Næste Côtes-du-Rhône kommer fra Domaine Grand Nicolet, som ligger omkring en kilometer syd for Rasteau by.
Domaine Grand Nicolet drives af Jean-Pierre Bertrand, som overtog driften i 1999 efter hans svigerfar Bernard Leyraud og dennes bror Maurice.
Domaine Grand Nicolet hed oprindelig Cave Nicolet-Leyraud og var grundlagt tilbage i 1875 af Joseph Nicolet. Dengang var vingården alene på 1 hektar, men blev udvidet til 2 hektar i perioden fra 1912 til 1919. Allerede i 1924 præsenterede Joseph Nicolet en vin under navnet Grand Nicolet … efter sigende med succes.
I dag har Domaine Grand Nicolet 31 hektar vinmarker, hvoraf 26 hektar er appellationen Rasteau og 3,5 hektar under kommunen Sablet … altså Côtes-du-Rhône vin.
Og det er netop husets Côtes-du-Rhône, som vi nu har i glasset, lavet på 60% Grenache, 20% Syrah, 10% Carignan og 10% Cinsault, hvor Grenache druerne kommer fra 40 år gamle vinstokke og Syrah fra 20 årige stokke og høstet med beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.
Druerne høstes manuelt og afstilkes 100% og vinificeret i betontanke med 20 dages fermentering med daglig overpumpning, og efter endt fermentering lagret i betontankene en periode.
Der er smæk for skillingerne i næsen … masser af tæt, rød og mørk nedfaldsfrugter, ganske modne solbær, kirsebær og nærmest med likøragtig og jammy frugtfedme, lidt overekstraheret og samtidig med læder, blomster og sæbe. Men det er sgu faktisk ikk’ så ringe.
Det blomstrede går også igen i smagen, som imidlertid er langt lettere end duften indikerede. Smagen er meget aromatisk, men egentlig ganske charmerende. Der er dybde, blæk, nogen sødme, fornemme tanniner og tørhed i eftersmagen.
Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, men denne er ikke i sortimentet og jeg kender ikke prisen.