2017 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York State, USA

2017 Ravines Wine Cellars, Chardonnay Finger Lakes, New York, USASå er det tid til lidt US Chardonnay, men slet ikke californisk Chardonnay, men derimod fra det langt køligere område Finger Lakes i New York regionen i det østlige USA ved Keuka søen lidt nord for byen Hammondsport … og vinen er endda lavet af en dansker.

Vinen kommer nemlig fra vinhuset Ravines Wine Cellars, der er grundlagt i 2001 af danskfødte Morten Hallgren sammen med sin hustru Lisa. Morten er født i Danmark, men han flyttede som 15-årig til Frankrig sammen med sine forældre, som drev en vingård i Côtes de Provence regionen i Frankrig.

Forældrene drev Domaine de Castel Roubine med knap 70 hektar vinmarker og der lærte Morten først om fremstilling af vin. Det  var derfor heller ikke underligt, at Morten senere valgte at uddanne sig som vinmager/ønolog på Ecole Nationale Supérieure d’Agronomie i Montpellier ..  en af ​​verdens største skoler indenfor vin.

Derefter fik Morten arbejde på 2. Cru Classé slottet Cos d’Estournel i Medóc i Bordeaux, men derefter rejste han sammen med sin hustru Lisa – som han havde mødt, mens han boede på Domaine de Castel Roubine – til USA.

Der arbejdede han bl.a. på Cordier Estates i West Texas og senere hos Biltmore Estate i North Carolina inden han i 1998 blev spottet af Willy Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars. Og Willy tilbød Morten et job som ansvarlig vinmager på vingården ved Keuka Lake i Finger Lakes området i staten New York i det østlige USA. Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars var en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.

Morten så straks et kæmpe potentiale i det ukendte vinområde og satte også straks sit præg på disse cool-climate vine og sideløbende med arbejdet for Willy Frank, så kunne han opkøbe udvalgte marker på nogle af området bedste sites. Og i 2001 grundlagde han så Ravines Wine Cellars og er siden vokset markant.

I dag driver Morten og Lisa Hallgren samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf nogle af markerne er ejet og andre lejet. De fordeler sig på en række marker, men de 3 vigtigste marker er Argetsinger Vineyard og 16 Falls Vineyard ved Seneca Lake og White Springs Vineyard ved Keuka Lake.

Lad os smage én af Mortens vine, nemlig hans Chardonnay, hvor druerne kommer fra flere marker, men dog med en 84% overvægt fra den ler- og skiferholdige mark 16 Falls Vineyard, der ligger på østbredden af Seneca Lake. 9% af druerne kommer fra den mere kalkholdige White Springs Vineyard ved Seneca Lake og resten kommer fra den højtliggende Hobbit Hollow Vineyard ved Skaneateles Lake.

Vinificeringen sker i to parallelle processer. I den ene proces så presses 80% af druerne uden afstilkning og denne del gærer på franske egetræsfade, hvoraf 16% er helt nye.

De resterende 20% druer tørrer en smule via lufttørring inden vinifikationen. De dehydrerede druer presses nænsomt og gærer på fade, gennemgår derefter fuld malolaktisk gæring, der blødgør syren og så lagrer vinen derefter 9 måneder sur lie – på bærmen – inden endelig sammenstikning og flaskning.

WAUW … en lidt anderledes aroma, hvor der både er nødder, toast, æbletærte, modne æbler, pærer, kvæde, abrikos, akacietræ, vanilje, figner og en smule timian. Det er ikke overdone, men har en tilpas mængde fadnoter.

Smagen er fed, cremet og lettere olieret med krydrede noter samt grillet citron, lemon, fed grape med olieret bitterhed, nogle lidt salte elementer, mineraler, en krydret syre, hasselnødder og fin, småfed og lang eftersmag. 5 fede houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Blanc de Noir Brut, Nahe, Tyskland

N.V. Weingut Christian Bamberger, Spätburgunder Blanc de Noir Brut, Nahe, TysklandVi ryster lige posen og prøver noget andet … men dog fortsat på Spätburgunder aka Pinot Noir druen. Næste vin er nemlig en Non Vintage pätburgunder Blanc de Noir Brut fra Weingut Christian Bamberger.

Weingut Christian Bamberger holder til på Steinhardter Hof vingårde, der ligger en smule nord for byen Bad Sobernheim i vinområdet Nahe.

Der har familien lavet vin siden 1658, men det var dog først omkring 300 år senere, at grundstenene til den nuværende vingård blev lagt, nemlig da Wolfgang mødte Irmtraud fra Rheinhessen og året efter fødte 14. generation i form af Christian Bamberger.

Siden 2004 er det Christian , som har drevet familiens vingård efter en uddannelse som vinmager på universitetet i Davis, Californien og lærepladser hos forskellige producenter i Napa i USA.

Da Christian overtog driften havde vingården alene 5 hektar vinmarker i både Nahe og Rheinhessen mod øst, men det blev i 2007 øget til med 7 hektar med købet af topmarker i Schlossböckelheim et kort stykke mod nord.

I dag har Bamberger samlet 20 hektar vinmarker og han laver en række innovative vine, bl.a. Merlot Blanc de Noir, som markedsføres med sloganet Merlot ist Weiss og en flok rødvin, som sælges under sloganet Die Nahe ist Rot.

Udover vinene – der er opdelt i serierne CB1658 Klassik-Kollektion, NEO Cuvée-Kollektion og CB7 Premoum-Kollektion – så laver den innovative vinmager også et par mousserende Sekt vine … en på Riesling og denne Spätburgunder Blanc de Noir Brut.

Der er ikke vildt mange oplysninger om produktionen, men den er imidlertid lavet med vaskeægte andengæring i flaske aka Méthode Champenoise aka Métode Traditionelle og remuage – den løbende vending af flaskerne – er endda også sket med håndkraft.

Duftmæssigt er vinen sødlig krydret, har tropisk frugt, abrikos, mango, blomster, smørblomster endda og næsen er placeret i et rundt og venlig ansigt. Der er krydderkage og vinen har et lidt aromatisk om end beskedent kick.

Smagen er rund, cremet … meget easygoing, letpåklædt og føjelig. Det er læskende saftigt med en svag bitterhed, modne abrikoser, fersken og bællepotentiale. Syren er vag, boblerne ligeså og der kommer aldrig rigtigt en forløsning. Vi havner således et sted mellem 3,5 og 4 houlbergske tomler.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 13,90€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut am Klotz, Isteiner Spätburgunder, Baden, Tyskland

2018 Weingut am Klotz, Isteiner Spätburgunder, Baden, TysklandVi sluttede smagningen med denne Isteiner Spätburgunder til maden … og det er Weingut am Klotz’ topvin og dermed et fint punktum for aftenen med tyske vine fra Vinvärket.

Druerne til vinen fra husets marker på de stejle og golde skråninger ved Isteiner Klotz og den gamle smukke befæstning og Sankt-Veits kapellet, der nærmest er bygget godt ind i klipperne. Jeg har fundet et foto af den gamle befæstning og det kan du se nedenunder … utrolig, at man bygger sådan et ufremkommeligt sted, men det har sikkert været uindtagelig for eventuelle fjender.

Kapellet er opkaldt efter helgenen Saint Vitus og menes at være  bygget i det 12. århundrede som et af de oprindelige to slotskapeller til Istein slottet, som blev bygget i det 11. århundrede.

Det lille kapel, der blev genopbygget efter slottet blev ødelagt i 1650, blev igen sprængt i stykker af de franske besættelsesstyrker i 1947, men er blevet genopbygget i 1980’erne.

På de stejle skråninger nedenfor kapellet er jorden basaltisk og fyldt med kalksten. Det er vel nogenlunde derfra, at druerne til denne vin kommer fra. Efter høst gennemgår vinen en gæring og maceration i åbne gæringskar over 12-15 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret i barriques i et år.

Næsen er syrlig, animalsk og har klart lidt samme biokant, som den forrige Kalk und Löss Spätburgunder fra am Klotz … altså krudt, prut, og samme lette, fine, stringente syrlighed, som jeg også altid finder i vinene fra Enderle & Moll. Det bliver sådan lidt mælket, yoghurt, lidt jordbær, tranebær, rabarber, ribs, hæfteplaster, grønne grene, en spand maling, lakridsrod … funky, syrlig og tiltrækkende.

Smagen følger duftnoterne ret meget … funky, sitrende syrlig frugt, rabarber, ribs, tranebær, måske endda en lille bitterhed, en klart fint og præcist mineralsk karatehug i skridtet. Det er en let, syrlig og mineralsk vin med karakter og langt mere komplet end den vilde lillesøster. Der er flot syre, masser af lys velsmag, lang eftersmag samt en smuk, frugtrig elegance.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7