Auvergne er en lille og oftest helt overset vinregion i Frankrig og faktisk er den slet ikke med på mange kort over hele landets vinregioner. Auvergne har også kun cirka 500 hektar vinmarker og ligger vel lige i midten af en trekant bestående af Beaujolais i Bourgogne samt Rhône og Bordeaux.
Det er der i byen Volvic, at vi finder Domaine No Control, der står bag denne 2017 Rockaille Billy … den vender vi tilbage til lidt om lidt.
Domaine No Control drives af den unge vinmager Vincent Marie, der grundlagde vinhuset i 2013 efter sin vinuddannelse og et par praktikophold i Alsace hos Patrick Meyer og Bruno Schueller … begge biodynamiske producenter.
Han er sådan en rigtig, lille økobonde, som alene har 5 hektar vinmarker, der ligger i Puy de Dôme, et landskab skabt af vulkansk aktivitet. Markerne er under omlægning til økologisk drift og på dem dyrker han både Gamay, Pinot Noir, Syrah, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Sylvaner and Pinot Auxerrois aka Auxerrois Blanc.
Vincent er specielt inspireret af Patrick Meyer, som lærte ham alt om biodynamisk drift, så Vincent passer også markerne efter samme principper og er startet med at give markerne flere biodynamiske præparater som kohornsgødning og hornsilica.
Markerne er fordelt på flere plots … og nogle bearbejdes helt gammeldags med heste. Vincent har selv sin egen hest og passer også i øjeblikket Michel Augés hoppe Praline, som i forvejen er vant til at arbejde i vinmarker.
Denne 2017 Rockaille Billy er ren Gamay, som er høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar fra vinstokke, der er 50 år i gennemsnit på granit, vulkanske marker i 500 meters højde.
Vinen er lavet med spontangæring i fiberglascoatede tanke på de naturlige gærceller med delvis knusning samt hele druer, 3 ugers gæring og maceration på druerne. Derefter er vinen lagret, hvor det er med halvdelen i tanke og den anden halvdel i 23 hektoliter foudres.
Næsen minder vildt meget om Beaujolais … mørk, landlig, animalsk, mælket med kærnemælk, maling, afdæmpet terpentin, mentol, mint, søde og røde bolsjer, kul, kirsebær, hindbær, brombær … masser af duft, kraft og stor landlighed.
Og det er også vildt meget smag i vinen … saftig, cremet, fed med noget bitterhed i frugten, som er sorte kirsebær og brombær, mens syren er mild. Det gør vinen meget læskende, saftevandsagtig nem, kødfuld, rund og blid. Men for pokker … hvor er der meget smag i vinen, meget smagfuld. Nice.
Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 240 kr.