2016 Neethlingshof, The Owl Post Pinotage, Stellenbosch, Sydafrika

2016 Neethlingshof, The Owl Post Pinotage, Stellenbosch, SydafrikaDet sydafrikanske vinhus Neethlingshof bliver ved med at dukke op … i glasset er det denne gang husets 2016 The Owl Post Pinotage.

Vinhuset skrev jeg en del om, da jeg smagte deres bordeaux-inspireret 2015 The Caracal. I det blogindlæg kan du læse mere om Neethlingshof og hele historien om huset.

Men nu er det altså deres vin på den elskede og hadede Pinotage drue. Den er jo egentlig Sydafrikas nationaldrue og skabt i 1925 af professor Abraham Izak Perold via en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault. I Sydafrika kaldes Cinsault for Hermitage, hvor navnet Pinotage således er en kombination af de 2 druers navne.

Pinotage minder dog hverken om Bourgogne eller Rhône og nogle kritikere mener i stedet, at Pinotage dufter af acetone, maling eller brændt gummi. Jeg er ikke selv den store Pinotage elsker, men nogle vine hæver sig alligevel over gennemsnittet … og det er denne The Owl Post Pinotage et godt eksempel på.

Druerne er høstet medio februar måned 2016, hvorefter der sker afstilkning og knusning af druerne. Fermentering sker i store rustfrie ståltanke med tilsat gær. Midt i selve gæringsprocessen overføres vinen til 300 liters franske og ungarske egefade, hvor de alkoholske gæring fuldføres efterfulgt af malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 15 måneder i egefadene inden aftapning på flaske. Der er restsukkerindhold på 3,1 gram pr. liter.

Duften er fed og fyldig med masser af lakrids, både engelsk og finsk lakrids i store mængder, marmeladetyk brombær, grafit, rågummi og samtidig pænt egepræg med vanilje, kanel, kaffe, kakao, toast, røg, tør jord samt en smule sød tobak. Det er virkelig en god næse, som mange vil elske, og noten af rågummi forstyrrer slet ikke så meget, som man ellers vil kunne frygte.

Smagen er meget blød og cremet med sort, mørk frugt, meget ren, stringent smag, ja faktisk masser af smag, lidt mørk chokolade bitterhed og sødme.

Forhandles af Lesedi Wines, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Adeneuer, Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder GG, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Adeneuer, Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder GG, Ahr, TysklandVi slukkede og lukkede vor lille roadtrips besøgsrunde hos de fantastiske producenter i Ahr med at smage en lille tår af denne 2016 Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder Großes Gewächs.

Vinen er selvfølgelig – som søstervinene på Spätburgunder – lavet med spontangæring og kold maceration. Derefter er Adeneuers Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder Großes Gewächs lagret i 2-4 år gamle barriques, men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke. Der er 1,7 gram restsukker pr. liter i vinen, som er aftappet ufiltreret.

Næsen er mere frugt- og blomsterrig end de øvrige vine fra Adeneuer og måske endda også lidt mere rund, komfortabel og har samtidig også mere sødme. Bevares … det er fortsat ribs, syrlige og mørke kirsebær, men samtidig klart med mere sødme og godt med lakrids, egefade og krydderier,

Smagen er frisk, måske lidt mere stærk og kantet end de foregående vine, mere frugtjuiceagtig og frugten kraftigere, sødere og mere tæt, lidt kandiseret nærmest. Vinen er lettere røget, pænt tør, mineralsk men ellers virkelig rund og lækker.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne vin  er ikke i sortimentet. På vingården koster en flaske 38€ … svarende til 283 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Adeneuer, Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandJeg troede egentlig inden besøget hos Weingut Adeneuer, at Walporzheimer Gärkammer var deres topvin. Men den bliver dog overgået af denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder Großes Gewächs og når man smager vinen, så forstår man også hvorfor. Det smager buk-dig-i-støvet-monstergodt.

Vinen er lavet efter samme recept som de forrige vine, altså med spontangæring og med så kold maceration som muligt. Vinen er lagret 18 måneder alene på nye 225 liter barriques og er derefter aftappet ufiltreret. Det der gør denne Walporzheimer Kräuterberg Spätburgunder Großes Gewächs anderledes er, at vinen efter aftapning på flaske er lagret yderligere 3 år inden frigivelse.

Man får med andre ord en mere moden vin … og det kan også smages. Og hvor klæder lidt alder altså bare topvinene fra Ahr, hvilket vi også fik dokumenteret hos Kriechel.

Næsen er feminin, moden og nøgen … lidt som en date med Claudia Schiffer. Det er til at blive glad i låget af. En æterisk, let og luftig duft med nogle af de klassiske Ahr dyder som syrlige kirsebær, ribs og granatæbler, blomster og røg. Frugten er lys og moden, og der er samtidig fadpræg med vanilje, kanel … virkelig kompleks med nogle tertiære noter af svag lakrids, mørk chokolade, mineraler og tør jord.

Smagsmæssigt ligger jeg mig bare fladt ned … det smager freaking fucking godt. Jesus hvor er det blød og cremet, lyst, blødt, feminint, modent, let og elegant. Tanninerne er smukt integreret og alt er zen … jeg lukker øjnene og svæver hen. Sådan her skal en topklasse Spätburgunder smage, når alt spiller. En rigtig supermodel.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, hvor en flaske i årgang 2014 koster 619 kr., men pt kan fås på tilbud til 545 kr.

Vinanmeldelse 7/7