2011 Domaine de Saumarez, Trinitas, Languedoc, Frankrig

Domaine de Saumarez ligger ved den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier og derfra kommer denne Trinitas … et blend på 1/3 Mourvedre, 1/3 Syrah og 1/3 Grenache.

Vinhuset drives af den herlige og friske Robin Williamson sammen med fruen Liz. Robin Williamson er englænder, og hans frue Liz er fra New Zealand. Jeg har skrevet om vinhuset et par gange før og jeg har også mødt Robin Williamson tilbage i oktober 2014 til Jysk Vin store vinfestival. Og han er sgu er herlig og livsglad fyr.

Robin havde selv tidligere været bankmand, men parret ønskede noget andet i livet og de etablerede Domaine de Saumarez i 2004 ud fra en drøm om at blive vinbønder og lave kvalitetsvine.

Og de har fundet et godt lille sted ved Murviel-les-Montpellier i de lave bakker 15 minutters kørsel vest for Montpellier. De omkringliggende bjerge er dækket af olivenlunde og vinmarker og udsigten strækker sig helt til Middelhavet.

Da de søgte efter en vingård, var deres vigtigste kriterie at finde kvalitetsterroir, altså jordbund med potentiale til at give frugt af absolut topkvalitet. De lægger megen omhu i at lave vine, der repræsenterer kompleksiteten af deres terroir og samtidig bringer det bedste frem i hver druesort.

De kiggede sammenlagt på 30 vingårde mellem den spanske grænse og Nimes inden de købte vingården i Murviel-les-Montpellier. Det var faktisk den 30. og sidste vingård de besøgte. Den var forfalden … men med potentiale.

Vingården består af 11 hektar vinmarker med vinstokke plantet på skråninger mellem 80 og 150 meter over havets overflade. Jordbundstypen, som opstod i Jurassic perioden, kaldes Aalenien og er unik for Languedoc og består af kvarts, skifer, granit og mergel.

Vinstokkene behandles med stor omhu. Det tørre og blæsende middelhavsklima betyder, at det ikke er nødvendigt at sprøjtebehandle, så her bruges ingen herbicider eller pesticider.

Ukrudtet bliver pløjet eller hakket væk, og om vinteren græsser flokke af lokale får mellem vinstokkene. Denne filosofi bidrager til at fremme den levende jord, hvor alle organismer lever i symbiose med hinanden. Fra årgang 2012 er vingården certificeret som økologisk.

Domaine de Saumarez er en del af “the Outsiders” … en lille gruppe af 12 ligesindede vinbønder i Languedoc-Roussillon, som alle er enige om, hvordan de laver spændende vine, som udnytter regionens meget forskellige jordtyper, druesorter og de klimatiske forhold.

Vinen er lavet lidt på samme måde som topvinen Aalenien, dvs. høst ved håndkraft med beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar. Druerne afstilkes inden vinfikation i cementtanke og macerationen er på 4 uger, hvorefter vinen lagrer 18 måneder på franske barriques. Der anvendes alene meget, meget lidt svovl.

Duften er tæt, tyk og fed … med mørke, sorte bær, nærmest tørret frugt, modne blommer, tobak, sød lakrids, timian og en snert peber. I munden god tørhed, engelsk lakrids, mørk og fed … næsten marmelade fed, men hænger sgu egentlig godt sammen med bløde tanniner samt en svag bitterhed i enden.

Købt hos Jysk Vin, pris 119 kr.

Rating 4,5/7