2012 Château des Annereaux, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Des Annereaux, Lalande-de-Pomerol, Bordeaux, FrankrigVi fortsætter i Bordeaux, men hopper nu over floden til højre bred ved Lalande-de-Pomerol, hvorfra vi smager denne fra Château des Annereaux.

Vinslottet ejes i dag af Dominique og Marie-Helene Hessel 50/50 med forretningsmanden og vinmageren Jean Milhade, der købte halvdelen i 1969.

Dominique Hessel stammer fra Annereau familien, hvis rødder i Lalande-de-Pomerol går helt tilbage til 1390. Lalande da Poumeyrou hed det dengang, men dokumentation af vinproduktion på stedet er dog først dokumenteret til omkring 1490.

Dengang blev vinslottet drevet af fætrene Louis og Jean Annereau, mens selve vinslottet dog først er bygget omkring 1598, men er moderniseret flere gang i det 20. århundrede. Men 1598 regnes egentlig som det år, som vinhuset officielt er grundlagt.

På slottets mure står der fortsat Malescot, Soehnne og Ponsot … efternavene på ejerne gennem tiden, når kvindelige efterkommere fra Annereau giftede sig og selvfølgelig fik ægtemandens efternavn.

Og siden starten har det således været Annereau, Malescot, Soehnne, Ponsot og Hessel. I dag deltager Dominique Hessels søn Benjamin også i driften.

Slottet var i 1956 i økonomiske vanskeligheder, hvor den daværende ejer Armand Ponsots svigersøn Charles Rulleau forsøgte at omplante vinmarkerne til produktion af majs, men det lykkedes heldigvis kun i begrænset omfang.

De økonomiske problemer fortsatte dog ind i 1960’erne, hvor borgmesteren Robert Boulin i Libourne forsøgte at overtage vinslottet for at lave en landbrugsskole på stedet, men det mislykkede også.

I stedet kom vinmageren Jean Milhade med i ejerskabet og siden har man satset 100% på vinproduktion. I 2007 startede man oplægning til økologisk produktion og fik i 2010 certificering.

Samlet har Château des Annereaux 25 hektar vinmarker, hvoraf 22,7 hektar ligger i Lalande-de-Pomerol appellationen, mens de sidste 2,3 hektar blot er i Bordeaux appellationen. Der dyrkes alene Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon

Her er det slottet vin i årgang 2012, lavet på 85% Merlot, 11% Cabernet Franc og 4% Cabernet Sauvignon. Vinen lagres 12 måneder på franske barriques, som løbende udskiftes med 25% nye hvert år.

Næsen er virkelig klassisk Bordeaux med muldjord, solbær og cigaræsker. Vinen har god tørhed, er rund, blød med blyant og god ren frugtduft med en anelse syre.

Smagen er ren solbær, blød, rund og – som duften – meget klar i frugten med blæk, tørhed samt lidt jern i eftersmagen. Det er ærketypisk Bordeaux uden så mange svinkeærinder. Ganske fornuftig vin.

Forhandles bl.a. af Emilie Vin, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7