-del af de omkring 300 vinbønder i Châteauneuf du Pape. Derudover har kooperativet også en del medlemmer, der ikke har marker i Châteauneuf du Pape, men i forskellige steder i Rhône.
I alt er der i dag tilknyttet 189 vinbønder til Cellier des Princes, og samlet dækker disse vinbønder et område på ikke mindre end 580 hektar. Der produceres da også hele 3,6 mio. liter vin hvert år, men selve produktionen af Chateauneuf du Pape udgør kun en mindre del af produktionen.
Man har tidligere har løbende rådgivning af den nu afdøde Philippe Cambie.
Her smager vi så husets 2021 Hérosé, IGP Méditerranée Rosé, der er lavet på et mix af 70% Grenache, 15% Syrah og 15% Cinsault, som alle er høstet om morgenen for at bevare mest mulig friskhed. Efter høsten er druerne afstilket og så presset direkte, hvilket ikke efterlader vild megen farve.
Gæringen er sket i rustfrie ståltanke ved 14-16 grader og efter endt fermentering er vinen lagret 3 måneder i ståltankene og derefter er vinen frigivet … altså lige her i starten af 2022.
Det er en rigtig frugtbombe, som bare venter på, at grillpølserne springer ud på terrassen, humøret bliver godt igen og bekymringer pakkes langt væk. Der er jordbær med et tvist hindbær i … præcis på samme måde, som du vil gøre med en velkomstdrink, når gæsterne kommer i deres korte short og pastelfarvede trøjer.
I munden fortsætter de samme ubekymrede miner, jordbær, tranebær, hindbær, lidt jern, lidt citrus … ikke den vilde dybde, men Jesus hvor ville jeg gerne smage masser af denne vin til sommer.
Der er endnu ikke en importør herhjemme, men det skal nok komme, idet vinene fra Cellier des Princes bestemt sælges herhjemme. Vores lille rosé her koster 4,95€ hos producenten, hvilket svarer til 37 kr. og til den pris skal vinen nok blive en virkelig prisbasker.