2018 WG Mayschoß-Altenahr, Trivée Rotwein Trocken, Ahr, Tyskland

2018 WG Mayschoß-Altenahr, Trivée Rotwein Trocken, Ahr, TysklandGlud Vin har herhjemme fået forhandlingen af vinene fra det store Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, det gamle kooperativ i Ahr. Derfra skulle vi også smage en vin, nemlig denne 2018 Trivée Rotwein Trocken.

Det gamle kooperativ ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af hele 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Dengang havde vinproduktionen i Ahr-dalen været i dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et stort sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor så det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim blev en del af Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Denne Trivée Rotwein Trocken er – som navnet indikerer – lavet på tre forskellige druesorter, nemlig Regent, Spätburgunder og Domina og ifølge Glud vin helt præcis på 20% Regent, 60% Spätburgunder og 20% Domina.

Vinen er lavet traditionelt med gæring i rustfrie ståltanke med en efterfølgende malolaktisk gæring og så lagring i nye barriques. Vinen har 4,2 gram restsukker pr. liter og 14% højoktan alkohol.

Fagpræget er meget tydelig i næsen … masser af kanel og vanilje, nelliker og våde fade, mens frugten er langt mørkere og mere rustik end lige forventet, men både Domina og Regent kan godt være ret svære at danse med. Frugten er mørk, sorte kirsebær og virker også lidt tørret i udtrykket. Der er lidt våde vaskeklude, håndsæbe, røg og samtidig fornemmes der også nogen saftighed.

Smagen er røget, krydret med lysere frugt end duften egentlig indikerede. Der er hindbær, tranebær og rabarber med en lidt mørk bitterhed, røg, tjære, kul … noget rustik og bestemt ikke elegantier, men en kularbejder med vejrfuret ansigt og bittert blik. Og så har vinen alligevel lidt charmerende Ahr karakter med de røgede elementer og en lidt frisk frugt.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 219 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7