Frühburgunder, Pinot Noir Précoce eller Pinot Madeleine, men et kært barn har jo mange navne. Og når vi nu engang er i gang med vinene med blå etiket fra Weingut Nelles, så smager vi nu Madeleine Heimersheimer Frühburgunder.
Der findes i dag alene 35 hektar vinmarker med Frühburgunder i Ahr, selvom sorten var en af de mest udbredte sorter i 1800-tallet. Men efter 2. verdenskrig, så faldt udbredelsen, faktisk indtil 1960’erne, hvor der alene var sølle 15 hektar tilbage. Men grundet en række bedre og sundere kloner fra Geisenheim, så har druen fundet fodfæste.
Jeg har jo tidligere skrevet en del om druen, så er lidt i diva, men det kan du læse mere om i mit indlæg; Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning.
Hos Nelles – og sikkert også de andre producenter – dyrkes Frühburgunder ikke økologisk, for det er druen simpelthen alt for sart til. Så ville man slet ikke få noget udbytte. Vinen er lavet lidt som de foregående, altså med afstilkning og så spontangæring i de store, gamle egefade, hvor vinen også efterfølgende er lagret 12 måneder. Vinen har 1,1 gram restsukker pr. liter.
Duftsmæssigt lidt tættere og sødere i duften end den sidste Pinot Noir fra Nelles. Der er sødme, jordbær, rabarber, søde kirsebær, men fortsat med lidt Ahr karakter med røg og den ranke, lidt grafitagtige standhaftighed. Det er virkelig indbydende og imødekommende, hvor nogle lette fadnoter supplerer med mælkechokolade, søde tobaksnoter og virkelig rund, drejelig og livlig aroma.
Smagen har en rank, spændstig og letbitter ryg, masser af bitre kirsebær, en let og tilgængelig saftighed, tranebær. ribs og så en citrondomineret syre, som holder syretrippet højt gennem hele smagsspekteret. Den er bestemt mere føjelig end foregående Heimersheimer Pinot Noir, men også med karakter.
Vinene fra Weingut Nelles forhandles af Højbjerg Vine, hvor en flaske af denne vin koster 269 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 6 flasker.