2017 WG Mayschoß-Altenahr, Pinot Noir R, Ahr, Tyskland

2017 Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Pinot Noir R, Ahr, TysklandHar man sagt A må man også sige B. Så derfor skulle vi også smage en Spätburgunder fra det andet helt store kooperativ i Ahr … Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Det blev med deres 2017 Pinot Noir R.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr ligger i byen Mayschoß i Ahr og skulle være det ældste kooperativ i Tyskland. Det er grundlagt den 20. december 1868 af 18 fremsynede tyske vinbønder og etableret af nød. Vinproduktionen i Ahr-dalen var dengang i dyb krise gennem næsten 10 år på grund af dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera samt et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim også kom ind under Mayschoß-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos WG Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 og en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 452 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder dermed, at hver vinavler gennemsnitlig har 0,33 hektar vinmarker. Den årlige produktion på kooperativet er 1.200.000 flasker vin. De har en lagerkapacitet i tanke på 1,8 mio. liter og 250.000 liter i fade.

Her smager vi deres 2017 Pinot Noir R, som er lavet med gæring samt maceration i egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret på nye barriques. Vinen er 2,6 gram restsukker pr. liter.

Næsen er ikke sådan voldsom eksplosiv, men meget blid, let næse med kirsebær, hindbær, måske endda lidt tørret frugt, blomster, mentol samt et klar præg fra fadene med eg, kanel og vanilje.

I munden har vinen en god syre, egentlig en frisk, lidt mørk Spätburgunder med en tak for megen peber, hvilket gør den en smule stram og stærk. Syren er dog meget herlig og løfter vinen med en syrlig, fin og stringent nerve.

På kooperativet koster en flaske 20,90€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Dagernova Weinmanufaktur, Dernauer Schieferlay Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Dagernova Weinmanufaktur, Dernauer Schieferlay Spätburgunder, Ahr, TysklandPeter Kriechel synes også, at vi – for diversitetens skyld – skulle smage vin fra de to store kooperativer. Vi startede hos Dagernova Weinmanufaktur aka Die Winzergenossenschaft Dagernova aus Dernau og med deres fine 2015 Dernauer Schieferlay Spätburgunder.

Dagernova Weinmanufaktur er i dag et af de 3 kooperativer, som findes i Ahr dalen. Faktisk så kommer halvdelen af produktionen i Ahr fra de tre store kooperativer, nemlig Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, Dagernova Weinmanufaktur og Ahrweiler Winzer-Verein.

Kooperativers store omfang er historisk betinget, for allerede tilbage i 1868 blev det første kooperativ i Mayschoß dannet, da en lang række vinavlere var i nød og gik sammen for at stå stærkere og i en periode frem til 1898 blev der i alt dannet 20 kooperativer i Ahr dalen … et usædvanligt højt antal for et sådant lille område.

I dag er mange dog fusioneret eller nedlagt, så der alene er de nævnte 3 kooperativer tilbage og omkring 80% af alle vinavlere I Ahr har helt små marker og leverer deres druer til disse kooperativer.

Dagernova er selv en fusion af mange mindre kooperativer, men grundstenen har været Winzerverein Dernau grundlagt i 1873 og Dernauer Winzer fra 1881. De blev fusioneret i 1970 og er siden blev større ved fusion med de mindre kooperativer i  Bachem, Heimersheim, Bad Neuenahr og Rech.

Det blev til Vereinigte Ahrwinzergenossenschaft Bad Neuenahr, men siden 2004 har kooperativet fået det mere velklingende navn Dagernova Weinmanufaktur efter en frankisk bosættelse i Ahr fra det 8. århundrede kaldet degerana vale.

I dag har Dagernova 600 vinavlere som medlemmer og de leverer druer til kooperativet far i alt 156 hektar vinmarker. Det er dermed ret små vinavlere med gennemsnitlig 0,26 hektar vinmarker, som er tilknyttet Dagernova.

Udover et moderne vineri fra 1981, så har kooperativet investeret massivt i forbedring af deres produktion og derudover driver kooperativet også et par butikker i Ahr samt restauranten Culinarium und Weinstube i Dernauer Ahrweg.

Vinen fra kooperativet er opdelt i serierne Basis, Handschrift, Kult og Einzellagen. Her smager vi deres 2015 Dernauer Schieferlay Spätburgunder, som selvfølgelig er en Einzellage vin.

Dagernovas Dernauer Schieferlay Spätburgunder er vinificeret på egefade og har også lagret omkring 12 måneder på barriques. Den er gæret helt ud og har – i hvert fald oplyst – 0 gram restsukker.

I næsen er det en lidt federe Spätburgunder, opulent med masser af krop og fylde, masser af fad, vanilje, eg, røg, kirsebær samt nogle grønne elementer.

Smagen har også både varme og fylde, virkelig fin smag, masser af moden frugt, kirsebær, blommer, sødme og lidt jammy i udtrykket, men en okay syre, som dog ikke er så markant, hvilket kan gøre smagsindtrykket lidt flad … men velsmag er der masser af.

På kooperativet var prisen oprindelig 24,90€ … svarende til 185 kr., men vinen forhandles ikke længere.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Peter Lingen, Spätburgunder J*A*C+N, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Lingen, Spätburgunder J*A*C+N, Ahr, TysklandDen næste vin i glasset blev Spätburgunder … en 2015 Spätburgunder J*A*C+N, som Hans Peter Lingen har opkaldt efter første bogstav i navnene på sine 4 børn Christina, Anna, Jan Peter og Niklas.

Vinen er lavet på egefade og har efterfølgende lagret på 225 liter barriques i en periode. Vinen har 2,4 gram restsukker pr. liter og har som foregående vin fået en Goldene Kammerpreismünze pris. Det er husets topvin.

Igen en meget blomsterrig næse, også næsten biodynamisk i aromaerne med lidt krudt, grønne blade og syrlige drops, men nok ikke helt så vild som forrige. Næsen er imidlertid meget grøn, meget frisk og frugten ribs, hindbær og granatæbler.

Smagen er meget frisk og følger lidt sporet fra duften. Der er lys, syrlig frugt, ribs, hindbær, grønne elementer, røg, peber og lidt lette krydderier.

På vingården koster en flaske 18€ … svarende til 134 kr.

Vinanmeldelse 5/7