Og selvfølgelig skal I ikke snydes for Conterno Fantinos Barolo Vigna Sorì Ginestra … vinen der i 1987 kom på forsiden af Wine Spectator og gjorde vinhuset internationalt berømt. Og her er det i nyeste årgang 2013.
Husets parcel på Ginestra marken er på 3 hektar, og vinstokkene på marken er lidt yngre end på Mosconi marken, nemlig mellem 25-30 år. Noemi Conterno viste mig placeringen af husets forskellige marker på et stort kort og markerne ligger nærmest som på en snor fra syd mod nord … eller omvendt. Og Ginestra ligger lige nord for Mosconi.
Vinen laves på nøjagtig samme måde som Mosconi’en, lavet på rustfrie ståltanke med macaration i 8-15 dage, hvorefter vinen lagrer 24 måneder på nye, franske barriques efterfulgt af 12 måneder på flaske.
Duftmæssigt også lidt varm i udtrykket, men fortsat med en smuk lethed, lakrids, kirsebær, blommer, tobak, violer, rosenblade samt et mineralsk islæt, tjære og blomster.
I munden er vinen virkelig blød og lækker … lidt fed i smagen af en Barolo, men meget blød og imødekommende. Da jeg for nogle år tilbage smagte Mosconi Vigna Ped og Sorì Ginestra i årgang 2009 fandt jeg Mosconi’en bedst, men sådan er det ikke nu. Her fører Sorì Ginestra med et mulehår. Det smager bare godt.
Vinen forhandles herhjemme af Philipson Wine og 2013’eren er på lager til oktober. Den koster 669,95 kr., men der er pt. 40% rabat på introprisen, nemlig 399,95 kr. ved køb af 12 flasker.
Rating 6/7