2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Grauburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Grauburgunder, Baden, TysklandVi fortsætter med endnu et par tyske vine og igen fra Weingut Peter Wagner på hans vingård i Oberrotweil i Kaiserstuhl. Den første er denne Oberrotweil Grauburgunder i en årgang 2018.

Vinen er en Ortswein lavet med druer fra vinmarkerne omkring  Oberrotweil. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efter endt fermentering lagret på en kombination af både ståltanke og barriques. Helt præcis er 70% af vinen lagret på barriques, resten i ståltankene. Det fremgår dog ikke, hvor lang tid vinen har lagret, men den har 0,5 gram restsukker pr. liter.

Slam … sikke en lækkerfed, fuldfed og overfed næse med moden tropisk frugt, mango, papaya, ananas, banan, dåsepærer, grillede citroner og så ellers masser af præg fra fadlagringen, vanilje, kalk, stor intensitet og man fornemmer allerede fra første snif, at det vil være en olieret, tyk og cremet vin.

Og i munden er det en næsten olieret, tyk og cremet vin, men den har samtidig masser af sur/sød/bitter og krydret syre, lemon, grape, bitterhed. Det er en vin, der virkelig fylder munden godt ud med stor kraft, saft og denne syrlige, søde fylde. Det suppleret ganske fint af mineralitet, salte sten med basaltisk nerve. Det er måske ikke ligefrem en elegantier … men powervin med nerve og saft,

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Weingut Oliver Zeter, Nussdorfer Kaiserberg Pinot Noir Alte Reben, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Oliver Zeter, Nussdorfer Kaiserberg Pinot Noir Alte Reben, Pfalz, TysklandVi fortsætter sgu med mer’ Pinot Noir aka Spätburgunder, men dog et niveau op med 2014 Nussdorfer Kaiserberg Pinot Noir Alte Reben fra Weingut Oliver Zeter.

Oliver Zeter driver selv sin vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz. Oliver kommer ikke selv fra en familie af vinproducenter, men sammen med sin lillebror og deres far Lutz Zeter startede familien som vinhandlere og vinimportørere via deres vinagentur; Zeter – Die Weinagentur.

Oliver er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har stået i lære hos Weingut Dr. Deinhard og derefter arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika, så drømmen om at producere egne vine har altid eksisteret.

I 2003 begyndte trekløveret derfor at købe lidt vinmarker for at producere deres egne vine, og fik lov til at vinificere vinene hos en anden gren af familien, nemlig hos Weingut Leonhard Zeter, et 150 år gammelt foretagende drevet af Hans, Gertrud og Thomas Zeter og ligeledes beliggende i Neustadt-Diedesfeld.

Og i 2007 kunne Oliver Zeter sende sin første vine på markedet … med en bjørn på etiketten. Og den vindrikkende bjørn går igen på næsten alle etiketterne.

Oliver Zeter himself

Motivet med den næsten menneskelige bjørn er oprindelig malet af en kendt maler fra Pfalz, som var venner med Olivers tipoldefar, som hed Walter Baer. Han modtog i 1933 et postkort med motivet fra sin malerven.

I dag driver Oliver Zeter vinhuset sammen med sin hustru Birgit og en række ansatte. De har senest købt en gammel ejendom fra 1922  med udsigt udover Neustadt-Diedesfeld og brugt 18 måneder på at renovere den.

Vinhuset laver vin fra samlet 24 hektar vinmarker, hvoraf 6 hektar består af egne marker … resten opkøbes via langtidskontrakter med en række tilknyttede vinavlere.

Blandt de bedste marker er Nussdorfer Kaiserberg, som også har leveret druer til denne vin. Oliver kalder selv marken for kejseren af kalk, da marken er meget kalkholdig og ifølge vinmageren giver vine, der kan sammenlignes med Volnay i Bourgogne. På marken er hans Pinot Noir stokke omkring 20 år gamle.

Druerne fra Nussdorfer Kaiserberg er tidligere gået til Zeters almindelige Pinot Noir, men de er efterhånden blevet så gode, at de nu anvendes til denne enkeltmarksvin Nussdorfer Kaiserberg Pinot Noir Alte Reben. Vinen er lavet med lang gæring og macetion i åbne tonneaux og er også efterfølgende lagret vistnok 1-2 år i disse fade efterfulgt af 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der er 0,5 gram restsukker pr. liter.

Næsen er fin, klassisk god Spätburgunder med sødlig og alligevel frisk, landlig kostald, pænt fadpræg, blæk, vanilje, kanel. nelliker og en lille grøn side. Frugten er brombær, kirsebær og jordbær … meget fin, svage urter og med et imødekommende væsen. Det er en næse, som alle Spätburgunderelskere som mig bliver glad for.

I munden er vinen let, lys … der er godt med kirsebær, tranebær, hindbær, ribs, granatæbler og giver lidt tilpas syrlighed og friskhed. Der er peber og igen den lidt grønne side suppleret med bitterhed, en meget ren og direkte smag … rank og stoisk rygrad.

Købt i Tyskland til 30€ … svarende til 224 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château de Panigon, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau de Panigon ligger på den øverste del af Médoc halvøen lige nord for byen Civrac-en-Médoc og stammer tilbage til 1850. Her smager jeg nu deres flagskib … en rigtig lækker Bordeaux Cru Bourgeois i årgang 2016.

Siden 2006 har vinslottet været ejet af Leveilley familien, nemlig af Jacqueline-Kate og Jacques Robert Leveilley, men det drives i dag af deres datter Corinne Leveilley Dadda og svigersønnen Georges Dadda.

De har samlet 90 hektar jord til slottet, hvoraf 53 hektar er vinmarker og de har på det seneste investeret for at producere de bedste vine … og til at hjælpe dem har de hyret den berømte ønolog Eric Boissenot. Og sammen producerer de to vine … begge  Cru Bourgeois, nemlig Château de Panigon og Château Amour.

Denne 2016 Château de Panigon er lavet med 50% Merlot, 45% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot høstet med fra ler samt kalkholdige marker et udbytte på 49 hektoliter pr. hektar. Vinen er gæret på henholdsvis temperaturstyrede ståltanke og egefade over 3-5 uger efterfulgt af 14-18 måneders lagring på barriques.

Sikke en tyk, fed og og alligevel frisk, urtet næse, landlig, animalsk, masser af våd muldjord, spagnum, tobak, mynte, grønne blade, godt med solbær, blommer, lakrids, grafit, røg, lejrbål … og sikke en dybde, som denne vin byder på. Det dufter af klasse Bordeaux.

Smagen er tør, intens og dyb med med blød og forførende frugt, hindbær, solbær, grafit, tørhed, engelsk lakrids med en tynd, fin og elegant syre, en mineralsk nerve … det smager vildt godt og er bare høj klasse Bordeaux for sådan en undseelig Cru Bourgeois til fornuftige menneskepenge.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7