2017 Plaisir de Merle, Cellarmaster’s Selection 2nd Edition, Western Cape, Sydafrika

2017 Plaisir de Merle, Cellarmaster's Selection 2nd Edition, Western Cape, SydafrikaPlaisir de Merle var min gamle chef yndlingsvinhus og han kaldte altid vinene for kult. Så langt vil jeg nok ikke gå, men mindre kan jo også gøre det. Nu smager jeg et glas af deres 2017 Cellarmaster’s Selection 2nd Edition.

Vingården Plaisir de Merles historie går helt tilbage til 1687, hvor huguenotten Charles Marais og hans familie forlod Frankrig af frygt for religiøs forfølgelse og sejlede til Cape of Good Hope for at begynde et nyt liv. I december 1693 blev Charles Marais den første ejer af vingården, som er beliggende ved Drakenstein bjergene.

For at ære sit fødested kaldte Charles Marais gården Le Plessis Marly … dette er gradvist blevet ændret til Plaisir de Merle.  Efter hans død blev ansvaret overtaget af hans søn Claude, som førte sin fars traditioner videre og sådan fortsatte det i mange generationer, selvom ejerskabet via ægteskaber i 1800-tallet overgik til familien Hugo.

De solgte imidlertid vingården til Stellenbosch Farmers’ Winery i 1964 og dette foretagende – som nu hedder Distell Group Limited – driver fortsat i dag vingården.

De har dog investeret i en modernisering, bl.a. i 1993 en ny vinkælder, som betragtes som lidt af et arkitektonisk mesterværk samtidig med, at den er harmonisk og særdeles funktionel.

Man har bestræbt sig på at bygge en ny og moderne kælder, som samtidig ikke måtte skille sig for meget ud fra de øvrige bygninger på vingården, fx den gamle kælder, som er bygget i 1831 og hovedbygningen, som er fra 1823. Det har resulteret i, at Plaisir de Merle i dag fremstår som en utrolig flot og harmonisk vingård.

Distell Group Limited er et kæmpestort foretagende, som ejer en lang række vingårde, bryggerier og destillerier. Blandt deres vinhuse hører bl.a. Drostdy-Hof, Nederburg, Zonnebloem Wines og mange andre. Jeg har i alt optalt 19 vinhuse, 14 destillerier af whiskey, cognac og meget andre godt samt 3 bryggerier af øl og cider.

Plaisir de Merle er selv en ganske stor historie, da der ejes 974 hektar jord, hvoraf dog kun 400 hektar er vinmarker. Der dyrkes der sorterne Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, Cabernet Franc, Shiraz og Malbec.

Det moderne Plaisir de Merle er beliggende på de sydøstvendte skråninger af Simonsberg bjergene. Vingårdens højeste punkt ligger 500 meter over havoverfladen og det laveste punkt ligger 140 meter over.

Vinmager på stedet i dag er Neil Bester, som er ønolog fra University of Stellenbosch, hvorefter han arbejdede nogle år for Stellenbosch Farmers’ Winery efterfulgt af 3 år hos Nederburg samt et ophold hos Dr. Paul Pontallier på Chateau Margaux inden han fik arbejde hos Plaisir de Merle.

Her smager vi Neils Cellarmaster’s Selection 2nd Edition, som er lavet på et blend af 54% Cabernet Sauvignon, 28% Shiraz, 9% Cabernet Franc, 5% Malbec og 4% Petit Verdot. Vinen er efter endt fermentering lagret 16 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

Næsen er dyb, engelsk lakrids med blomsterstøv og krydderier oveni. Det er fed, mørk frugt, solbær, brombær, blommer, tobak, chokolade, vanilje, masser af træ, fade og cigarkasser. Der er klare bordeauxfile referencer og på en overbevisende måde, men så samtidig en lille snert eukalyptus.

I munden er det en rank, slank og tør vin, godt med tanniner, som aldrig bliver for dominerende, meget ren og direkte frugt, brombær, kirsebær, blommer, lækker syre, masser af fennikel, vanilje og fin balance. Det er klart 4,5 gode houlbergske fingre med pil op.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 125 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Tour Prignac, Médoc Cru Bourgeois, Bordeaux, FrankrigChâteau Tour Prignac ligger i den nordlige del af Médoc halvøen mellem byerne Lesparre-Médoc og Civrac-en-Médoc.Les Châteaux og er et Domaines Castels utallige vinslotte. Derfra smager vi nu deres slotsaftappede Médoc Cru Bourgeois vin.

Castel koncernen købte allerede tilbage i 1973 slottet, som er et af de største vinslotte på Médoc halvøen med ikke mindre end 300 hektar jord, hvoraf 144 hektar er tilplantet med vinstokke på en stor mark med 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot.

Château Tour Prignac er opkaldt det lille tårn, som pryder slottet og dets  historie går helt tilbage til 1500-tallet, hvor det fungerede som hovedsæde for Lesparre familien.

Det var også Seigneurie de Lesparre, der i 1856 udbyggede slottet og startede en større vinproduktion, bl.a. med de to vine – hvidvinen Tartuguière og rødvinen La Tour-Prignac.

I 1935 blev ejendommen solgt til den spanske hertug Duc Del Infantado og meget af vinavlen omlagt til almindelig landbrug, så vinproduktionen på slottet døde langsomt ud.

I 1973 blev slottet dog overtaget af Castel familien og de startede en omfattende renovering og modernisering og fik vinproduktionen tilbage på fode.

Château Tour Prignacs røde Médoc Cru Bourgeois har jeg tidligere smagt i både i årgang 2012 og 2015 … og sidstnævnte var jeg faktisk rigtig begejstret for.

Vinen her er lavet på 56% Merlot og 44% Cabernet Sauvignon, selvom forholdet svinger lidt fra år til år. Nogle år er det faktisk fifty-fifty. Det er vinmageren Yannick Gay, der laver vinen med rådgivning fra konsulenten Alain Raynaud.

Druerne kommer fra 10-15 gamle vinstokke, lavet med maceration i 25 dage, men Merlot druerne dog en anelse kortere tid. Lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye.

Igen er jeg overrasket over duften, som minder uhyggelig meget om 2015’eren med en lidt moden frugt, solbær, blommer, bananer, nogle balsamiske noter, lidt lakrids, lidt fadnoter, kanel og vanilje … men de er noget svagere end 2015’eren. Den er også knap som kraftig og voluminøs som  året før.

Smagsmæssigt er 2016’eren klart mere syrlig, meget ren og stram frugt, som heller ikke er så mørk. Vinen er knap så tilgængelig som i årgang 2015, mere stram, og selv tanninerne er meget vildt mere aggressive og efterlader munden meget tør. Jeg vil give 2016’eren nogle år i kælderen … den vil klart runde et par kanter af.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2014 Constantia Glen, Five, Western Cape, Sydafrika

2014 Constantia Glen, Five, Western Cape, SydafrikaVi sluttede den lille rundtur i vinene fra Constantia Glen med endnu en årgang af topvinen Five … 2014 udgaven af den Bordeaux inspirerede vin på de 5 klassiske druesorter.

Blendet er en smule anderledes end i 2015’eren, for her består det af de 5 druesorter med 28% Cabernet Sauvignon, 25% Cabernet Franc, 21% Merlot, 14% Malbec samt 12% Petit Verdot. Vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 80% nye fade og resten brugt 1 gang tidligere. Derefter er vinen efterlagret og filtreret let inden aftapning på flaske.

Nålen i kompasset peger igen mod Bordeaux, og i forhold til 2015’eren endda mere med lidt mere modenhed, dybde og power. Det er solbær, blåbær, blommer og egefade virker her også en tak mere tydelige, aromaerne mere fyldige og komplekse. Der er grafit, cigaræsker, tulipaner, vanilje og mælkechokolade.

Men det bedste er næsten smagen, som bare er ultrablød med en fed og nærmest gæret frugt. Igen er det solbær, blåbær og blommer med stor fylde, let sødme, brændte noter, lidt lakrids, men sammenlagt virkelig godt balanceret. Klart den bedste fra Constantia Glen og 5,5 af de houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 292,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Constantia Glen, Five, Western Cape, Sydafrika

2015 Constantia Glen, Five, Western Cape, SydafrikaTopvinen fra øverste hylde hos Constantia Glen hedder Five … og er også lavet på et klassisk Bordeaux blend. Den har den flittige vinblogger nu smagt i to årgange og starter med vinen i årgang 2015.

Five er helt passene lavet på 5 forskellige druesorter – hvor Three kun var lavet på 3 – og det er 33% Cabernet Franc, 19% Cabernet Sauvignon, 18% Petit Verdot, 17% Merlot samt 13% Malbec. Vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 75% nye fade og resten brugt 1 gang tidligere. Derefter er vinen efterlagret og filtreret let inden aftapning på flaske.

I 5’eren afsløres Bordeaux inspirationen også omgående, selvom den som hos 3’eren er en smule mere flommefed end den franske muse. Frugten er klart solbær, blåbær, blommer med lidt et marmelade touch og sød engelsk lakrids.

Selvom det er en kraftig næse, som virker frugten alligevel ganske frisk. Derudover er der en smule grafit, lidt cigarkasser og urter, men faktisk mere afdæmpet end i 3’eren. Samtidig fornemmes der her langt mere kraft og finesse.

Smagen er cremet, flæsket og mørk, men samtidig alligevel med virkelig friskhed i frugten, tydelige tanniner pakket fint ind i fedtet madpapir, power, fedme og en fin elegance. Syren er meget levende, der er stor dybde og samlet set en virkelig flot vin.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 292,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7