Hvor findes der dog meget godt Spätburgunder i Tyskland, og vi fortsætter med netop endnu en af disse … nemlig denne Spätburgunder Edition 2Hügel im Barrique gereift fra Weingut Raddeck … ægte Spätburgunder fra Nierstein i Rheinhesssen.
Igen kommer druerne til vinen – ligesom foregående Riesling både fra marker på Rote Hang med den røde skifer samt andre marker omkring Nierstein, hvor undergrunden består af lyse, gul/hvide kalksten.
Vinen er gæret på rustfrie ståltanke og derefter – som navnet fortæller – lagret på barriques, men hvor lang tid oplyses ikke, hverken på etiket eller hjemmeside. Vi springer derfor hovedkulds ind i mine smagsnoter.
I glasset ganske let transparent … klassisk Spätburgunder i den henseende og duften skuffer heller ikke, for her er der sød kostald, eg … måske en anelse til den mørke side, lidt urtet med blæk, eucalyptus eller mentol, kirsebær og en anelse kanel.
Smagen er blød … der er godt med kirsebær, lidt kanel og den virker lidt fyldigere end mange andre medsøstre i Tyskland. Der er en tydelig syre, som dog ikke overtager smagsindtrykket og er meget behagelig. Der er også lidt peber samt en smule jern og mineralitet i eftersmagen.
Gert havde købt vinen på vingården, hvor prisen er 12,50€ … eller omkring 93 kr., og det er også billigt for denne vin.
Rating 4,5/7