Cornas fra A. Clape er gudedrik … og den afdøde Auguste Clape kunne noget helt særligt, hvilket denne 2006 Cornas også er et solidt eksempel på.
Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2002, 2004 samt 2007. Alle gange var A. Clape imponeret mig og det gør han atter med 2006’eren. Som alle vinene fra Clape er den lavet på 100% Syrah fra parceller, hvor alle vinstokkene har en alder på henholdsvis 30, 50 og 60 år med enkelte stokke, der er over 100 år gamle. Lagret 22 måneder på de store, gamle foudres.
Igen er der tale om en monstrøs næse … mælk, mejeri, yoghurt, kærnemælk, sød presset frugt, brombær, blåbær og så alligevel med en lille frisk syrlighed, tobak, dyb og tør engelsk lakrids, tørret kød, røget bacon, sort skocreme, estragon, mellemøstlige krydderier, lakridskonfekt, koncentreret andefond, pågående og nærmest kompromisløs.
I forhold til 2004’eren, så er 2006’eren langt mere tør … vild tør, næsten som at få en køkkenrulle proppet i kæften. Der er vildt med tanniner, der både stærke og dominerende sætter sig på tænderne. Samtidig leveres det hele blødt og cremet, hvilket samlet giver en sindssyg flot oplevelse. Masser af surhed, masser af smag, Clape imponerer altid.
Forhandles i dag Bichel Vine, hvor vinen i dag kun sælges efter allokation.