2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Andrea Oberto, Barolo, Piemonte, ItalienByggemødet bød også på andre kendte navne, som nu fx Andrea Oberto … den lille piemontiske Barolo producent i La Morra og det blev med hans basis Barolo i årgang 2016.

Azienda Agricola Andrea Oberto ligger en smule nordøst for byen La Morra i det skønne Piemonte. Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar vinmarker, som han havde arvet fra hans far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin. Og de små 3 hektar vinmarker er nu blevet til 16 hektar, hvorved den årlige produktion ligger på mere end 100.000 flasker vin. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Dolcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo er huset almindelige Barolo.

Azienda Agricola Andrea Obertos topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 0,8 hektar. Denne standard Barolo er lavet med druer fra 3 forskellige vinmarker på samlet 1,1 hektar i La Morra.

Vinen er lavet med fermentering ved 32 grader, en maceration på knap 2 uger og derefter lagres vinen 24 måneder i både barriques og store, gamle egefade … vel således en mellemting mellem modernist og traditionalist, men nok mest det første. Der laves årligt 16.000 flasker af denne Barolo.

I næsen er det klassisk Barolo med violer, roser, syrlig, let og lys frugt, ribs, granatæbler, sure kirsebær, lyse blommer, en ren og klar balsamisk, italiensk syre, hybenroser, gazebind og kul.

Smagen er rigtig tør, fin med syrlig frugt, både granatæbler, tranebær og ikke megen fyldig modernisme her. Vinen har også en meget hård  side med sten, salt og mineraler, straffende tørre tanniner og endnu utrolig ung Barolo, som med fordel kan hengemmes i kælderen nogle år endnu.

Forhandles bl.a. af Gallovini, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, Sydafrika

2013 Spier Wines, Frans K Smit, Stellenbosch, SydafrikaVi har to gange tidligere i byggesjakket smagt den sydafrikanske vin Frans K Smit fra det store vinfirma Spier Wines, nemlig i årgang 2006 og 2009. Nu havde Brix også vinen med i sit line-up, blot i en nyere årgang 2013.

Spiers Wines er herhjemme  mest kendt for deres basisvine  med navnet Savanha, som der i Danmark årligt sælges omkring tre millioner flasker af. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hel hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Men topvinen hos Spier Wines er denne Frans K Smit, som er opkaldt efter vinmageren Frans K Smit.  Brugsen, som forhandler vinen i Danmark, har selv beskrevet vinen som super-premium-vin, og den vin man skal vælge når “supervine ikke er gode nok”. Store ord … og helt sikkert også pænt overdrevet.

Blendet til Frans K Smit varierer en del fra år til år. I denne 2013 består blendet vist nok af 49% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot, 12% Cabernet Franc og 4% Shiraz, mens en auktionsudgave af vinen i samme årgang er lavet på 52% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot samt 8% Cabernet Franc.

Vinen er lavet med fermentering i 600 liters roterende gæringstanke med lang maceration. Derefter er den malolaktiske gæring sket i egefade, hvor vinen også er lagret 24 måneder inden endelig sammenstikning af blendet. Derefter er vinen så lagret yderligere 4-5 måneder.

Næsen er dejlig flæsket med både ferskrøget spæk og bacon, enebær, masser af tørhed, blæk, solbær, blåbær, sorte kirsebær, kul, koks og tjære, kaffe, kakaopulver, dyb engelsk lakrids, tobak, cola, cedertræ, vanilje samt lidt grøntsagsfond.

Det er smagsmæssigt en tyk vin … meget intens med tætpakket frugt, solbær, sorte kirsebær og power. Det er samtidig så cremet, blødt og næsten smeltende i munden, så der er masser af herlighed i vinen, medium syre og tørre tanniner. En meget velsmagende vin.

Set hos Megavin, hvor en flaske i årgang 2015 koster 449,95 kr., mens prisen er 349 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, Spanien

2005 Dominio de Pingus, Flor de Pingus, Ribera del Duero, SpanienVinen Flor de Pingus har jeg smagt en del gange før og den behøver vist ingen nærmere præsentation. Til byggemødet smagte vi vinen i årgang 2005, hvilket er en af de årgange, som jeg ikke tidligere har smagt.

Jeg har tidligere anmeldt vinen i årgangene 2002, 2008, 2012 og 2015 og skrevet om masse om vinhuset. Flor de Pingus er reelt andenvinen, hvor druerne blot kommer fra de yngste vinstokke, der her er mellem 35 og 45 år, så det er fortsat pænt gamle stokke, der har deres rødder dybt ned i undergrunden.

Det er selvfølgelig 100% Tempranillo og høstudbyttet er stadig lavt med maksimum 25 hektoliter pr. hektar. Vinen har gæret i de store træfade og uden megen indblanding. Derpå følger 14 måneder på en blanding af nye franske fade og fade, der har været brugt til Pingus, inden aftapningen på flaske, som sker uden klaring og filtrering.

I næsen er der godt med sødbrændte noter, mørk dyb frugt, solbær, blåbær, brombær og hindbær, en rund syrlighed, masser krydderier, tør, engelsk lakrids, tjære, søde fade, ristede noter, kaffe, vanilje og chokolade, læder og jord.

Smagsmæssigt er det en utrolig frugtrig vin … men også meget opulent og næsten på grænsen til det vulgære. Men den krydser heldigvis aldrig grænsen, selvom sødmeniveauet bestemt er højt, for vinen har også et cremet, silkefint og ultrablødt bid, lækker balance og stor intensitet. Der er også nogen modent over smagen, så det gør ingenlunde vinen dårligere med lidt år på bagen … eller sagt på anden vis … det smager sgu meget godt. 6 store tomler med pil op.

Forhandles flere steder, men denne årgang 2005 kan fortsat købes hos Acorn Bizlab til 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7