2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDen sidste Terreno vin i femkløveret blev deres 2017 Chianti Classico Riserva og det var samtidig klart den bedste af de smagte vine fra den svenske Ruhne familie.

Denne gang har Sangiovese druerne fået lidt følgeskab af Cabernet Sauvignon. Gæringen og macerationen foregår i store ståltanke alene med druernes egne gærceller og med hver druesort separat. Efter gæring presses druerne og lagres i 24 måneder på italienske 24 hektoliter botti, hvorefter vinen stikkes endelig sammen, flaskes og har lagret yderligere 12 måneder. Der produceres årligt blot 7.000 flasker af denne vin.

Nu er der lagt yderligere et lag på … mere moden, mere kompleks, mere dybde fra fadene, som giver en rund, fortættet aroma af sorte, modne kirsebær, brombær og måske endda lidt jordbær, våde fade, tobak, læder, kakao, chokolade, masser af eg og tørre krydderier.

Denne vin har også smagsmæssigt en meget frisk frugt, men mere dybde, bedre sammenhæng og balanceret syre. Her galoperer syren ikke bare afsted, så frugten med kirsebær, hindbær og brombær kan meget bedre fornemmes. Tanninerne er fortsat tørre, men klart mer’ runde og venlige … og jeg kommer bare lige til at tænke på lidt risotto, for det vil være et match made in heaven.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Chianti Classico er den vin, som familien Ruhne på den lille vingård Terreno laver fleste flasker af. Hvert år producerer de nemlig 40.000 flasker og udgør således 40% af hele produktionen.

Terreno skriver selv, at vinen er lavet på Sangiovese, men ifølge VinGuruen er der imidlertid 5% Merlot blandet med. Vinen er så lavet i rustfrie ståltanke med en gæring alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på store 24 hektoliter egefade.

Fadlagringen klæder virkelig vinen … i næsen er der nemlig langt mere dybde, mere generøs og langt mere i harmoni. Det er modne kirsebær, skovbær, skovbund, svampe, tobak og et tydeligt præg af våde fade og så alligevel en rimelig frisk syre, som giver vinen liv, en småsyrlig friskhed kombineret med grønne urter, estragon, salvie og lidt mentolagtig parfume.

I munden er vinen langt mere frisk og syrlig end duften egentlig lovede. Frugten er stringent, streng og stærk … knuste hindbær, ribs, lyse blommer med tørre, lyse, grønne og uforsonlige tanniner, noget bitterhed, sten og jern. Det er en ung, ilter og direkte no-shit Chianti Classico med nerve.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Terreno, il Momento, Toscana, Italien

2017 Terreno, il Momento, Toscana, ItalienMed næste vin i det blågule spor fra det svenske vinhus Terreno i Toscana skiftede vi farve. For nu er det deres rødvin il Momento, der er lavet på Sangiovese og Merlot.

Druerne vokser på terrasser med syd /sydvestlig hældning på nogle af husets vinmarker i 350 højde med stenet jord, primært bestående af grå skife. Høsten og sortering i marken sker med håndkraft. Inden afstikning håndsorteres druerne endnu engang, mens gæringen sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter gæringen er vinen lagret 6 måneder på ståltankene inden aftapning på flaske.

Faktisk er næsen ret fin … meget italiensk med violer, urter, tomatgrene, lys og balsamisk med meget frugtrig kirsebær, umodne blommer, læder, let skovbund, lys tobak og med en snert af rå champignon.

I munden er vinen oppe på tæerne … noget rustik, syrlig og med småskarpe kanter. Frugten er ren, jernagtig med hindbær, ribs og igen de umodne blommer. Der er bid og streng syre, men virker lidt til den uforsonlige side og skriger nærmest på lidt mad.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 4/7