Côtes-du-Rhône Les Quartz er en velkendt vin her på bloggen og blev nummer 3 på flere måder … nemlig 3. vin af de 4 vine på stribe fra Domaine le Clos du Caillou og samtidig 3. gang, at jeg skriver om vinen. Tidligere har jeg smagt og skrevet om vinen i årgang 2013 og 2014 … men dette er altså 2015.
Côtes-du-Rhône Les Quartz er – som foregående årgange – lavet på 85% Grenache og 15% Syrah, hvor Grenache druerne kommer fra en mark lige op til marken Les Cassanets, som jo leverer druer til en af husets Châteauneuf-du-Pape Les Quartz.
Vinstokkene er plantet tilbage i 1956-58 og jorden har selvfølgelig – som Les Cassanets – godt med rullesten. Syrah druerne kommer fra marken Les Bédines, hvor stokkene er fra 1979. Høstudbyttet ligger på 31 hektoliter pr. hektar.
I kælderen sker gæringen med druernes naturlige gær i store betontanke med en macerationstid på samlet 30 dage. Vinen lagrer 14 måneder på både store egefade, foudres og demi-muids på 600 liter.
Næsen er rustik og landlig med mejeri, kød, tjære, figner, mørk frugt, lakrids, røg, mineraler og søde krydderier. Virkelig en tæt, dyb, lækker og klart mere intens og tæt end foregående vin.
I munden er der godt med mørk, frisk frugt, sten, tjære, tørret kød, peber … med afrundede tanniner og en fin afbalanceret syre, som virker lidt grøn. God tørhed, intensitet, dybde og en vis tyngde.
Forhandles af Vinspecialisten, pris 225 kr.
Rating 5/7