2017 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2017 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved Marco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … hvorfor så ikke fortsætte der lidt endnu? Det gør vi først med deres 2017 Barbera d’Alba.

Vinen er – som den lettere Langhe Nebbiolo søster – lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede.

Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.

I næsen en meget mørk, tør og egepræget aroma … brombær, sorte kirsebær, blommer, lidt mælkede noter med yoghurt og cultura, sort peber, tørrede rosenblade, en lille saftig sødme, hvor der også dukker lidt vanilje og svag kanel op. Meget indbydende.

Smagsmæssigt er det også en saftig og meget velsmagende bandit med en dejlig syrlig nerve. Det er en letløbende, frugtrig og samtidig tør vin, som både er frisk, fin og harmonisk. Frugten er lyse blommer, kirsebær … med lækker syre og svag bitterhed. Eftersmagen er samtidig voldsom lang. God Barbera.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 96 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2018 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienVi slutter den lille tour-de-force med 5 forskellige fine Langhe Nebbiolo’er hos de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca på Azienda Agricola La Ca’ Növa … vingården på en smuk, lille bakketop nord for Barbaresco med floden Tarano på den vestlige side.

Familien har været vinbønder igennem flere generationer … og brødrene er 4. generation. Men det var dog brødrene, som reelt grundlagde La Ca’ Növa, da begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine. I dag er den nyeste 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften.

Marco er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med gæring i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til de to enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de sidste 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider og alene gødning med komøg.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera.

Og her er det så netop husets Langhe Nebbiolo, hvor druerne kommer fra omkring 20 år gamle stokke, som vokser i kalkholdig jord og sand fra en ung vinmark. Efter høstet så sker der spontan gæring og maceration i store ståltanke med pump-over 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 3.000 liter egefade. Der laves årligt 4.000 flasker af vinen.

I glasset er vi igen tilbage ved en mere lys og transparent Langhe Nebbiolo. Næsen er multo dejlig med lys, moden frugt, violer, læder, lidt jordbæryoghurt, mælkede noter og Italux skriver selv både lidt birkeflis, autolak og benzin, hvilket giver total mening, for vinen har nogle tertiære aromaer, som pirrer og gør dig nysgerrig. Der er også blomster, lyse kirsebær og derudover nogle småsøde fadpræg med vanilje, svag røg og sløjdlokale.

Smagen er meget ren med direkte frugt, kirsebær, rabarber, lakrids og en fin, kølig elegance. Det er let, frisk og saftig Nebbiolo, men man kan fortsat fornemme nogle tydelige om end afbøjede tanniner med en direkte og fin syre.  Det hænger sgu meget godt sammen. Her er det præcist uden at blive for stramt … samtidig med en let og blød eksekvering. Sådan.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Taverna Wines, Langhe Nebbiolo GP, Piemonte, Italien

2018 Taverna Wines, Langhe Nebbiolo GP, Piemonte, ItalienDen fjerde Langhe Nebbiolo skiller sig lidt ud i feltet ved at være en del fyldigere og mere mørk end de øvrige. Den er fra det lille familiedrevne vinhus Taverna Wines i Neive.

Vinhuset ejes i dag af Roberto Taverna, men historien om Taverna Wines starter egentlig helt tilbage hos Robertos bedsteforældre, som allerede tilbage i 1950’erne lavede vin på vingården. Det var specielt Robertos bedstemor Ludovino Versio – kaldet Nonna Vina – som lagde kimen til det nuværende vinhus.

Da hun i 1953 pludselig blev enke som 30-årig med en datter på 10 år, så fortsatte hun såmænd blot med at lave vin og giftede sig aldrig igen. I 30 år lavede hun vin og havde en lille kreds af loyale kunder, som købte hendes vin … i starten på damigianas, en slags store glasbeholdere på 28 eller 54 liter og sidenhed på flaske.

Faktisk var den ihærdige enke blandt de første vinbønder, der begyndte at tappe deres egen vin i de vinflasker, som vi kender i dag, og endda også blandt de første til at lave en enkeltmarksvin. I dag nøjes den nu 96 år gamle dame bare med at drikke vinene.

I 1983 overtog svigersønnen Piero Taverna driften og fortsatte i Nonna Vinas spor, og drev faktisk også vingården i 30 år, men mest som en fritidsinteresse ved siden af sit job for staten, for gårdens beskedne 4,2 hektar vinmarker kunne familien ikke leve af.

Det blev hans søn Roberto Taverna, som derefter overtog ansvaret, selvom det heller ikke lå i kortene, at han skulle være vinbonde, for han havde et job som elektriker, mens hans kone Elisa driver et byggefirma med hendes 2 brødre.

Roberto besluttede dog, at han ville gøre noget mere ved vinproduktionen, som mere eller mindre var gået i stå. Familien havde i stedet solgt deres druer solgt på kontrakt til negocianthuse i Langhe området. Nu opsagde de kontrakterne … en proces som dog tog nogle år, men i 2016 kunne han producere sin første Barbaresco vin … alene 600 liter samlet.

I 2019 fik Roberto ophævet kontrakterne på flere af sine marker og han har nu også fået hjælp til produktionen af Bisso Atanassov, som tidligere har været vinmager på både Vietti og La Bioca i Barolo. Roberto mødte tilfældigt Bisso, som blev blæst bagover og blev meget interesseret i projektet og kunne se potentialet.

Derfor har de to nu indledt et samarbejde og er ved at opføre nye produktionslokaler i Barbaresco. Samtidig er der opkøbt nye marker og vil fremover lave vine på både Barbera, Nebbiolo, Chardonnay samt den herlige Grignolino.

Druerne til Tavernas Langhe Nebbiolo GP kommer – som deres første Barbaresco – fra husets 1,2 hektar store parcel på vinmarken Gaia Principe, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1968. Druerne til vinen er høstet medio september med et udbytte på 54 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten afstilkes druerne og knuses. Derefter sker gæring og maceration i åbne gæringskar uden temperaturstyring med daglige overpumpning og punch-down. Efter endt gæring, så ligger mosten i yderligere 3 dages maceration inden vinen så lagres 2 måneder på gamle franske barriques. Der er lavet 1.360 flasker af vinen.

Taverna Langhe Nebbiolo er den vilde og frække pige i klassen … og helt udenfor normal rækkevide. Det er flower-power, blomsterbarn, hippiehat og Woodstock. Frugten er ikke lys, men klart mere mørk end normal Langhe Nebbiolo med dybsorte kirsebærsovs, Amarena dessertkirsebær, tørrede, knuste blomster, sød tobak, sjov tobak, læderfedt og alt sammen på både blå piller, epo og steroider. Men blomsterne på de spraglede hippieveste lyser, skinner og dufter fandeme godt på en mørk måde.

I munden er det også en Langhe Nebbiolo med noget skrald på, frugten langt mørkere end de foregående, men fortsat med masser af stramme tanniner, som fylder munden, udtørrer og masserer dine gummer. Frugten er ikke let og feminin, men mere til the dark side of the moon, lidt tørret, småfed og olieret med sorte kirsebær, blåbær, krydderier og blæk.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7