2014 Njord Vingaard, Pinot Noir Précoce, Sjælland, Danmark

2014 Njord Vingaard, Pinot Noir Précoce, Sjælland, DanmarkNår Vinkreutzer siger det, så må det passe … Njord Vingaard laver måske Danmarks bedste rødvin. Jeg har ofte læst om det succesrige foretagende, men vinen er ikke sådan lige at få i glasset, men det var nu alligevel lykkedes, så vi i heat 4 skulle smage Pinot Noir Précoce fra Njord. Og så måtte jeg jo teste, om Herr Kreutzer er fyldt med vrøvl eller ej.

Det var sgu ellers lige ved at glippe, at vinen kom med i den store Frühburgundersmagning, men en ihærdig, vedholdende indsats fra Caspar Tribler gjorde, at vinen et par dage før smagningen alligevel kunne indskrives i det store felt Frühburgunder. Og Gud ske tak og lov for det.

Njord Vingaard ligger ved Holbæk … en 1,2 hektar stor mark, som fra 2010 er tilplantet med Pinot Noir Précoce aka Frühburgunder. Det lille og næsten hemmelige vinhus drives af Sune Albertsen, der vistnok selv bor inde i København.

Sunes vinmark har en hældning på 27 grader og er tilplantet med forskellige kloner af Frühburgunder, bl.a. klonerne GM4 og GM6 fra Ahr og udviklet på Geisenheim, kloner fra Weingut Julius Wasem i Ingelheim i Rheinhessen samt klonen ST180 fra Schloss Sommerhausen i Franken.

Og hver klon vinificeres hver for sig, alle klaser afstilkes 100% og klonerne er alle meget forskellige i udtrykket, hvilket Sune udnytter, når den endelig vin skal samles. Vinen lagrer – som det kan ses på billedet ovenover – i egefade og Sune bruger 33% nye fade til hver ny årgang.

Den første årgang fra Njord Vingaard var årgang 2013, som der alene blev produceret 838 flasker af. Denne 2014 er således blot Sunes 2. årgang, men det er virkelig spændende vin og det betyder også, at alt produceret vin er udsolgt eller reserveret på forkant.

Sune arbejder også med produktion af lidt mousserende vin samt vin på Pinot Noir, men det er svært at finde oplysninger om dette lille, hemmelighedsfulde danske vinhus. Men det er sgu en god lille hemmelighed.

I glasset er det er herlig lys og ufiltreret vin. Næsen er blomstereng, nærmest parfumeret og virkelig lys, let i duften. Det er ganske aromatisk med sæbe, jord, hindbær, ribs, rabarber, godt med fad og godt med vanilje, men alligevel med lethed og elegance. Woaw.

Smagen er virkelig frisk og sprød, og det gennemgående i smagen er letheden, hvor nogle om bordet synes, at det blev for letbenet. Det synes jeg ikke, for selvom vinen – indrømmet – virker pleasende, så elsker jeg den flydende lethed, svævende syre. Det smager da rasende godt. Jeg er nu officielt Njord fan.

Så Vinkreutzer var ikke helt beruset, da han skrev, at Pinot Noir Précoce fra Njord Vingaard måske er Danmarks bedste rødvin … jeg er slet ikke i tvivl. Vi strør 5 fede tomler med STOR pil op.

Købt direkte af Sune på Njord Vingård, og prisen ligger på 400 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Winzerei Lüttmer, Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg, Saale-Unstrut, Tyskland

2015 Winzerei Lüttmer, Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg, Saale-Unstrut, TysklandTrods min grosse liebe for tysk vin, så har jeg – så vidt jeg husker – aldrig smagt vin fra det lille, nordlige vinområde Saale-Unstrut i det gamle Østtyskland, men det afhjælper vi med en lille kultproducent, nemlig Winzerei Lüttmer og deres vin Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg.

Det lille hippieagtig vinhus drives af ægteparret Klaus og Christiane Lüttmer, der begge stammer fra Berlin, men ud af det blå besluttede at de ville lave vin. De ville dog ikke opgive bylivet i Berlin, så da de begyndte at kigge efter marker, så skulle de helst ligge så tæt på Berlin som muligt … og så faldt valget på det lille område Saale-Unstrut.

Efter et par års søgen, så fandt de i 2008 en lille parcel på 0,35 hektar på marken Weischützer Nüssenberg i Freyburg. Beliggenheden på på 51. nordlig breddegrad var god og undergrund med muschelkalk perfekt for dyrkning af rødvin, så de kunne plante deres ynglingsdrue Frühburgunder.

Og Klaus Lüttmer kalder også Frühburgunder for en diva, som kræver meget arbejde, men også giver gode resultater, hvilket bl.a. medførte, at det lille vinhus allerede i 2013 fik guldmedalje for deres 2011 Frühburgunder Maxim ved kåringen af bedste vin for området.

I dag har parret samlet 1,7 hektar, idet de også har købt en parcel på marken Vitzenburger Schlossberg, hvor de udover Frühburgunder nu også har tilplantet 0,6 hektar med Riesling og Spätburgunder.

Til produktionen af vinene har Lüttmer lejet en gammel stald ved Weischütz, men da der jo er en pænt stykke fra Berlin til Weischütz, så har de også lejet en lille lejlighed, som de kan bruge som base, når der skal arbejdes i markerne eller stalden.

De lokale kalder Klaus Lüttmer for den skøre berliner, for han laver ikke vinene traditionelt, men efter sit hjerte … og han er meget stolt af sine vine.

Han er fra 2015 begyndt at kalde sine 2 vine på Frühburgunder for Herr Lüttmer og Frau Lüttmer, hvor den første selvfølgelig er topvinen. De er derudover forsynet med en moderne etiket med et foto af enten Klaus eller Christiane i cool, moderne stil, således de ligner et par eftersøgte medlemmer af Rote Armé eller en fransk Film Noir fra 1970’erne.

Det er sikkert god markedsføring … hvilket de styrer med hård hånd fra deres Berlin tagterrasse lejlighed i Willdenowstraße … headquarter for det hippe vinhus.

Denne Herr Lüttmer Frühburgunder S Weischützer Nüssenberg er selvfølgelig lavet med druer fra deres markstykke ved Weischütz. Jeg har ikke fundet nogle oplysninger om, hvordan vinen er lavet, men dog snuset mig frem til, at S’et betyder, at vinen i forhold til Frau Lüttmer har lagret længere tid på egefade.

I næsen er det også lidt en afart af Frühburgunder, for her er der sgu ingen lethed, men i stedet er der dømt saltlakrids, svovl, urter og bærrene også mørkere end forventet. Den virker umiddelbart lidt stram i betrækket og er slet ikke en let vin.

Alligevel føles vinen smagsmæssigt et lille step op fra Hjelm, men smagen følger egentlig ganske pænt duftindtrykket. Der er saltlakrids, mineraler, kirsebær og virker lidt hård samt enkel i udtrykket. Pænt stærk, powerfuld og er der også en snas alkohol i eftersmagen?

Forhandles bl.a. af Jakob hos Viniversa, hvor en flaske vistnok koster omkring 350 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7