2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Laderas del Norte, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Laderas del Norte, Ribera del Duero, SpanienBodegas Arzuaga Navarro er et af de vinhuse, som jeg har skrevet om et utal af gange. Jeg har formentlig også anmeldt alle deres vine, men denne Laderas del Norte er ny i sortimentet.

Laderas del Norte er lavet med druer fra nogle af mest vestlige beliggende marker i Ribera del Duero omkring provinsen Olivares de Duero, hvor markerne ligger i omkring 800 meter højde og har en undergrund med stort indhold af kalk og ler.

Druerne er 100% Tempranillo, som dyrkes efter økologiske principper uden brug af pesticider og herbicider. Høsten sker og sortering sker manuelt, hvorefter der sker afstilkning af druerne.

Vinificeringen starter med en kold maceration og efterfølgende gæring i rustfrie ståltanke. Vinen er herefter lagret 12 måneder på franske egefade og flasket alene med en smule sulfitter.

Duftmæssigt er vi ovre i den kraftige afdeling med en mørk, dyb frugt, blåbær, enebær, sødlig gæret med flæsk, bacon, brændte fade, en snert grøn mentol, masser af flomme og fedme … det dufter vildt godt.

Smagen er også fed og flomme på den gode måde, cremet og kraftfuld, sødbrændte egefade, lidt blommer, blåbær og en omgang mælkechokolade. Der er stor saftighed i vinen og tanninerne bestemt mærkebare, men godt integrerede.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Pepe Mendoza Casa Agrícola, Vino Tinto Alicante, Valencia, Spanien

2017 Pepe Mendoza Casa Agrícola, Vino Tinto Alicante, Valencia, SpanienI appellationen DO Alicante i vinregionen Valencia har vinmageren Pepe Mendoza startet projektet Casa Agrícola som et lille hobbyprojekt ved siden af sit arbejde som ansvarlig vinmager på familiens vinhus Bodegas Enrique Mendoza.

Pepes far Enrique Mendoza grundlagde vinhuset tilbage vinhuset tilbage i 1989, men det drives i dag af sønnerne Pepe og Julián. Og nu driver Pepe så også Casa Agrícola ved siden af sammen med sin hustru Pepa Agulló, hvor han forsøger at lave mere lokale vine på fx Muscat, Merseguera, Monastrell og Grenache.

De kommer fra omkring 15 hektar vinmarker, som ligger ved Abargues og Alto Vinalopó med gamle vinstokke fra henholdsvis 1923, 1949 og 1969. En gammel vingård er samtidig blevet renoveret til produktionen af alle vinene.

De laves uden tilsætning af gær … alene med druernes naturlige gærceller, fermentering ofte i hele klaser og maksimalt op til 70% afstilkning og næsten ingen brug af eg, primært lagring på ståltanke, amphora krukker eller 500 liter gamle egetræsfade.

Denne Vino Tinto Alicante er lavet på 70% Monastrell aka Mourvèdre, 15% Syrah samt 15% Alicante Bouschet, som kommer fra parceller i El Veneno, Los Burros samt Alto Vinalopó.

Vinen er fermenteret med næsten hele klaser, idet kun 20% af druerne er afstilket. Gæring sker ved 21 grader og alene på druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke og 20% af vinen er efter endt fermentering lagret på gamle, franske 500 liters egefade.

Duftmæssigt har vinen et lidt mælket aroma, hvor der også er lidt bacon, flæsk, gærede og mørke bær, blåbær, brombær, en syrlighed i frugten og samtidig kraftig og næsten behåret i duften suppleret med enebær, kaffe og mælkechokolade.

Smagen er lidt sjov med en speciel aroma og en gæret frugt, våde fade, papkasser, en lidt skarp alkohol og samtidig er vinen krydret som bare pokker.

Ikke set en forhandler herhjemme, men i hjemlandet koster en flaske 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Sadie Family Wines, Soldaat, Western Cape, Sydafrika

2016 Sadie Family Wines, Soldaat, Swartland, SydafrikaJeg forundres og bliver evigt betaget af Grenache druen, som virkelig har så mange ansigter. I denne 2016 Soldaat fra det sydafrikanske vinhus Sadie Family Wines viser druen et lyst, let og næsten burgundisk glat soldateransigt.

Sadie Family Wines ligger sådan lige mellem byerne Paardeberg og Malmesbury i Swaatland området i Western Cape regionen i Sydafrika. Det er grundlagt i 1999 af Eben Sadie, som startede sit eget vinhus efter mange års arbejde for Charles Back hos Fairview Wine, hvor Eben havde ansvaret for deres Spice Route topvine.

I 2000 lancerede Eben allerede sin første egen vin … vinen Columella, som har givet han status som en af Sydafrikas mest innovative og nyskabende vinmagere.

I dag har Eben Sadie sammenlagt 24 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre en 53 forskellige parceller, som ligger ved . Paardeberg Mountain, Riebeek Mountain, Piquetberg,  Coastal Plain og Malmesbury … alle med meget forskellig terroir. 

Der dyrker han utroligt mange forskellige og spændende sorter som fx Syrah, Mourvedre, Grenache, Carignan, Cinsaut, Tinta Barocca, Chenin Blanc, Grenache Blanc, Clairette Blanc, Viognier, Verdellho, Marsanne, Roussanne, Semillon Blanc, Semillon Gris og Palomino.

Derudover er han i gang med at øge kapaciteten med yderligere 12 hektar vinmarker, hvor han vil eksperimentere med sorter som f Xinomavro, Assyrtico, Negroamaro, Aglianico, Greco, Fiano, Massal Selections of Grenache Noir, Grenache Gris, Grenache Blanc, Pontac og Alicante Bouchet.

I øjeblikket ligger den årlige produktion på omkring 45-46.000 flasker vin, og herunder altså denne lille soldat – Soldaat – som vi her smager i en årgang 2016.

Det er 100% Grenache, som kommer fra marker ved Piekenierskloof bjerget i 700 meters højde, hvor jorden er granitholdig. Druerne er høstet med et meget beskedent udbytte på 23 hektoliter pr. hektar.

I gamle dage holdt fodsoldater vagt på toppen af bjerget for at beskytte modskytte mod tyveri af alle husdyrene. Fodsoldaterne hedder på hollandsk piekeniers og derfor fik bjerget sit navn Piekenierskloof … og denne vin navnet Soldaat.

Vinen er laver af Eben Sadie sammen med Paul Jordaan, gæret på betontanke og lagret i samme samt i store gamle egefade, men ellers er det småt med oplysninger om vinen. Den har alene 2,2 gram restsukker pr. liter og der er kun lavet 684 flasker af vinen.

Sikke en lækker næse, jordbær, animalsk landlighed, ensilage, krudt og nytårsskydts, røde bolsjer, andefond, blid lakrids, grøn mynte, mentol … meget let, lys og totalt vedkommende.

Smagen er lys, direkte og frisk frugt, cremet, mælket. Uha, hvor er det en lækker, blid frugt og fuck – pardon my french – det smager så godt. Vinen har en meget lys og stor lethed, hvor man ikke lige først tænker Grenache, men mere noget lyserøde Jura eller Bourgogne, men flot og overraskende sydafrikansk Grenache. Lækker vin, som godt kan blive min gammel soldaterkammerat.

Vinene fra Sadie Family Wines handles via Laudrup Vin, men denne er ikke længere i sortimentet. Den kostede tidligere 539 kr.

Vinanmeldelse 6/7