2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Spätburgunder Alte Reben, Baden, Tyskland

2018 Weingut Peter Wagner, Oberrotweil Spätburgunder Alte Reben, Baden, TysklandVi skal smage endnu en Spätburgunder fra Weingut Peter Wagner i Oberrotweil i Kaiserstuhl, men denne gang et niveau over forrige, for nu smager jeg hans Ortswein Oberrotweil Spätburgunder Alte Reben.

Som hans Gutswein på druen, så er vinen lavet fra 40 år gamle stokke fra de vulkanske marker omkring Oberrotweil. Vinen er så lavet med brug af 60% hele klaser, spontangæring og lagring på barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Vinen er dejlig transparent i glasset … ikke helt teglfarvet, men godt på vej, for op af glasset strømmer der fin aroma med lidt vilde bær, skovbær, jordbær, kirsebær, lidt hæfteplaster, mandler, tørt egetræ, nelliker suppleret med lidt florale noter … roser og læder. Det er ikke eksplosiv og animalsk, men en lidt sagte, forsigtig og næsten lukket aroma, men er skruet fint sammen, så tingene spiller sammen, lidt som en rindende flod … behagelig, rolig og med godt flow.

I munden mærker man for alvor, at vi er et step oppe i forhold til Wagners forrige Gutswein på Spätburgunder, for der er nærmest bare mere af det hele. Der er igen fin lethed, masser af rød frugt med jordbær og kirsebær, pænt med krydderier, fin syre og næsten saftig i udtrykket. Det er lyst, cremet, behagelig og blødt … kompleks, god og velkomponeret Spätburgunder.

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Kabinett Fruchtig, Mosel, Tyskland

2019 Weingut Peter Burens, Auf Schonfels Riesling Fruchtig, Mosel, TysklandSå er vi atter tilbage hos SaarWeinGut Peter Burens på Graf-Siegfried-Straße i byen Saarburg og denne gang med en 2019 Auf Schonfels Riesling Kabinett Fruchtig.

Som med den tørre udgave af vinen er også denne Fruchtig lavet med druer fra Saarburger Auf Schonfels parcellen, der har en jordbund af skifer, kalk og så nogle meget gamle Alte Reben vinstokke.

Druerne er høstet ved 84° Oechsle og derefter spontangæret alene med druernes naturlige gærceller. Gæringen er dog stoppet tidligere og dermed har vinen alene en alkohol på 8%, men også hele 50 gram restsukker pr. liter. Men som med den tørre udgave, så bliver det imidlertid aldrig en alt for sød vin.

For selvom det er en Fruchtig Riesling, så dufter den i glasset bestemt ikke sød, men har en nærmest olieret duft … svag benzin, linolie og samtidig fornemmer man også en rank syre, lidt hyld, lidt tropisk frugt med fersken, mango, abrikos, grillede citroner, pærer, lemon og sådan en lidt legende, fin og aromatisk note.

I munden kommer sødmen dog frem med fuld pedal, men heldigvis uden at miste en eller anden form for syre. Der er en herlig smag af grønne æbler, lemon, afdæmpet citron og god nerve. Det betyder, at vinen således aldrig bliver oversød trods 50 gram restsukker pr. liter, for det hænger virkelig godt sammen frisk grøn frugt, syre, citron, koncentration og direkte elegance.

Forhandles af Vinifikant, hvor en flaske koster 155 kr.

Vinanmeldelse 5/7