2019 Château Simian, La Beauclaire Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Château Simian, La Beauclaire Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigPå adressen Route d’Uchaux nær byen Piolenc for foden af de to bjerge Uchaux Massif og Mont Ventoux omkring 7-8 kilometer nord for Orange ligger vinhuset Château Simian, der gemmer på en vaskeægte askepot-historie. Og det er derfra, at jeg nu tester 3 vine startende med denne 2019 La Beauclaire Côtes du Rhône.

Eventyret startede reelt i 1920, hvor gårdens – eller måske rettere landstedets – daværende ejer Sophie Simian, der ikke havde arvinger eller efterkommere, besluttede at testamentere stedet til sin loyale og hengivne ansatte unge arbejder Marcelle Ladret. Hun havde tjent den gamle Simian i årevis, men havde nok ikke regnet med, at hun selv skulle arve stedet med dens marker.

Da Marcelle Ladret overtog landstedet, så satte hun og hendes mand sig for at renovere stedet og satse mere på produktion af vin fra nogle af gårdens marker. De udvidede også efterfølgende ved at købe flere marker, men først med næste generation kom der rigtigt gang i vinproduktionen.

Deres datter Madeleine blev nemlig i 1955 gift med Yves Serguier, der var vinavler fra Châteauneuf-du-Pape. Han var selv vinmager og havde arvet nogle marker fra sin bedstefar Hippolyte Serguier købt tilbage i 1880. De marker havde Yves’ far Marcel passet og var nu overdraget til Yves.

Yves og  Madeleine drev sammen Château Simian og i 1955 kom deres søn Jean Pierre med i driften. I dag arbejder tre generationer faktisk sammen side om side på vingården … gamle Yves, Jean-Pierre og hans søn Florian.

Familien Serguier har samlet 25 hektar vinmarker, heraf 6,6 hektar i Châteauneuf-du-Pape området. Siden 1994 har alle markerne været drevet uden brug af kunstige herbicider og siden 2008 har gården været certificeret økologisk, selvom driften i dag sker både efter økologiske og biodynamiske principper.

Denne La Beauclaire Côtes du Rhône er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah, 5% Mourvèdre og 5% Cinsault. Druerne er høstet med håndkraft og derefter er gæringen så sket i betontanke ved 23-26 grader. Efter endt gæring har vinen tilbragt 18 dage på skallerne, hvorefter den er presset og overført til ny betontank for at hvile og gennemgå malolaktisk gæring. Efter 7 måneders lagring er vinen filtreret let og aftappet i maj 2020.

Næsen er herlig landlig, animalsk og samtidig med masser af blomster, knuste rosenblade, lavendel, nelliker, tør og leret jord, knuste sten, flintesten, mineraler, hæfteplaster, lakridsrod, mens frugten er tranebær, syrlige kirsebær med bitterhed og strenge krydderier. Det er en let, lys og krydret Rhône næse.

Smagen er meget frugtrig med både sødme – mere end forventet – god syre, bitterhed, tørhed og saftige tanniner. Vinen har en slank, rank og småbitter frugt, appelsin, en nærmest storblomstret smag, virkelig frisk, lys og krydret … meget fin lille Rhône vin. Houlberg ligger lige mellem 4,5 og 5 store fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2015 Nicola Di Sipio, Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDenne lille, saftige Montepulciano d’Abruzzo charmetrold fra vinhuset Nicola Di Sipio har jeg smagt i både årgang 2013 og 2014 … men nu smager jeg den også i årgang 2015. Og det er fortsat en drøncharmerende vintrold.

Nicola Di Sipio lidt udenfor den lille by Ripa Teatina. Vi er Chieti-provinsen, som ligger lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella, der er en del af bjergkæden Appenninerne, der huser regionens smukke nationalpark af samme navn.

Chieti provinsen er nok Abruzzos mest betydningsfulde vindyrkningsregion, da omkring 80% af al vin fra Abruzzo kommer derfra. Selvom Abruzzo domineres af store kooperativer og har det gennemsnitlige højeste høstudbytte i hele Italien med 108 hektoliter pr. hektar, så findes der også nye og innovative producenter. De ligger primært i Chieti, hvor de bedste dyrkningsområder også findes.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio er grundlagt i 2001, hvor Nicola Di Sipio købte vingården af Marchesi Mezzanotte. Nicola havde som ung mand arbejdet indenfor landbruget hos sin far Giuseppe Di Sipio og havde siden dengang haft stor passion for vin.

Nicola Di Sipio var selv fra Ripa Teatina og startede altså som landmand og arbejdede derudover om aftenen som tjener. Han elskede biler og mekanik, så i 1929 besluttede han at starte virksomhed indenfor bilbranchen.

Han etablerede virksomheden Raicam. som blev en af verdenens førende producenter af bremseklodser til bilindustrien. I dag sidder Nicolas bremseklodser således i biler, som fremstilles af Ford, Fiat, Jaguar, Land Rover, General Motors, Citroën og Renault.

Det var altså været en stor succes og Raicam omsætter i dag for over 150 millioner euro årligt og beskæftiger over 600 mennesker. Det har selvfølgelig også gjort Nicola Di Sipio til en ganske velhavende mand.

Pengene har tydet, at Nicola har kunnet købe sin egen vingård på hans hjemegn og efterfølgende renovere den totalt fra kælder til kvist, bl.a. med topmoderne vineri, bl.a. med et smagelokale, som har en smuk glaskarnap, hvor besøgende kan få et fantastisk view udover vinmarkerne.

Azienda Agricola Nicola Di Sipio har samlet 60 hektar vinmarker, hvor de dyrker druesorterne Montepulciano d’Abruzzo, Trebbiano d’Abruzzo, Pecorino, Falanghina, Pinot Noir, Riesling samt Chardonnay.  Produktionen ligger på omkring 150.000 flasker vin årligt.

Siden 2006 har det været Nicolo Di Sipios niece Giulia Di Sipio, som har ledet vingården. Og hun har løftet det generelle kvalitetsniveau betragteligt, bl.a. er der indført økologisk drift, streng udvælgelse af druerne, manuelt arbejde på markerne og stor nøjagtighed i produktionen.

Denne Montepulciano d’Abruzzo vel er at betegne som deres røde basisvin aka entry-level rødvin. Vinen er lavet på ren stål, men der er ingen oplysninger om gæring og maceration, men vinen er alene lavet og lagret på ståltanke samt flaske.

Som i de to forrige årgange, så har vinen en lækker duft … vild aromatisk, parfumeret med bio bio landlige noter, mødding, tør jord, balsamico eddike, saltlakrids, mentol, modne kirsebær, brombær og faktisk masser af sol og varme i frugten. Man fornemmer også en klar italiensk syre underneden. Der er måske ikke fint, sart og elegant, men fuck det dufter godt.

Vinen fortsætter indtrykket fra tidligere … solmoden frugt, lidt hvalpefedt på siderne, blød, saftig og læskende, men uden at blive for fed, for den bevarer fortsat en vis friskhed. Der er meget saft over smagen, men der kommer også lidt bløde tanniner og frugten virker også lidt lysere end i duften. Jeg er absolut fortsat meget begejstret for denne vin, så 5-5,5 houlbergske tomler.

Igen … server vinen forholdsvis kold … direkte fra vinkøleskabet er perfekt, da temperaturer i glasset hurtigt stiger nogle grader. Med for megen luft bliver aromaerne noget svagere.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 98 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 St. Pauls Kellerei, Riesling, Alto Adige, Italien

2017 St. Pauls Kellerei, Riesling, Alto Adige, ItalienKært barn har mange navne … og da St. Pauls Kellerei ligger i byen St. Pauls aka San Paolo i den nordlige del af kommunen Appiano i Alto Adige regionen i Sydtyrol i Italien på grænsen mellem de to lande, så hedder det både St. Pauls Kellerei samt Cantina Produttori San Paolo. Men det er altså derfra, at vi nu smager denne 2017 Riesling.

St. Pauls Kellerei  er et lille kooperativ, som minder meget om Kellerei St. Michael-Eppan, for det er også grundlagt i 1907, hvor 36 driftige vinbønder fra St. Pauls, Missian, Eppan-Berg og Unterrain slog sig sammen. I dag har kooperativet 215 medlemmer, som til sammen har 180 hektar vinmarker. De bedste marker er Eppan Berg, Gfill, Huberfeld, Justina, Missian og Plötzner.

I Italien er kooperativet kendt for at levere vellavet vin til en meget gunstig pris. Gambero Rosso skriver bl.a. … one of the brightest stars in Alto Adige viticulture and winemaking. Prices across the range are exemplary in their fairness.

Kooperativet har siden de i 1908 byggede deres vineri også løbende investeret i deres faciliteter til vinproduktionen, bl.a. med et stort og moderne tappeanlæg i 1968. Under vineriet har de også en kælder, hvor vinene bliver lagret.

Det suppleres også med, at kooperativet lige uden for landsbyen Paulsner Feld ejer en gammel bunker fra anden verdenskrig, Den er bygget i 1937, men kom heldigvis aldrig i brug. Siden 1979 har den i stedet været anvendt til at lagret 70.000 flasker mousserende vine, da bunkeren har en konstant lav temperatur og fugtighed.

Nå, men denne Riesling fra St. Pauls Kellerei er lavet med druer fra marker ved Appiano Monte, Monticolo og Fiè allo Sciliar i 400-900 meters højde. Den er lavet med langsom gæring ved kontrolleret temperatur i rustfri ståltanke.

Næsen er fin, let og spændstig med lys frugt … lidt tropisk frugt, fersken, melon, pærer, lidt citrus og stikkelsbær. Der er også noget, som minder om stearinlys, men ellers meget ren, blid med lidt kalkede mineraler.

Smagen er frisk med fin syre … ikke sådan sylespids, men med en smule varme. Det er en lidt krydret og rar syre, som suppleres med lemon, citroner, grønne æbler og svag grape. Vinen er vel nærmest blid, sagte og stille … karaktermæssigt lige mellem 4,5 og 5 af de houlbergske tomler.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske i årgang 2019 koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7