2014 Castello di Volpaia, Vinsanto del Chianti Classico, Toscana, Italien

2014 Castello di Volpaia, Vinsanto del Chianti Classico, Toscana, ItalienVi sluttede til desserten med en sød dessertvin … en 2014 Vinsanto del Chianti Classico fra Castello di Volpaia … igen sendt undervejs af den charmerende og meget talende Frederica Mascheroni Stianti.

Frederica arbejdede egentlig oprindeligt med restaurering af gamle kalk- og oliemalerier, inden hun valgte at hjælpe familien på vingården. Og denne aften delte hun ud af sin viden omkring vingården, arbejdet med vinene og selvfølgelig de 3 vine, som vi smagte fra Castello du Volpaia.

Vinsanto del Chianti Classico er lavet på Trebbiano samt Malvasia Bianca del Chianti. Vin Santo, som betyder hellig vin, er en historisk toskansk vin, som stammer helt tilbage fra middelalderen. Det rygtedes dengang, at vinen blev brugt som et helbredende middel af en kendt mand fra Siena. Deraf navnet santo, som betyder hellig.

Hos Volpaia anvendes kun de bedste druer, som efter høst hænges til tørre i husets vinsantaia … et stort loftrum indrettet til samme formål. Der hænger de i 4-5 måneder uden at blive berørt inden druerne så presses og kommer i små caratelli egetræsfade, hvor vinen så gærer sammen med madre aka modervin … en rest fra tidligere Vinsanto produktion.

Derefter har vinen så lagret 5 år på de små egetræsfade, inden vinen så aftappes på flaske. Vinen har et sødme niveau med 112 gram restsukker pr. liter.

Næsen er nærmest tørrede abrikoser, overmodne nedfaldsæbler, nødder, akaciehonning, karamel og pænt med sødme. Det dufter sgu rigtigt godt. I munden har vinen egentlig – trods pænt med sødme – et frisk bid. Det er kryokoncentrerede æblemost med en krydret varme, salte nødder, lidt ild fra alkoholen og lidt bitterhed og selvfølgelig masser af sødme. Det smager fabelagtigt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 339 kr., men pt. er på tilbud til 279 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, ItalienFørste rødvin til Jysk Vins lille Winemaker’s Dinner var fra vinhuset Castello di Volpaia, som jeg skrev om tilbage i august. Her er det deres almindelige Chianti Classico, som dog slet ikke er så almindelig endda.

Vinen blev selvfølgelig præsenteret af Frederica Mascheroni Stianti, som også fortalte lidt om vinhuset, der ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti … men alt det kan du læse om i mit tidligere blogindlæg om husets 2016 Chianti Classico Riserva.

Dette er lillesøsteren … lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, som kommer fra markerne Campo a Pitti, Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Montanino, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia.

Markerne ligger i 400 – 570 meters højde og vinstokkene er plantet i periode mellem 1972-2004 i en jord med sandsten og ler. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og knust let inden gæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader med punch down to gange dagligt.

Derefter sker en efterfølgende maceration i 10 dage inden den malolaktiske gæring og lagring 14 måneder i 450-900 liter store slavonske egetræsfade.

Vinen har en etiket, som viser én af de 4 kirker, som i 1443 blev tegnet arkitekten Michelozzo di Bartolome og bygget indenfor bymuren af Castello di Volpaia fæstningen.

Næsen byder på en dejlig aroma, mørk, gæret, mælket og flæsket i udtrykket, lidt landlig, med tobak, eg, mentol og umiddelbart en lidt mørk og kraftig Chianti. Der er dog samtidig en lille syrlighed med tranebær, ribs, hindbær, kirsebær tilsat lidt svampe. Det dufter faktisk rigtigt godt.

Smagen er langt lettere end duften med en klar ren italiensk syre, pænt tør og har tætte og stramme tanniner. Meget direkte, ren, lys og fin frugt, meget ung og syrlig, men for pokker … det smager mægtigt godt og skræmmende god for en basis Chianti.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men pt. er på tilbud til 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Ramon Canals, Mont Paral Cava, Penedès, Spanien

2017 Ramon Canals, Mont Paral Cava Sec, Penedès, SpanienDen lille, eksklusive Jysk Vin Winemaker’s Dinner startede helt perfekt med et glas bobler … et glas af denne Mont Paral Cava fra vinhuset Ramon Canals.

Vinhuset ligger i Castellví de Rosanes omkring 25 kilometer nordvest for Barcelona i Penedès regionen i Catalonien. Det er oprindelig grundlagt tilbage i 1903 af Canals familien, men det var Miquel Canals Ollé, som – sammen med familien – startede med at lave egne vine, som blev solgt fra vingården i Castellví de Rosanes.

Det var i 1975, at det blev til et decideret vinhus med produktion af vin og cavaer, anført af Miquel Canals Ollé og sønnen Ramon Canals Llaverol, der også var uddannet ønolog. Da Ramon senere i 1978 giftede sig med MªÀngels Canals Duran blev vinhuset officielt navngivet Ramon Canals.

Det er i dag børnene Ramon og Marta Canals, som har overtaget driften, dog fortsat med hjælp fra Ramon senior. Ramon junior har en speciel forkærlighed for mousserende vine har bl.a. stået i lære hos Moet Y Chandon i Frankrig, men også arbejdet på vinerier i Californien, Østrig, New Zealand og England.

Vinhuset er også blevet en større historie og laver vine under flere appellationer i Spanien, nemlig DO Penedès, DO Cava, DOQ Priorat og DO Montsant.

Her er det altså deres Mont Paral Cava, som er lavet på de klassiske Cava druer Macabeu, Xarel.lo og Parellada. De to førstnævnte druer kommer fra den centrale del af Penedès, mens Parellada stokkene er plantet i den øvre del af Penedès. Vinmarkerne ligger fra 110 – 320 meter over havet og med en jordbund bestående af en kombination af ler og kalksten.

Vinificering sker separat for hver druesort og  med gæring i rustfrie ståltanke ved 16 grader. Andengæring sker i flaskerne, som ligger i knap 2 år ved 15-16 grader inden degorgering med tilførsel af dossage med 7 gram sukker pr. liter.

Duftmæssigt har vinen et lidt landlig side, svagt lidt blomster, fersken, æbler, toast, surdej, lemon, estragon og en lille sødme, som klart fornemmes. Smagsmæssigt er vinen fint cremet, god mousse, godt med æbler og æblemost samt fint syre/sødme balance, som virker meget behagelig. Her ender sødmen dog med at vinde kampen mod syren, men på en god måde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7