2017 Benjamin Leroux, Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées, Bourgogne, Frankrig

2017 Benjamin Leroux, Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées, Bourgogne, FrankrigI midten af 2. sæt spottede jeg igen, at der nu var bourgogne i glasset. Det var nemlig en 2017 Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées fra Benjamin Leroux.

Jeg har tidligere drukket vin fra Benjamin Leroux og været over the moon over hans vine, som dog også er sindssygt dyre og ofte koster over 1.000 kr.

Bejamin har altid arbejdet med vin og allerede i 1990 begyndte han som ung 15-årig at arbejde som lærling på det berygtede Domaine du Comte Armand under Pascal Marchand. Dette arbejde inspirerede ham til at tage bachelorgrad i ønologi og rejse ud i verdenen.

Han arbejdede der i korte perioder hos Drouhin i Oregon, Château Cos d’Estournel i Bordeaux samt Giesen i New Zealand, hvorefter han i nogle år arbejdede hos forskellige producenter i Bourgogne.

I 1999 fik han igen arbejde hos Comte Armand i Pommard, men denne gang som vinmager. Der har han været ansvarlig vinmager i over 15 år, men startede sideløbende i 2007 sit eget vinhus i Beaune med produktion af vine lavet fra opkøbte druer fra vinavlere, som han har et tæt forhold til.

Det siges, at starten som selvstændig producent blev hjulpet undervejs af en engelsk investor, som tilbød Benjamin at rejse den nødvendige kapital, og det tilbud var Benjamin ikke sen til at tage imod.

Den lille vingård drives fra en lille kælder i midten af Beaune og  koncentrerer sig hovedsagelig om vine fra Volnay og Puligny med stor vægt på økologisk og biodynamisk produktion … en praksis, som han også var med til at indføre hos Comte Armand i 2005.

Han er yderst biodynamisk i sin tankegang og følger ikke Rudolf Steiner principper for at være moderne, men fordi han har testet af hvordan det påvirker vinen. Forskellen på at behandle vinen i en 18 dages cyklus eller følge månens 28 dages cyklus, som biodynamisk tilgang foreskriver. Ifølge Benjamins forsøg, så påvirker det tanninerne i særdeles positiv retning.

I dag ejer Benjamin Leroux også selv nogle vinmarker … primært i Cote de Beaune, herunder nogle parceller i Batard Montrachet og Meursault Genevrieres, men opkøb er svært på grund de sindssygt høje priser på vinmarker i Bourgogne. Men samlet råder Benjamin i dag over omkring 30 hektar vinmarker, men mest via leje.

Denne Chassagne-Montrachet 1er Cru Les Embazées er fra marken Embazees, der ligger sydvest i området på grænsen til Santenay lige under Les Baudines og over Tête du Clos. Vinen er lavet helt klassisk og ved lagring på barriques er der anvendt 10% nye fade.

I næsen er vinen pænt landlig … klart den mest animalske af aftenens vine so far. Den er også mere maskulin og svulstig end forrige hvide bourgogne med frisk og saftig eksotisk frugt, fersken suppleret med pærer og modne æbler, syltede citroner, lime, vanilje, toast, ristede mandler, hvide blomster, æteriske olier og saltede mineraler.

Smagen har dog samme lette, æteriske cremethed, som hos Girardin, blot en kende mørkere. Der er honningcreme, pæretærte med fløde, æblemost og så smelter den nærmest i munden. WAUW. Der er oss’ syltede citroner og så en sprød og fyldig syre, der giver en fin tekstur, skarphed og præcision. Det er kompleks med mange lag og igen bliver jeg sgu begejstret med 97 point, hvilket jeg så veksler til underkanten af 6,5 tomler.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    half_thumb

2018 Sandhi Wines, Sanford & Benedicte Chardonnay, Californien, USA

2018 Sandhi Wines, Sanford & Benedicte Chardonnay, Californien, USAI næste sæt startede vi med denne 2018 Sanford & Benedicte Chardonnay fra det californiske vinhus Sandhi Wines.

Vinhuset ligger i Lompoc omkring 10 kilometer nordvest for Solvang og vel omkring 150 fra Los Angeles.

Sandhi Wines er en lille producent, der er grundlagt i 2010 af Rajat Parr, vinansvarlig i Michael Mina Restauranterne, samt vinmageren Sashi Moorman. Han havde tidligere arbejdet for Stolpman og lavet sit helt eget vinhus Piedrasassi i 2003.

Siden 2013 har han også – udover Sandhi Wines – været medejer af Domaine de la Côte. I Sandhi Wines laver de to vinnørder en række vine fra udvalgte vinmarker fra Sta. Rita Hills i Santa Barbara County … og alene vine på Chardonnay og Pinot Noir.

Sanford Winery var desuden det første stop for Miles og Jack i kult-filmen Sideways … filmen der fik verden til at åbne øjnene op for Pinot Noir fra USA.

Her smagte vi altså hans Sanford & Benedicte Chardonnay, hvor druerne kommer fra marken Sanford & Benedict, der oprindelig er plantet tilbage i 1971 af Richard Sanford.

Druerne er alene presset minimalt for at få den reneste saft og gæringen er sket på den naturlige gær i gamle egetræsfade samt cementtanke og efterfølgende lagret på egetræsfadene i 8 måneder. Ingen klaring eller filtrering ved aftapning.

I næsen godt med fylde, godt med fad, men bestemt ikke overdone Chardonnay. Der er træ, tørt træ, sandeltræ, blomsterpollen, pærer, fersken, røg, blide urter, mere mineralsk end de forrige og en sjov lille slagside, nærmest med ymer og sur mælk, lemon, mynte og måske endda lidt nødder.

Smagsmæssigt har vinen en flot tørhed og slet ikke en dyb, fyldig eller tungsindig krop, men der er godt med friskhed og en beskeden smørtung indgang i munden. I stedet har vinen en frisk, skarp samt nærmest syrlig smag, men med varme i glasset kommer der flere og flere aromaer. Der er grape, lemon, pærer og fersken, kalkede noter samt en fin inderlighed … og måske lidt uretfærdigt, at vinen endte sidst denne aften, for det er sgu et godt glas Chardonnay.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland

2017 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Chardonnay Alte Reben, Baden, Tyskland Sidste vin i første sæt var tysk og fra en gammel kending i form af Weingut Bernhard Huber og det blev med hans Malterdinger Chardonnay Alte Reben i en årgang 2017.

Allerede tilbage i september 2016, hvor vi besøgte Weingut Bernhard Huber fandt vi ud af, at selvom vingården er kendt for deres fabelagtig Spätburgunder vine, så laver de også fantastiske hvidvine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Under besøget faldt vi faktisk for er en fed og voluminøse Weißer Burgunder, som vi endte med at købe.

Bernhard Huber døde desværre i 2014 efter en kort periode med kræft. I dag er det hans enke Barbara Huber, som driver huset videre i Bernhards ånd sammen med sine børn … her specielt sønnen Julian Huber.

Julian har videreført og endda også sammen med vinproducenter som Friedrich Keller og Tobias Knewitz startet en erfa-gruppe, der fokuser på Pinot Noir og Chardonnay vine inspireret af Bourgogne og anvender disse erfaringer i sine vine … og de to druer er da også vinhusets primære fokus.

Selvom Spätburgunder fylder omkring 65% af Hubers marker – og Chardonnay 15% – så dyrker Julian også en række andre druer som fx Weißburgunder, Grauburgunder, Auxerrois, Freisamer, Müller-Thurgau og Muskateller … ja faktisk satser Julian en del mere på hvidvinene end hans far gjorde.

Hans mål er at få hvidvinene op på samme niveau som husets rødvine, hvilket bl.a. sker ved at lave vinene slankere og derfor laves de fleste af hvidvinene alene på rustfrie ståltanke, selvom de store vine på Chardonnay også lagrer i egetræsfade som de franske forbilleder.

Og det er jo netop sådan en fætter, som vi her har i glasset … 2017 Malterdinger Chardonnay Alte Reben lavet med spontangæring på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering lagret på franske barrques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen har 2,5 gram restsukker pr. liter.

I næsen er vinen langt mere eksplosiv end de to foregående … der er mere skrald på, mere opulent eller småfed og svulstig, parfumeret og så har den også godt med fadpræg, gær, toast, ristede noter, røg, brunet smør samt vanilje og blomster. Frugtmæssigt snakker vi dåsepærer og abrikos.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere ren, fast og kølig med en syrlig saftighed, rustik og ren frugt, hvor der er også pærer, abrikos, citroner og lemon. Der er klart lidt kalkede noter, salt, bitterhed, men mest af alt en skarp citronsyre, som giver en livlig, frisk og nærmest helt umoden vin med en mineralsk eftersmag. Man får med Malterdinger Chardonnay Alte Reben både stor fed duft og kølig, frisk og skarp smag. Flot.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7