2013 Pecchenino, Langhe Pinot Nero, Piemonte, Italien

2013 Pecchenino, Langhe Pinot Nero, Piemonte, ItalienDenne fredags Spätburgunder hedder Pinot Nero, men et kært barn som Pinot Noir aka Spätburgunder, Blauburgunder eller Pinot Nero har jo mange navne. De klinger alle godt. Denne Langhe Pinot Nero kommer fra Azienda Agricola Pecchenino.

Pecchenino holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte. Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.

Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.

Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin.

Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning, som ligger smukt i det flotte piemontiske landskab.

Det er egentlig Orlando, som står bag denne vin, idet han altid har haft en fascination for Pinot Noir, hvilket har medført, at han flere gange årligt drager til Bourgogne for at smage og diskutere områdets vine med de lokale producenter.

Derfor ville han også prøve selv at lave vine på Pinot Noir, hvilket startede med udplantning på en lejet vinmark, hvor han kunne eksperimentere lidt. Men da resultaterne blev gode, så omplantede han i 2008 en af sine egne vinmarker. Imidlertid er vinen ikke længere på husets hjemmeside, så måske laves den slet ikke mere.

Vinen laves med udblødning i to dage, hvorefter gæringen sættes i gang ved 28 grader. Vinen lagrer  derefter i 18 måneder på 85% 2.500 liters egefade og 15% nye burgundiske 228 liters fade.

Og det dufter mer’ af Piemonte end af Pinot Noir. Der er helt klart piemontiske karaktertræk i næsen med roser, violer, stringent men let syre, et animalsk islæt med hospital, førstehjælpskasse og lidt mentol, mens frugten er svær at identificere, men er ikke helt lyse bær, men måske lidt kirsebær.

I munden er der dog masser af hindbærdrevet frugt, en smule kirsebær, men bestemt ikke ultra let i smagen. Der er godt med syre, men heldigvis ikke for meget. Der er et let peberbid, tørhed og moderate tanniner. Lidt sjovt med Pinot Noir, som tydeligt smager af Piemonte.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske kostede 119,45 kr. mod en normalpris på 235 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2016 Weingut Zuschmann Schöfmann, Muschelkalk Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2016 Weingut Zuschmann Schöfmann, Muschelkalk Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigMuschelkalk Grüner Veltliner fra Weingut Zuschmann Schöfmann smager bare forbandet godt og er nok en af de flasker vin, som er drukket hurtigst i det houlbergske hjem. Det siger vel også noget om vinen?

Weingut Zuschmann Schöfmann lyder mest som en kringlet alkoholtest, men bag det svært udtalte navn gemmer sig et totalt spændende lille vinhus, der jo helt passende ligger på adressen Winzerstrasse i den lille by Martinsdorf omkring 30 kilometer nordøst for Wien i området Weinviertel i Niederösterreich. Med andre ord i det højre hjørne af Østrig og lige op til grænsen af både Tjekkiet og Slovakiet.

Vinhuset drives af Else Zuschmann og Peter Schöfmann, der i 2009 overtog vingården fra Elses far. De ændrede driften til ren vinbrug og frasolgte de marker, som ikke var egnet til vinproduktion. Tilbage var der 16 hektar vinmarker, som i dag drives økologisk.

Ved overtagelsen vidste parret ikke, om det var muligt at dyrke druerne økologisk, men det gik ganske fint, hvorfor de i 2012 ansøgte om at blive certificeret, hvilket blev gennemført endeligt i 2015.

Weingut Zuschmann Schöfmann dyrker primært Grüner Veltliner, som fylder omkring 60% af produktionen, men derudover dyrker de også sorter som Zweigelt,  St. Laurent og Pinot Noir.

Denne Muschelkalk Grüner Veltliner er lavet med druer fra en parcel med muslingekalk, også kaldet limsten. Jordbunden er flintholdig og fossilrig og der er ikke meget næring at hente for vinstokkene. Derfor er udbyttet fra marken lavt, men til gengæld har druerne godt med kraft.

Mosten har gennemgået 4 timers maceration med drueskallerne. Gæringen har fået lov at starte spontant, altså med druernes naturlige gær. Lang kølig gæring på mellem 16 og 22 grader, og dernæst 6 måneders lagring på gærresterne – sur lige – og udelukkende i ståltank, Der er beskedne 2,5 gram restsukker pr. liter i vinen.

WTF var min første tanke, da jeg stak næsen ned i glasset? Er det Riesling, for der er ikke den sædvanlige peber, græs og selleri i aromaen, men i stedet en smuk, dyb inderlighed med lidt tropiske frugter, fersken og æbler, hvide blomster, svag citrus samt en snert timian. Det dufter sgu ganske formidabelt.

Duften ændrer sig dog med lidt varme i glasset, hvor aromaen bliver mere omfavnende samt en kende sødere. Personligt for mig fungerer den allerbedst forholdsvis koldt.

I munden er vinen bare smeltende cremet og smørlækker … det smager sgu ganske fantastisk. Det er både let, blødt, flot og sødbalanceret med en lille kalkholdig og mineralsk kant, som langsomt dukker frem ved flere sip af vinen. Drikbarhed = stor. Nydelse = stor. Det er Grüner Veltliner med fylde. Det er saftigt og smager freaking, fucking, forbandet godt. Drukket på 0 komma 0 fem. Far er sgu glad … meget glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., men du får 28% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 128,88 kr. Det er sgu en herlig pris for denne fabelagtige vin. Men en advarsel med det samme … 3 flasker bliver sgu hurtigt drukket.

Vinanmeldelse 6/7