2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, Frankrig

2014 Domaine Vignobles Pichon, L´Elephant Ventoux, Rhône, FrankrigNår vi nu er ved elefanter og har snablen godt nede i glasset, så lad os fortsætte med denne L´Elephant Ventoux fra vinhuset Domaine Vignobles Pichon aka Domaine Le Mur-Mur-Ium, der ligger i byen Mormoiron omkring 20 kilometer øst for Orange.

Vinhuset blev grundlagt i 2008, da Marc Pichon købte Domaine le Murmurium i Côte de Ventoux sammen med hans danske hustru Anne. Imidlertid omkom Marc desværre i en tragisk bilulykke i 2016, så i dag drifter Anne Pichon vinhuset videre sammen med børnene.

Da Marc og Anne købte vingården i 2008 bestod den af 13 hektar beplantet med vinstokke, men på grund af Marc store ihærdighed og ambitioner voksede vingården til omkring 65 hektarer med nogle af de bedste marker op til Chateau Pesquie samt på sletten lige ned for Mount Ventoux.

Her dyrkes vin på de traditionelle druer Grenache, Syrah samt Merlot. Til fremstilling af de hvide vine bruges Roussanne, Viognier samt Muscat druer. Den årlige produktion er på omkring 230.000 flasker vin, som primært sælges i Danmark og indtil sin død besøgte Marc Pichon ofte Danmark.

Alle vinmarker dyrkes efter økologiske metoder uden brug af kemikalier eller pesticider og jorden bearbejdes manuelt. Derudover er al høst med håndkraft og hver sort vinificeres separat.

Det vigtigste mål på Domaine Vignobles Pichon er at opretholde en stil af rige, modne og håndlavede vine gennem omhyggelig pleje af vinmarkerne, lave udbytter og sen høst. Alle afgrøder er 100% afstilkede.

Her er det husets L´Elephant Ventoux i årgang 2014 og dermed lavet af Marc Pichon himself med vinificering i 50 hektoliter cementtanke ved lav temperatur for at opnå en lang udblødning og med to blide overpumpninger dagligt. Det er selvfølgelig 100% Grenache, som det også fremgår af etiketten og kommer fra gamle stokke.

Fermenteringerne strækker 3 til 4 uger med en langsom progressiv stigning i temperaturen for at ekstrahere en meget fin tannin struktur. Den malolaktisk gæring og ældning finder sted dels i egetræsfade, men for det meste i cementtankene.

Næsen er bløde og milde blommer, brombær, blåbær, modenhed, sødme, kanel og mørk chokolade. Der er vist dømt pleaser eller en vin målrettet det danske publikum. Men det smager rigtigt godt, meget saftigt, modent og med en kende sødme, blæk og kul. Det er virkelig cremet, blødt og rundt. Meget drikkevenlig vin.

Forhandles af Vinsalget, hvor en flaske koster 100 kr., men du kan få en kasse med 6 flasker for 495 kr. Denne her var dog en magnum, som selvfølgelig koster lidt mere.

Vinanmeldelse 4/7