2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Schlör, Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder GG, Baden, TysklandDer kom helt usædvanligt for vor normale byggemøder mer’ Spätburgunder i glassene, for næste var nemlig denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs med Æ.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, nemlig da jeg tilbage i april måned smagte deres 2017 Reicholzheimer First Spætburgunder R.

Denne 2017 Reicholzheimer Oberer First Spætburgunder Großes Gewächs, hvor Spätburgunder druerne kommer fra den bedste del af Reicholzheimer First marken … Oberer First med en undergrund bestående af muschelkalk og høstet med en modenhed på 96° Oechsle.

Vinen er lavet med klassisk fermentering og maceration, hvilket er efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 18 måneder på brugte og nye barriques.

I næsen er der sødlig hestestald, grafit, blæk, urter, gran, frugten mørk og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, hindbær, grønne grene og stilke, røg … masser af vildskab og klart Franken karakter.

Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor der er grønne, stramme og lyse bær, hindbær, ribs, rabarber … vildt frisk med ung, grøn syre, bitterhed, sten, mineraler og dermed virkelig stringent, ren og direkte i udtrykket. Det smager rasende godt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 389 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 339 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Bernhard Koch, Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK, Pfalz, Tyskland4 på streg … Keeper fortsatte i Bernhard Koch sporet, som så sluttede på toppen med denne 2013 Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK.

Vinen er alene lavet med druer fra marken Hainfelder Letten, der er den bedste mark omkring Hainfeld. Navnet Letten betyder ler eller lerholdig jord og det er netop tilfældet med Hainfelder Letten, som består af ler, kalk og lermel. Denne vin laves alene i de allerbedste år, men laves ellers som foregående Réserve, altså med maceration og gæring i store tanke og lagring 18 måneder på barriques og større egefade. Efter aftapning på flaske er vinen så yderligere lagret 3 år inden frigivelse.

I næsen har Kochs Grande Réserve BK også – som de øvrige vine fra Koch – masser af fadsødme, sorte modne kirsebær, balsamiske noter, mælkechokolade, kakao, kaffe, mentol, gammelt træ, mere tæt og dyb mørk end Réserve lillesøsteren, meget zen, æterisk og totalt indbydende, så man bare sidder, sniffer og sniffer.

Og hvor er det blødt i munden … har blød syre, der lige hilser på og siger hej. Der er pænt med brændte noter, sødme, modne kirsebær, boysenbær og så er det så meget i balance. I denne 2013 Hainfelder Letten Pinot Noir Grande Réserve BK er den svulmende fedme ikke helt så udtalt, men i stedet afløst af en tæt, kraftig frugt … og hvor smager det altså bare godt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 519 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Weingut Bernhard Koch, Pinot Noir Réserve HE, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Bernhard Koch, Pinot Noir Réserve, Pfalz, TysklandMed aftenens første rødvin diskede Keeper op med flere Koch’erier, for vinen var nemlig Weingut Bernhard Kochs 2015 Pinot Noir Réserve HE.

Druerne til vinen kommer fra flere af Kochs marker og den er lavet med maceration og gæring i store tanke og er derefter blot lagret 18 måneder på barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

Vinen har lidt af samme elementer som den 2016 Hainfelder Kirchenstück Pinot Noir, som jeg smagte tilbage i marts måned, altså pænt fadpræg med sød animalsk kostald. vanilje, kanel, nelliker, træ, røg, mælkechokolade, kakao, men er samtidig langt mere rank, grøn og urtet end Kirschenstück med grafit, grannåle, blæk, babybræk og en helt frisk og dyb frugt med kirsebær, tranebær samt et lille æterisk og luftigt touch. Jesus det dufter godt.

Smagsmæssigt er det en præcis og nærmest styret frugt … helt zen, elegant, let og feminin med sødme, rank ryg, ren syrlig frugt, jordbær og kirsebær, måske endda lidt tranebær, peber, en lille tør bitterhed samt en vildt lang eftersmag. Det smager vildt godt.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 319 kr., men pt. kan fås på tilbud til 259 kr.

Vinanmeldelse 6/7