Who’s Your Sugardaddy? Og er jeg en Sugerbaby? Med dessertvinen Sugar Daddy Riesling fra vinhuset Muddy Water Wines, som forsøder dit liv med tæt på 300 gram sukker pr. liter, sammenholdt med min søde tand, så må jeg pr. definition være en Sugarbaby.
Arghhhh … baby, babe … det vil mange af de houlbergske venner sikkert protestere over. Men at vinen Sugar Daddy Riesling er et sødt bekendtskab, der på samme vis som en Sugardaddy gør, at du føler dig feteret, forkælet og sågar tilfredsstillet, er et faktum.
Vinhuset Muddy Water Wines har jeg lige skrevet om i to tidligere blogindlæg, så det skal jeg selvfølgelig nok spare jer for. I stedet for vil jeg koncentrere mig om denne Sugar Daddy Riesling, som er en tykflydende nektar af en dessertvin, som vinhuset kun laver de år, som høsten tillader det. Den er således de seneste år alene lavet i 2008 og 2011.
Vinen er lavet på sent høstede Riesling druer, som er angrebet af den ædle rådenskab … botrytis, hvorefter druerne er tørret, presset – og lagt 48 timer på skindet – til denne søde eliksir, der – som nævnt – har næsten 300 gram restsukker pr. liter. Til sammenligning ligger restsukkeret ved Eiswein oftest omkring 170-265 gram pr. liter.
Og som en rigtig Sugar Daddy er det sødt, nærmest klæbrig nektar … af bedste skuffe. I næsen er det kvæde, tørret abrikos, sødme, honning, sirup, lidt lime, blomsteraroma, nødder samt lidt rosiner. I munden koncentreret maggiterning af nektar … klæbring, sød … meget sød … men også med en snert af syre og imponerende kraft. Flot.
Forhandles formentligt i Den Blå Port, men prisen kender jeg ikke.
Rating 5/7