Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer

Vort roadtrips næste besøg var hos Weingut Burggarten, hvor vi præcist kl. 14.00 havde en aftale med Paul Schäfer junior. Vi havde ikke spist siden morgenmaden – kun drukket – og ramte derfor både vingård og Weinquartier Burggarten midt i Heppingen med maver, der rumlede om kap med samme intensitet som et kamelvæddeløb med 1001 kameler i Ras al Khaimah.

Vi entrerede forsigtigt gitterporten ind til gården ved siden at ejendommen, og mødte fluks Paul Schäfer, som dirigerede os tilbage til fordøren … for inde bag den mørklakerede dør og det nye, flotte og blankpolerede messingskilt med teksten Mitglies im Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter har Weingut Burggarten nemlig deres lille krostue og smagelokale.

Derinde huserede mor Gitta, som i øvrigt er en fremragende kok fortalte Paul Schäfer, mens vores maver lavede krum bøjninger i de mest fantasifulde forestillinger om, hvilke lokaler ensretter en ældre og garvet kvinde som Gitta nok kunne frembringe. Men i stedet stod menuen på fantastiske Ahr vine … og det var jo også derfor, at vi havde taget turen til familien Schäfer.

Vi satte os i krostuen, hvorefter Paul serverede en række vine for os og fortalte om Weingut und Weinquartier Burggarten. Paul er en utrolig rar og åben person … og vi fik en helt fantastisk smagning, mens vi overfaldt en lille skål med nogle små salte kiks.

Historien

Weingut Burggarten eller Weingut und Weinquartier Burggarten drives af familien Schäfer og er grundlagt for knap 100 år siden, nemlig i 1920 af Peter-Josef Schäfer.

I dag er det dog 4. generation i form af Paul-Josef Schäfer, der ejer vingården sammen med hustruen Gitta, men i dag er det sønnerne Paul-Michael, Heiko og Andreas, som har overtaget driften.

Paul-Josef Schäfer har i høj grad sat sit præg på vinhuset, siden han overtog driften i starten af 1980’erne. Han startede med i 1985 at købe den store nuværende ejendom på adresse Landskroner Straße 61, der tidligere havde huset det lokale kooperativ Winzergenossenschaft Heppingen.

Selv var Weingut Burggarten dengang medlem af kooperativet Winzergenossenschaft Walporzheim, men Schäfer besluttede at bryde med kooperativet og var endelig ude af det i 1990, hvorefter der kunne satses 100% på egenproduktionen, hvilket blev understøttet via opkøb af yderligere marker.

På det tidspunkt var vinproduktionen i Ahr i krise. Kooperativerne havde magten, men havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var faktisk kun én vej, hvis man ville leve af vinproduktion, nemlig at blive selvstændig og satse på kvalitet.

I dag har Weingut Burggarten 15 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Neuenahrer Sonnenberg og Schieferlay, Ahrweiler Ursulinengarten, Walporzheimer Kräuterberg samt Heimersheimer Burggarten. Årsproduktionen ligger på omkring 120.000 flasker og 80% af vinen bliver købt direkte på vingården.

På markerne er Spätburgunder den primære drue, som samlet udgør omkring 70%. Derudover dyrker Schäfer også sorter som Cabernet Sauvignon, Domina, Dornfelder, Frühburgunder, Weissburgunder, Merlot, Regent, Portugieser og Zweigelt samt lidt Riesling og Grauburgunder.

I dag er det Paul-Josefs tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. Det er Paul Schäfer junior, der i dag står for produktionen af vinene, mens Heiko tager sig af markarbejdet og Andreas driften af det lille hotel, som de kalder Weinquartier Burggarten,

Familien investerede nemlig i 2005 omkring 1 million euro på en istandsættelse af et lille hotel på den store ejendom på Landskroner Straße … Weinquartier Burggarten, som Andreas står for driften af sammen med mor Gitta.

Familien Schäfer udlejer 17 værelser med forskellige temaer … værelser med navne som Burgunder Domizil, Domina Kammer, Dornfelder Klause, Grauburgunder Gemach, Portugieser Stube, Weißburgunder Gelass og mange flere.

Derudover passer Gitta også – som vi jo netop oplevede – vinhusets store smagelokale, der Probierstube, med plads til 40 personer … og suppleret med hendes evner for at lave god mad i køkkenet.

Tidligere har Paul Schäfer junior også lavet lidt vin fra en 1,3 hektar parcel på marken Goldtröpfchen ved Piesport i Mosel, men marken tilhørte hans daværende hustrus familie … en vinfamilie i Wintrich. Paul blev skilt for 4 år siden … og så stoppede Mosel eventyret selvfølgelig samtidig.

Men Weingut Burggarten er også mest kendt for deres Ahr vine og har bl.a. vundet den Deutschen Rotweinpreis af tidsskriftet Vinum flere gange. Specielt husets Neuenahrer Sonnenberg Frühburgunder får ofte mange lovprisninger.

Da vi besøgte Weingut Burggarten var de lige kommet ind i VDP … altså Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, hvilket Paul Schäfer var meget stolt af. Han satte endda en skyllespand på bordet med VDP logoet på.

Smagningen

Som med den lille skål salte crackers så smagte vi et bredt udsnit af Weingut Burggartens fantastiske vine. Jeg havde smagt en del vine fra vinhuset inden vort besøg, så jeg kendte deres høje kvalitet.

Samlet smagte vi disse vine:

Flere af vinene havde jeg smagt tidligere, så der har jeg selvfølgelig blot linket til mine tidligere anmeldelser. Udover ovennævnte vine smagte vi faktisk også Burggartens 2015 Neuenahrer Schieferlay Spätburgunder, men der fik jeg hverken taget noter eller foto.

Det var specielt de bedste Lagenweine, som imponerede os, Schieferlay, Sonnenberg og Kräuterberg. Paul fortalte, at de i gamle dage normalt altid høstede druerne til topvinene sidste, men på grund af klimaændringerne, så er det i dag omvendt. Nu høstes druerne til topvinene først.

Min favorit var klart Kräuterberg, men også den billigere Ortswein Walporzheimer Spätburgunder imponerende mig, så den skulle jeg selvfølgelig ha’ en kasse med hjem af.

Stilmæssigt ligger vinene fra Weingut Burggarten i den blide, lidt venlige og imødekommende side, men fortsat med de ranke, fine og røgede Ahr gener. Det kan måske minde en smule om Meyer-Näkel i stilen og er generelt vildt indbydende vine … og jeg er fortsat total fan af Weingut Burggarten.

Rundvisning

Efter smagningen spurgte Paul Schäfer, om vi ville se vinkælderen, og det var vi selvfølgelig friske på. Ja, vi havde vel egentlig håbet på det … ellers havde vi også spurgt om det samme.

Paul Schäfer viste os rundt i vinkælderen, hvor vi så de rustfrie gæringstanke i stål, vinpressen, et lille skattekammer med gamle vin låst inde bag smukke jerngitre og endte selvfølgelig i Burggartens virkelig flotte barriques rum, hvor vinene lagres.

Det er et smukt rum … totalt show-off, men der smagte vi et par fadprøver fra nogle af de Spätburgunder vine, som endnu ikke er helt færdige.

Jeg fik nuppet en hel masse billeder fra vinkælderen, så dem slutter vi selvfølgelig med inkl.  et stort tak til Paul Schäfer for en fantastisk smagning og rundvisning på Weingut Burggarten.

2017 Edetària, Via Edetana, Catalonien, Spanien

2017 Edetària, Via Edetana, Katalonien, SpanienNæste vin er en 2017 Via Edetana, som kommer fra vinhuset Edetària, der ligger i Gandesa i appellationen Terra Alta … én af de allerstørste appellationer i vinregionen Catalonien.

Vinhuset drives af Joan Àngel Lliberia, som oprindeligt er uddannet landbrugsingeniør, men tog efterfølgende en Master of Science indenfor Wine Management og arbejdede mange år indenfor vinbranchen i Frankrig. Herefter flyttede han tilbage til Catalunya, hvor han fortsatte sin karriere i vinbranchen og senere i store multinationale selskaber.

Men hele tiden havde han drømmen om en dag, at vende tilbage til sin families vingård, hvor bedstefaderen Llorens havde arbejdet med vin og efterfølgende hans forældre Pepita og Angel. Og det har han nu gjort med etableringen vin vinhuset Edetària … opkaldt efter en gammel, historisk rute langs floden Ebro mellem de to byer Tarraco og Tortosa … en rute der går lige igennem Joan Àngel Lliberias vinmarker.

Edetària har samlet 60 hektar vinmarker, som ligger i dalen kendt som La Plana de Gandesa. Her består jorden af sandsten og kalksten, der ligger i de små klitter og bakker, som giver landskabet sit særprægede udseende.

Klimaet i denne dal er præget af milde temperaturer samt en begrænset og uregelmæssig nedbør. Og vinstokkene på husets marker er nogle steder over 60 år gamle, mens resten er mellem 25-40 år gamle … og der laves alene vin ud fra egne vinmarker, således man kan kontrollere hele processen fra start til slut.

På markerne dyrker vinhuset de røde druetyper Cabernet Sauvignon, Merlot. Syrah og Garnacha Peluda, som danner grundlag for vinhusets rødvinsproduktion. De grønne druetyper Garnacha Blanca og Macabeu udgør derimod grundlaget for Edetárias hvidvine.

Joan Ángels filosofi er klar … elegance frem for power og frugtige vine uden overdrevent brug af fad. Derfor arbejdes der benhårdt i marken med manuel høst, lave høstudbytter og en ekstrem sortering af druerne – både i forbindelse med høsten og senere ved ankomsten til vineriet, hvor druerne desuden afkøles.

Denne Via Edetana er lavet på 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Cariñena aka Carignan fra 25-40 år gamle vinstokke.  Hver druesort vinificeres hver for sig og lagres i 12 måneder på 300 liters brugte, franske egetræsfade, før man til sidst laver det endelige blend.

Saftig, mørk næse … vild lækker dybde, mørksorte kirsebær, lidt amaretto kirsebær, blommer, tør lakrids, blæk, grafit, mentol og så et bundt søde krydderier. Det er godt med velduft, mørk, masser af træ, våde fade, let kanel og streng syre.

Egentlig en meget fyldig, saftig og læskende vin med et godt, kraftigt bid. Syren er ikke så vild … mere flad og medgørlig på en nærmest venlig, rar men lidt bestemt facon. Tanninerne mærkes klart og får følgeskab af lidt tør bitterhed, mandler og syrlig frugt. Houlberg elsker sgu vinen med 4,5 fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7