2020 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, Spanien

2020 A Pie de Tierra, A Dos Manos, Madrid, SpanienVinområdet Sierra de Gredos er et nok et af Spaniens mest spændende områder i øjeblikket, bl.a. anført af vinhuse som Comando G, men der er også andre spændende vinhuse som nu fx A Pie de Tierra, hvorfra jeg smager deres 2020 A Dos Manos.

Sierra de Gredos ligger 100 kilometer vest for Madrid og vel nærmest lige i smørhullet mellem Madrid, Castilla y Leon og Castilla La Mancha og A Pie de Tierra ligger i Alberche dalen ved byen Méntrida.

Vingården er grundlagt i 2015, hvor Aitor Paul og David Villamiel mødtes på skolen for vindyrkning og ønologi i Madrid. Aitor var selv sommerlier på Lavinia, men David stammede fra en familie vinavlere fra Méntrida.

De afsluttede deres uddannelse sammen og havde også begge praktikophold på de mere prestigefyldte Valquejigoso og Comando G vingårde … og efter kort og intens læring, så besluttede de med en stor passion at drive Davids allerede familiearvede vinmarker i Méntrida som et fælles projekt … og det blev til A Pie de Tierra, hvilket betyder på jorden.

Samlet har vingården 20 hektar vinmarker, der primært ligger ved Méntrida, men dog ligger 4-5 hektar ved flodlejet i Alberche dalen g hører reelt til nabokommunen Aldea del Fresno. Markerne dyrkes ud fra en biodynamisk filosofi og der er primært gamle Garnacha vinstokke.

I vinkælderen vinificeres viene på naturlig vis med brug af både spontangæring med en stor andel hele klaser, en længerevarende maceration og udelukkende lagring på brugte fade.

Denne A Dos Manos – der betyder med de to hænder – er lavet på ren Garnache aka Grenache fra 30 år gamle vinstokke og er selvfølgelig også lavet med spontangæring med 60% hele klaser. Gæringen samt maceration er sket over 30 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte 225-liters franske egetræsfade.

I glasset er det bestemt ikke en mørk Grenache vin … tværtimod er det lyst og næsten transparent og sådan er duften også med jordbær og andre lyse bær … hindbær, moreller, lyse kirsebær og så buketter af sommerblomster, hvormed man omgående bliver i godt humør. Den har samtidig nogle Nebbiolo noter med rosenblade og violer, hvilket kun gør mig endnu mere forelsket og jeg mærker næsten sommerfuglene flyve.

Smagen er sindssyg lækker … WAUW for pokker. Det er let som en Pinot Noir, læskende og saftigt på en lys, fin, sart, feminin og æterisk, nærmest overjordisk facon. Det er jordbær, hindbær og ribs, virkelig let og smuk vin, som jeg omgående er vild med. Hvor er den energisk, levende, flagrende, fløjlsblød og silkeglat … jeg tænker omgående, at det vist er sommerens bedste køb … eleganto … og samtidig til menneskepenge … sommer kom bare an. 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 135 kr. ved køb af 6 flasker. Køb i spandevis, for 6 styk prisen er vildt attraktiv.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Malacara Oak Cask Red Blend, Mendoza, Argentina

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Malacara Oak Cask Red Blend, Mendoza, ArgentinaDenne Malacara Oak Cask Red Blend er lavet hos Kauzo Estate … som laver mere hverdagslige vine med value-for-money … og bag vinen står vinmageren Marcelo Pelleriti.

Fra vinhuset har jeg også før smagt hans 2018 Kauzo Terroir Expressions Hostage La Consulta Malbec, men denne 2018 Malacara Oak Cask Red Blend er lavet på 80 % Malbec samt 20 % Cabernet Sauvignon.

Efter høsten selekteres druerne nøje i vineriet, hvorefter de presses og ligger med skallerne under kølige forhold i 3 dage for at udtrække farve, tannin og smagsstoffer, inden gæring sker i ståltanke. Derefter er vinen lagret 9 måneder på en blanding af amerikanske og franske egefade inden aftapning på flaske.

Duften er meget karakteristisk for Marcelo Pelleriti … har denne våde, lækre, dybe og lidt lakridset aroma. Det er frugt med brombær, blåbær og solbær i skønt favntag, men også ristede noter, sød tobak, bagte kastanjer, kaffe, vanilje, lidt ristede nødder og chokolade.

Smagen er også kraftig med en lidt saftig blommet smag, tobak, chokolade, toast og vanilje, men den har dog lige under flommen en mere rank og stringent syre, der fungerer som backing band  til de kraftige damer i forgrunden. Men de kan sgu noget sammen, så der kommer sød vinøs musik og til en rigtig, rigtig god pris. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Altos da Beira Vinhos de Altitude, Beira Interior, PortugalTidligere denne måned smagte jeg den hvide 2022 Altos da Beira Vinhos de Altitude Branco fra Rui Roboredo Madeira, men hvorfor så ikke også smage den røde? Det er fluks klaret med vinen i en årgang 2021.

Vinen er lavet på et blend af 70% Tempranillo og 30% Touriga Nacional, som Rui håndhøster fra granit og skiferskråninger i 700 meters højde i højlandet Beira Interoir lidt syd for Douro-floden.

Dér er der en god kombinationen af varme dage, kølige nætter og næringsfattig klippejord. Vinen er lavet med gæring i ståltanke ved 22-26 grader og 7 dages udblødning af drueskallerne inden en lagring på ståltankene 12 måneder inden aftapning på flaske.

Meget luftig aroma samtidig med, at der er mørk frugt med lidt brombær, blåbær og sorte kirsebær, men virker både blød, rund og venlig med lidt småsød lakrids, chokolade, garvet læder … suppleret med småsøde krydderier.

Smagen er mere rank og mere rustik, men det luftige fortsætter faktisk i munden sammen med letkrydret og forholdsvis rank syre, masser af mørk frugt, brombær og blåbær med en vis tørhed, fine og tørre tanniner, som dog hurtigt føjer sig og efterlader en vin, der er så omgængelig, cremet med denne luftige nerve … og det vildeste ved vinen er sgu prisen … ren prisbasker og bør hurtigt blive både efterspurgt og revet af hylderne. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 49,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7