2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2014 Gianni Brunelli, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienVi fortsætter med endnu en Elvira med en hat vin aka en vin fra vinhuset Azienda Agricola Gianni Brunelli og denne gang er det deres 2014 Brunello di Montalcino.

Druerne er selvfølgelig 100% Sangiovese, som kommer fra 4 forskellige parceller og alle vinificeres separat. Druerne er høstet med håndkraft og er gæret ved 28 grader i 5-6 dage inden maceration over 12-16 dage ved 32 grader. Lagring er sket i store 25-30 hektoliter egefade af slavonsk eg over 24-30 måneder. Der er i denne årgang 2014 produceret 7.880 flasker af vinen.

I glasset har vinen ikke den lyse, småbrune kant, som man ellers finder i mange Brunello’er og duftmæssigt er det bestemt heller ikke ærketypisk Brunello, for der er en mørk og dyb aroma, lidt mælket med våde fade, engelsk lakrids, moden gæret frugt, Amaretto kirsebær, blæk, røg, tobak, appelsinskal og røg.

I munden er der mørk peber, gæret og syrlig frugt … meget stærk og det er som om, at alkoholen kan mærkes. Det hele er meget stramt, tæt, mørkt, gæret, krydret og tørt, men måske er vinen blot alt, alt for ung, for den savner den sædvanlige Brunello elegance.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 55€ … svarende til 410 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2007 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Tondonia Reserva, Rioja, Spanien

2007 R. López de Heredia Viña Tondonia, Viña Tondonia Reserve, Rioja, SpanienR. López de Heredia Viña Tondonia er et totalt helt klassisk, gammeldags og old-school Rioja vinhus, som arbejder med lang, lang lagring på fade fra eget bødkeri. Fra det spanske vinhus smager vi deres 12 år gamle 2007 Viña Tondonia Reserva.

Det legendariske vinhus, der ligger i Haro tæt ved floden Ebro, er grundlagt tilbage i 1877 af Don Rafael López de Heredia som byggede en stor, unik vingård, som er på over 53.000 kvadratmeter, og bl.a. omfatter en massiv, stor underjordisk vinkælder 15 meter under jorden med plads til bl.a. 12.900 barriques og kæmpestore egefade, hvor de mindste er på 60 hektoliter og de største 640 hektoliter.

Vinhuset laver alene vine fra egne marker og vigtigste mark er Viña Tondonia på over 100 hektar og navnet på marken indgår sågar i dag også i navnet på vinhuset … R. López de Heredia Viña Tondonia,

Derudover ejes også Viña El Bosque på 15 hektar, Viña Cubillas på 24 hektar samt Viña Zaconia, som også er på 24 hektar. Der laves en lang række vine fra Crianza, Reserva vine og både som hvid, rosé og rødvin, men vinhusets stolthed er Gran Reserva vinene, som kun laves i de allerbedste år. Siden 1890 er det kun sket 20 gange.

I dag drives bodegaen af seneste generation, nemlig søskende Maria José, Mercedes og Julio César López de Heredia. Og de fortsætter med at lave vinene som deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre før dem.

Denne Viña Tondonia Reserva er en af husets ikoniske vin og i netop årgangen 2007 er der også lavet en Gran Reserva. Dette er dog den almindelige Reserva, som er lavet på omkring 70% Tempranillo, 20% Garnacho (Grenache) samt 10%  Graciano og Mazuelo (Carignan) … alle fra huset egne vinmarker.

Druerne gærer i store 240 hektoliter egefade ved temperaturer op til 36 grader og alene på druernes egne naturlige gærceller. Der sker også en efterfølgende malolaktisk gæring på franske barriques og samlet lagrer vinen 6 år på egefadene, hvorefter klarering sker med egehvider inden en ufiltreret aftapning på flaske … hvor vinen så lagrer en periode yderligere inden frigivelse.

Viña Tondonia Reserva har den sjoveste næse … vild blomsterhave, mælkechokolade, tyggegummi, fennikel, lakrids, lyserøde bolsjer, vilde jordbær, kul, meget aromatisk og tør.

Smagen er meget syrlig og stærk. Syren og frugten er meget rustik, kantet, kluntet, frugten moden og nærmest lidt bedaget. Med den syre er det egentlig utroligt, at vinen er 12 år gammel. Både duft og smag er sådan lidt over den hele og jeg mangler en form for sammenhæng i vinen, som – for mig – fremstår forvirrende.

Forhandles bl.a. af Hillerød VinKompagni, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2017 Gianni Brunelli, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienFlemming havde haft lidt vine med hjem fra en ferie i Italien, nemlig fra vinhuset Gianni Brunelli og derfra startede vi med at smage deres 2017 Rosso di Montalcino.

Vinhuset er grundlagt i 1987, hvor Gianni Brunelli returnede til Montalcino fra Sienna for at forfølge sin drøm om købe sin fars gamle vingård Le Chiuse di Sotto tilbage til familien. Gianni havde tidligere drevet en lille og  gammeldags restaurant Osteria delle Logge på Piazza del Campo i Sienna med hjælp fra sin mor Elvira.

Den havde han drevet, siden han som helt ung, uden en eneste mønt på lommen startede med hjælp fra to gamle butiksejere på Via del Porrione, som troede på ham.

Le Chiuse di Sotto købte Gianni sammen med sin hustru Laura og siden har de også opkøbt flere vinmarker, således familien i dag har sammenlagt 9,5 hektar vinmarker, hvoraf en parcel stammer tilbage fra faderens tid … altså med vinstokkke plantet af Giannis far i 1947.

Markerne ligger ved to ejendomme … altså omkring 5 hektar omkring Le Chiuse di Sotto ejendommen og yderligere 4,5 hektar ved ejendommen Podernovone, hvor parret har parceller på de 4 marker Olmo, Oliva, Quercia og Gelso.

Imidlertid døde Gianni i 2008, så siden har vinhuset været drevet af Laura Brunelli, som med hjælp fra familien og et hold ansatte er fortsat med at lave vin og lidt olivenolie.

Det er også Laura, som har stået bag byggeriet af et helt nyt vineri på Podernovone ejendomme … et byggeri, der stod færdigt i 2015 og som i dag anvendes i produktionen af alle husets vine.

Vi smager her husets Rosso di Montalcino, som er lavet på 100% Sangiove, som kommer fra marken Canalicchio, de ligger i 250 meters højde ved Podernovone. Druerne er høstet med håndkraft og har gennemgået maceration og gæring over 18 dage inden en lagring  10 måneder på ege af forskellig størrelse … fra 5 til 25 hektoliter. Vinen  har 0,4 gram restsukker pr. liter.

Billedet på etiketten er lavet en Richard M. Goodwin. Han var både økonom fra Harvard samt maler og var tilbage i tiden en hyppig gæst hos Gianni og Laura på restauranten Osteria Le logge i Sienna. Han beundrede Giannis mor Elvira og lod sig derfor inspirere til at lave et maleri af hende … og det hedder passende Elvira med en hat.

Næsen byder på en moden, våd og lys frugt, solcreme, lakrids, mynte, læder, meget ren frugt, saftige kirsebær, animalsk babybræk, blomster og blomsterpollen, brændte og røgede elementer.

Smagen er meget direkte og klar frugt. egentlig mørkere end duften lovede, men en god syre … masser af syre, lyse og strenge tanniner, men de bliver aldrig helt vilde. Fin lille Rosso.

Ingen forhandler herhjemme, men i Italien koster vinen 23,90€ … svarende til 178 kr.

Vinanmeldelse 5/7