En hyggelig varm sommeraften forleden hos vennerne Jan og Jannie omfattede selvfølgelig vin og vi startede med denne spændende 2020 Pure & Naked Pét Nat Brut Nature Limited Release fra Weingut Am Stein, som de havde besøgt i deres netop overståede sommerferie.
Denne Pétillant Naturel vin – forkortet Pét Nat – havde de med hjem og det er en jo en vin, der laves så naturligt som muligt og alene med én gæring. De små , fine bobler kommer ved, at vinen er tappet på flaske mens den første alkoholiske gæring fortsat er i gang, og altså modsat en mousserende vin efter den traditionelle champagnemetode.
Vinhuset har sit navn efter den mest berømte vinmark i hele Franken … Würzburger Stein og drives af Ludwig Knoll sammen med hustruen Sandra. Ludwig overtog familiens vingård i 1990 og er 5. generation på gården, som har været i familiens eje siden 1890.
Ludwig driver i alt 21 hektar vinmarker, og beliggenheden er helt unik, højt oppe på Würzburger Stein. Ludwig fremstiller nogle rene, friske og typiske Frankenvine. I området er det Silvaner druen, som er kongen, men også andre druetyper bl.a. Scheurebe trives på de stejle skrænter. Og herudover også lidt Riesling og Spätburgunder.
Siden 2008 har vingården været økologisk, og i dag drives hele vingården også fuldstændig biodynamisk.
Til driften hører også et mindre pensionat, vinoteket WeinWerk samt en højt estimeret restaurant & vinbar, som hedder Reisers Am Stein. Den drives af kokken Bernhard Reiser og regnes klart som Würtzburgs bedste. Den har vistnok endda én Michelin-stjerne.
Vinoteket samt gæstehuset/pensionatet ligger i to helt nye bygninger … begge ultramoderne, nærmeste som kubiske blokke. Gæstehuset har en facade med struktur af vandrette fuger og smalle vinduer, mens bygningen for vinoteket har en facade af grønne, tonede glas med lodrette træstolper … meget ikoniske bygninger, som om aftenen giver en fantastisk effekt og er et utroligt blikfang i byen.
Fra begge bygninger har du en fantastisk udsigt udover både Würzburg og de omkringliggende vinmarker.
Ludwig Knoll laver vine i flere kvalitetsniveauer. Basisvinene eller Knolls Gutsweine kalder han Junge Wilde samt Frank & Frei, Ortsweine kaldes Bodenschätze, mens de bedste Erste Lage & Grosse Lage vine kaldes Meisterwerke. Både husets Ortsweine samt Erste/Grosses Lage vine sælges selvfølgelig i de karakteristiske bocksbeutel flasker.
Herudover laves der vine i serien Montonia, som Ludwig har lavet siden 1998 og er opkaldt efter hans datter. Derudover findes der også serien Vinz, som typisk er vin fra gamle vinstokke.
Men denne Pure & Naked Pét Nat Brut Nature Limited Release er vin fra en lille specialserie og lavet på de to druesorter Sauvignon Blanc og Cabernet Blan.
Druerne er først er gæret på rustfrie ståltanke og så flasket inden den alkoholiske gæring er færdig … men gæringen er bare fortsat … det giver også lidt naturligt bundfald i flasken. Det gør, at vinen har et mildt tryk på 6,5 bar og 0,3 gram restsukker pr. liter.
Vinen har duftmæssigt en vild aroma … stikkelsbær, grape, lemon og helt klart med en eller anden form for vildskab over sig. Der kommer også lidt eksotiske dufte … mango, passionsfrugt samt nogle let krydrede noter.
I munden er vinen sådan meget saftet … grape- og limesaft suppleret med nogle salte noter. Der giver en meget frisk, levende og livlig vin, der er ganske charmerende.
Købt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … svarende til 149 kr,