2015 Weingut Peter Lingen, Frühburgunder L, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Peter Lingen, Frühburgunder L, Ahr, TysklandNæste lille producent, som vi skulle smage et par vine fra, var Weingut Peter Lingen, der ligger i Bad Neuenahr. Vi startede med at smage hans 2015 Frühburgunder L.

Familien Lingen har været involveret i vinavl siden 1599 og Weingut Peter Lingen drives i dag af 11. generation i form af Hans Peter Lingen sammen med hustruen Tanja og deres 4 børn Christina, Anna, Jan Peter og Niklas. Hans Peter overtog driften af vingården fra sin far Peter-Josef Lingen i 1987.

Familien Lingen har siden 1922 boet på den nuværende adresse på Teichstraße midt i byen … og I kan se et billede af vingården på etiketterne på alle husets vine.

Weingut Peter Lingen har samlet 4 hektar vinmarker, og deres bedste mark er Neuenahrer Kirchtürmchen. Familien driver også fra ejendommen et lille gästehaus med udlejning af 5 ferielejligheder.

Vi starter her med at smage Hans Peters 2015 Frühburgunder L, som har fået en Goldene Kammerpreismünze pris. Vinen er lavet på store egefade – Großes Eichenfass – hvor den også er lagret en periode. Vinen har 4,4 gram restsukker pr. liter.

Næsen er utrolig blomsterrig, syrlig og dufter lidt skæv, næsten biodynamisk med krudt, blæk, kul og grønne brændenælder. Det er en syrlig lys frugt, hindbær, ribs, hyben samt en smule røg. Der er en god lethed over vinen.

Det gælder sådan set også smagsmæssigt, da vinen er let, lys, syrlig med meget frisk lys frugt, ren fin og sart smag, hindbær, kirsebær, ribs og lidt peber. Det er bestemt en god lille vin.

På vingården koster en flaske 13€ … svarende til 97 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Kurth, Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Kurth, Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder, Ahr, TysklandVi sluttede den lille trio fra Weingut Kurth med deres topvin, enkeltmarksvin 2016 Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder.

Walporzheimer Alte Lay ligger lige nedenunder Walporzheimer Domlay, men er ikke en Erste Lage mark … men markerne i Walporzheimer leverer – efter min mening – ofte nogle af de allerbedste Ahr vine.

Denne Kathinka SJ Walporzheimer Alte Lay Spätburgunder er lavet som de to forrige … altså vinificeret på egefade og lagret 18 måneder på barriques.

Man fornemmer allerede i næsen, at vi er et niveau over de to foregående vine, masser af klassisk Ahr røg, en herlig let, luftig og frisk frugt, hindbær, ribs og samtidig klart en mere kølig stil, mere stringent og mineralsk. Det dufter herregodt.

I munden er vinen blød og … præcis. Det er en frisk, let og lys vin med en pågående syre, men på en meget fin facon. Der er ribs, tranebær og det er voldsomt elegant. Tanninerne er friske, men aldrig påtrængende. Vild god vin.

På vingården koster vinen 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Kurth, Kathinka 2511 Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Kurth, Kathinka 2511 Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandNæste vin fra Stefan Kurth fra Weingut Kurth var en 2016 Kathinka 2511 Ahrweiler Spätburgunder.

Vinen er underligt nok kaldt Kathinka 2511 efter datoen 25. november, som er Katherine von Alexandrias dag … og hun var ifølge legenden en ung, smuk kvinde, der kom fra en rig og ædel familie, boede i Egypten i begyndelsen af det 4 århundrede og endte med at blive martyr … og skytsengel for mange landmænd. Men derudover, så hed brødrene Kurths tante også Kathinka, så derfor fik vinen dette navn.

Nå, men vinen er lavet nogenlunde som forrige, dvs, vinifikation i egefade, malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på 225 liter barriques.

Næsen er – efter min vurdering – langt mere interessant end foregående, meget mere lys med blomster, jordbær, ribs, fennikel, masser af røg, lidt brændte elementer, fin stringent syrlighed og godt med krydderier. Det dufter sgu godt.

Smagen er også lettere, lyse, fine og sarte bær, jordbær, ribs, en ganske rustik syre, lidt kantet, men jeg elsker den syrlighed, som frugten har i denne vin. Det bliver også samtidig mere feminint … og det er jeg stor tilhænger af.

På vingården koster vinen 21€ … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7