2021 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Tras la Yesca, Toro, Spanien

2021 Rodríguez Sanzo, Tras la Yesca, Toro, SpanienPå etiketten af denne sjove Tempranillo baserede Tras la Yesca 2021 er der en meget lignende og farverig karikaturtegning af Javier Rodríguez, som jo ejer og driver Bodegas Rodríguez y Sanzo.

Vinhuset ligger helt  præcis i udkanten af byen Valladolid cirka 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Javier Rodríguez kommer fra en familie af vinbønder, der har produceret vin igennem flere hundrede år og Javier har da også selv omkring 80 hektar vinmarker i området omkring Valladolid.

Selve vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo grundlagde den gode Javier i 2003 og opkaldte det i øvrigt efter ham selv og hans hustru … Rodríguez y Sanzo. Det er blevet et større projekt, hvor Javier har indgået aftaler med vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en lang række vine.

Således laver Javier vine fra nogle af de vigtigste DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal. Det er således siden starten blevet en pæn stor affære, har kæmpe omsætning og eksporterer deres vine til det meste af verdenen.

Denne 2021 Tras la Yesca 2021 er lavet på ren Tinta de Toro aka Tempranillo,  der høstes efter den biodynamiske kalender. Vinen har gæret på ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på små 300 liters amerikanske samt franske egetræsfade.

Næsen er tør, krydret og koncentreret … der er både grønne urter, peber, nelliker, ristede noter,  tør jord samt  saltlakrids  og en frugt med brombær og blommer, en smule grannåle, chokolade samt lidt vanilje. Der er ingenting, som stikker helt af, så er velkomponeret, krydret og pænt tør.

Smagen er meget blødere, sødere og mere saftig end duften … her er der stort set ingen tørhed, men en stor venlighed med søde jordbær, brombær og saftige blommer. Der er ganske vist en smule peber, tæt varme og krydderier, men det bliver bare læskende, venligt, blødt og pleasende. Man fornemmer ikke rigtigt tanniner, men de sætter sig alligevel diskret i munden, men forsvinder hurtigt igen. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Zinfandel, Californien, USA

2019 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Zinfandel, Californien, USAUnder James Bryant Hill brandet laver Scheid Family Wines i alt 3 vine og det er – som smagt – på Chardonnay, Pinot Noir, mens den 3. og sidste selvfølgelig er på den amerikanske favoritdrue Zinfandel … og den smager jeg nu i årgang 2019.

Den er egentlig lavet efter samme læst som de to forrige vine … altså med druer fra deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay ret tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt efter afstilkning og derefter er der sket gæring over 2 uger i rustfrie ståltanke og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 12 måneder på nye amerikanske egefade.

Duftmæssigt er det – selvfølgelig – en stor og fyldig vin, hvor der hurtigt kommer frugt med blåbær, sorte kirsebær, blommer, svesker og alle med lidt marmelade fylde, noget røg, cedertræ, kakaopulver, chokolade, kanel, kridt, kanel og kaffe.

Det er dog i munden, at man mærker den klassiske US Zin sødme, hvor der er godt med saftig og sød frugt. Det bliver dog ikke oversød eller for vamset, for vinen har også en mørk, rustik og venlig syre og nogle bløde tanniner, som lige fornemmes svagt. Der er bulder, brag og lynnedslag … specielt for elskere af kraftige, søde vine. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 109,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USADen næste vin fra James Bryant Hill hos Scheid Family Wines i Greenfield blev så en 2020 Pinot Noir … også lavet med druer fra de køligeste dele af Central Coast.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir, som Scheid Family Vineyards så selekterer fra familien egne, bæredygtigt dyrkede marker i de køligste dele af Californiens Central Coast.

Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne før gæringen med frugtbevarende temperaturstyring i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder i ståltanke … dog med 30% på helt nye franske 228 liters bourgognefade i samme periode.

Det er ikke en ultralys Pinot Noir, men har masser af Pinot Noir kvaliteter, for allerede fra startlinjen oser det op af glasset med lyse bær som hindbær, lyse kirsebær, mirabeller og lidt ribs … og samtidig er der faktisk godt med egepræg, som pirrer og lokker din næse med noget umami, muldjord samt vanilje. Det er måske ikke sådan ultra raffineret … men intet vender forkert.

I munden er der lige en snert US sødme, som giver vinen et lidt varmere udtryk end medlemmerne fra den europæiske familie, men det giver også vinen godt bundtræk med stor power. Det gør også vinen let saftig med nogle let krydrede noter, peber, mens frugten får lidt sød tranebær bitterhed med i billedet. Som med duften er der ikke meget, der vender forkert, så du får en fin US Pinot Noir med krop, varme og tæt struktur. 90 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat, men 2019’eren koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USALad os fortsætte hos Scheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for næste vine er også derfra … blot hedder brandet nu James Bryant Hill og den første er deres 2020 Chardonnay.

Her kommer druerne fra nogle af deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket  tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt som hele klaser og derefter er der sket gæring i rustfrie ståltanke ved kølig temperatur og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 8 måneder på nye franske egefade.

I glasset er vinen mere gul end den foregående Chardonnay og der er klart ikke så megen smør- og fadnoter, men virker mere animalsk og landlig i udtrykket, lidt fortættet og kompakt … helt sikkert også mere blomsterrig med pollen og en frugt med gærede pærer, æbler, græskar samt et diskret aftryk fra fadene med vanilje og småkager.

Smagen er blød, cremet og der er klart syltede citroner, lidt lemon samt sødlig grape, men ellers fyldig med nogle lidt sødbitre smage og æblemost, pærer, abrikos og fersken. Det har ikke helt samme brede appeal som Valley Ranch Chardonnay, men virker mere oprejst, fast og selv syren er lidt mere robust. 89 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USAMed næste vin er vi atter tilbage på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for Long Valley Ranch er endnu et brand hos det store vinfirma Scheid Family Wines.

Det store foretagende har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens vinmageren Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands, som fx Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Long Valley Ranch Chardonnay er lavet på druer fra Scheid Family Wines’ egne marker i Salinas Valley, der på grund af sin lange
dalstrækning blev døbt Long Valley af forfatteren John Steinbeck.

De kølige topmarker nær Monterey Bay forlænger modningen og høsten sker i de tidligere morgentimer, så alle druer når friske frem til vineriet. De hele klaser presses skånsomt, så kun den bedste most anvendes. Vinen gærer køligt i ståltanke  inden 12 måneders lagring med 80% på ståltank samt 20% i helt nye burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med hasselnødder, ristede hasselnødder, cremet fylde og svulstig eksotisk frugt med behåret fersken, ananas, dåsepærer samt syltede citroner, mens de 20% barriques bidrager med lakridskonfekt, vanilje og søde krydderier, meget behagelig, lækker og smækker med buttet smøragtighed.

Smagsmæssigt får du også det brede dollargrin frem … et smørret og fedt smil, der er meget rund, cremet og blød. Frugten er ret eksotisk med fersken, abrikos, mango, bitre madæbler samt en sødmefuld syre, der er rund og balanceret. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Domaine Anita, Moulin-à-Vent Trés Vieilles Vigne Les Caves, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Anita, Moulin-à-Vent Trés Vieilles Vigne Les Caves, Bourgogne, FrankrigTilbage i december smagte jeg en møj-lækker 2021 Moulin-à-Vent Aux Michelons fra Anita Kuhnel på Domaine Anita … og nu er den gal igen med tørsten, så jeg smager hendes 2020 Moulin-à-Vent Trés Vieilles Vigne Les Caves.

Som jeg også skrev sidst, så ligger Domaine Anita i Chénas nær Mâcon og er oprindelig grundlagt i 2015 af unge Anita Kuhnel, som selv er født og opvokset i Bresse … ikke så langt fra Beaujolais.

Det lå dog ikke i kortene, at Anita skulle dyrke vin, for hendes store passion var cykling, som hun dyrkede professionelt, bl.a. deltog hun i 1996 i verdensmesterskabet i Novo Mesto i Slovenien.

Samme år blev hun gift med André Kuhnel, hvis familie har været vinbønder i Morgon siden 1943 … og der startede Anitas nye passion for vin.

Hun ville også selv lave vin, så derfor lærte hun håndværket både hos Andrés familie samtidig med en uddannelse til vinmager inde i Beaune inden hun i 2015 grundlagde sin egen vingård mellem Chénas og Moulin-à-Vent.

I vinkælderen har Anita hjælp fra Guy Marion, der som pensioneret chefønolog og højrehånd for Georges Duboeuf har vinificeret mere end 50 vinhøste i Beaujolais. Anitas sparringspartner og mentor har derfor et enestående kendskab til Beaujolais’ mange terroirs.

Anita har samlet 16 hektar marker, som giver basis for vine i de 6 appellationer Moulin-à-Vent, Morgon, Chénas, Fleurie, Beaujolais og Beaujolais-Villages.

Denne Moulin-à-Vent er lavet på 100% Gamay, som Anita Kuhnel høster manuelt fra helt op til 80 år gamle vinstokke på den syd- og sydøstvendte vinmark Les Caves … en granitholdig enkeltmark i Moulin-à-Vent i 240 meters højde.

Druerne sorteres på strengeste vis i både vinmark og kælder, så kun den bedste frugt finder vej til den færdige topvin. Vinen er lavet med 20% hele klaser og 80% afstilkede druer. Efter endt gæring modner vinen 12 måneder på ståltank for en ren og autentisk gengivelse af druesort og terroir.

WAUW for pokker … nærmest aroma af hospitalsgang, banan, grøn peber samt tonsvis af kirsebær … friske, syltede kirsebærsauce ribs og solbær … er samtidig meget elegant med mælkede noter, jordbær og kirsebæryoghurt suppleret med let anstrøg af noget sødme med karamel og mælkechokolade, som binder det hele så smukt sammen med fin balance mellem frugt og tertiære noter. Det dufter sgu vildt saftigt og næsten æterisk med bondsk jordbundethed.

Det smager fandeme også saftigt … men samtidig voldsomt elegant med mundsmeltende, blød og lækker cremethed. Smagene kommer nærmest snigende … først som det stille vand, men med vedvarende styrke, intensitet og vildskab. Det er igen kirsebær, sure jordbær og ribs, mens syren har en fin balance, der aldrig forstyrrer, hvilket gør vinen så inddragende, vedkommende og balanceret med lidt peber, citroner og en diskret jernagtig note i eftersmagen. 94 point. Det smager af mere og mere og mere og … til prisen helt wacky.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisener 139,95 kr. ved køb af 6 flasker. Den burde der bliver rift om.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Spätburgunder vom Kalkboden, Pfalz, TysklandMed næste vin er vi igen hos Weingut Rudi Rüttger, som jeg sidste smagte en St. Laurent i årgang 2020 fra … men nu er det en 2022 Spätburgunder vom Kalkboden.

Her kommer Spätburgunder druernes fra Rudi Rüttgers mest kølige, kalkrige marker omkring Neuleiningen i det nordlige Pfalz.

Vinen er fremstillet med gæring på ståltank ved 25-28 grader efter 7 dages udblødning/maceration og efter endt fermentering er 90% af vinen lagret i betontanke, mens 10% lagrer på egetræsfade for ekstra smagsdybde og krydret kompleksitet.

Duftmæssigt er det næsten arketypisk tysk Spätburgunder … sådan med lidt sødlig og lidt grøn animalsk hestestald, elegant samt meget dyb og nærmest dekadent note, har en fabelagtig frugt, der både er frisk, lidt røget og rank med jordbær og tranebær, nogle blomster i form af roser og violer samt en jernagtig mineralitet.

Smagen er lækker … rund, blød, let sød og saftig, har også – som i næsen – godt med røg, sorte te-blade og kraftige tørrede rosenblade, en frugt med jordbær, tranebær samt lidt ribs, men egentlig på noget mørkere måde end lige forventet, for vinen har dybde, krop … og så samtidigt et lyst sind. Rigtig fin Spätburgunder, der sgu sidder lige i skabet – eller hvor de nu sidder – og til prisen vildt interessant, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men kan fås til 69,95 kr. ved køb af 6 flasker … køb en kasse eller to.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier, Languedoc, FrankrigDen bedste rødvin i Signature Chef serien fra Wine and Brands blev – efter min egen ydmyge vurdering – klart denne 2022 Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier.

Her er det 80% Syrah samt 20% Viognier, der er høstet rent maskinelt fra nogle vinmarker i Languedoc, men efter høsten er druerne afkølet natten over inden afstilkning og knusning.

Derefter er vinen så gæret i ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie aka med bærmen i tankene inden aftapning på flaske med en lille snas svovl.

I glasset bliver du overrasket over farven … klart en del lysere og mere grumset end forventet, hvilket lige øger opmærksomheden og liflig dufter vinen sgu også, altså meget let, luftig, lys og endda noget blomstret. Det er også lys frugt og svært at identificere Syrah druen, for det er mest jordbær, små skovjordbær, søde hindbær suppleret med lidt fint og diskret fadnoter af vanilje og chokolade.

Smagsmæssigt fortsætter det lette tråd frem mod målstregen, har nærmest en blomstret og let syre, frugt med jordbær, lyse kirsebær samt hindbær, syren indeholder lidt citroner og sikrer den lyse, fine elegance suppleret med en snas peber … hvor er det let og smager bare rigtig, rigtig godt, så 3 Michelin stjerner og 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Syrah Grenache IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2021 Wine and Brands, Signature Chef Claus Holm Syrah Grenache IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigDen røde Signature Chef Syrah Grenache IGP Pays d’Oc med Claus Holms navn på etiketten er mere maskulin end den søde og dygtige Dak Wichangoen … akkurat som in real life.

Vinen er mere nøjagtigt lavet på 70% Syrah og 30% Grenache … og som med forrige Dak Pinot Noir, så er vinen lavet efter macération carbonique metoden, hvor vinen gærer med hele drueklaser, som alle placeres i ståltanke. Efter endt gæring tilføres vinen yderligere kompleksitet ved lagring 12 måneder på egetræsfade.

Duftmæssigt er der nogle klare referencer til det nordlige Rhône … har noget trykpressesværte, blæk, tørret kød, bacon og sorte oliven, mørke og granitagtig noter, røg samt frugt af brombær, hindbær og ribs … dejlig kødfuld og virker støvet … ikke ringe.

Smagen er dog ikke helt Nordrhône … for den er ikke helt så præcis og skarp, men bliver mere blød, varm og fladere. Det smager mere af Languedoc og frugten er mere mushy mushy, karakterløs med kirsebær, blommer og skovbær med lidt neutrale tanniner og blødt bid. Det giver dermed smagsmæssigt en mere ordinær vin … men duften er sgu virkelig to die for, så samlet 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2021 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigFra Signature Chef Worldwine serien fra Wine and Brands smagte jeg forleden 3 hvide med både Dak Wichangoen, Claus Holm samt Paul Pairet på etiketterne … og nu smager jeg altså et tilsvarende sæt, men blot som rødvine … og første er denne 2021 Signature Chef Dak Wichangoen Pinot Noir IGP Pays d’Oc.

Vinen er 100% Pinot Noir fra marker i Languedoc-Roussilion og så er vinen lavet i rustfrie ståltanke efter macération carbonique metoden med gæring af de hele drueklaser, som alle placeres i tankene.

Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning. Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol.

Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt undergår konventionel gæring.

Efter endt gæring tilføres vinen yderligere kompleksitet ved lagring på egetræsfade … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Det er – nok også som forventet – ingen elegantier, men virker lidt som en robust og rustik Pinot Noir, hvor frugten egentlig er lys nok, men solmoden med blæk, grafit, violer, smågærede noter … både kirsebær, blommer, små fadpræg af vanilje og nelliker.

I munden er det en meget blød vin … blød og rund, men samtidig med et varmt udtryk og en robust syre, der virker en smule maskulin, sød og bitter … frugten er tør med tranebær, blommer og nogle grønne krydderurter. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7