2012 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2012 Weingut Peter Kriechel, Marienthaler Rosenberg Frühburgunder, Ahr, TysklandNoch Mehr Frühburgunder? Og svaret er selvfølgelig et rungende ja, specielt når det kommer fra Ahr som denne Marienthaler Rosenberg Frühburgunder fra Weingut Peter Kriechel, en lille familiedrevet vingård, som ligger ved byen Bad Neuenahr-Ahrweiler.

Weingut Peter Kriechel har eksisteret i mere end 60 år. Vingården blev nemlig grundlagt af Peter Kriechel, som i mange år leverede druerne fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ. I 1952 besluttede han imidlertid at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de udvidede løbende ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården.

I dag er Ernst fortsat med i driften sammen med 3. generation i form af Markus Kriechel, Michael Kriechel, Gerd Kriechel og Peter Kriechel Junior. Markus er dog trådt ud af driften på grund af sygdom, så det er reelt Peter Kriechel Junior, der forestår ledelsen.

Sammen med vinmageren Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk og efter sigende den største private, familiedrevne vingård i Ahr.

Det er i øvrigt Ernst Kriechel forenden af bordet på billedet ovenfor, Peter Junior i den ternede skjorte med broderen Michael i den blå samt fætteren Gerd Kriechel længst til venstre.

Weingut Peter Kriechel ejer bl.a. markerne Rosenthal, Steinkaul, Herb Berg, Himmelchen, Pfaffenberg, Schieferlay og Sonnenberg … og de har faktisk primært tilplantet med røde druer, som fylder 85% af den samlede produktion.

Det er primært rødes sorter som Spätburgunder, Frühburgunder, Portugieser, Dornfelder, Regent og Domina. Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Kriechel har samlet 4,5 hektar med druesorten, fordelt på 11 forskellige parceller. Michael Kriechel har udtalt, at Frühburgunder er vigtig for dem, da druen netop trives på de marker, hvor Spätburgunder vil ha’ det svært.

Deres bedste Frühburgunder marker er Walporzheimer Pfaffenberg og Marienthaler Rosenberg, hvor de plantede vinstokkene for omkring 25 år siden. Og det er jo netop sidstnævnte marl, som jo har givet druerne til netop denne vin, som er fra husets serie af de bedste vine … en serie de selv kalder Kultweine.

Vinen lagrer mindst 14 måneder på franske barriques og den er netop den vin, som Kriechel fik en 3. plads med i 2015 ved kåringen af Ahrs bedste Frühburgunder, mens vinen året efter fik førstepladsen i kåringen af bedste Frühburgunder. Den har 2,4 gram restsukker pr. liter … blot til info.

Igen er næsen lidt mørkere end forventet … det gælder egenligt både udseende og duft. Frugten er ikke helt kogte bær, men dog meget modne bær, blåbær, hindbær, blæk, bacon, røget kaffe, chokolade, mineraler, egefade og vanilje. Men selvom det ikke er en feminin vin, så dufter den ganske godt.

I munden er det en virkelig sammenhængende vin med en vis substans. Syren er mere grøn, men moden og der er kraft i samspil med en silkeblød og cremet smag. Der er ristede noter, peber og mineralsk bid.

Importør er Carlsen Vin, hvor en flaske i nyere årgang koster 449 kr.,

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Weingut Philipp Kuhn, Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve, Pfalz, Tyskland

2012 Weingut Philipp Kuhn, Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve, Pfalz, TysklandMed næste Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve bliver vi i Pfalz, nemlig hos Weingut Philipp Kuhn, der ligger i byen Laumersheim omkring 10 km. nordøst for byen med der herlige navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.

Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker.

Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter. De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hektoliter pr. hektar.

Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.

Lokalt kaldes han Der Philipp, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et ungt talent i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter.

Da han modtog Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5. år i streg én af det store tyske vinpriser. Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.

Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser.

Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.

Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter.

Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.

I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.

Vinene er opdelt i serierne Gutsweine, hvor flaskerne har blå hætte, Ortsweine, hvor farven er sølv og endelig Große Gewächse, hvor toppen af flaskerne er guldfarvet.

Denne Grosskarlbacher Frühburgunder Reserve har sølvfarvet top, og er således en Ortswein, hvor Kuhn alene accepterer et udbytte på op til 60 hektoliter pr. hektar. Det kan man nu tvivle på, at han kan få ud af de sarte Frühburgunder drue.

Druerne afstilkes og så sker gæringen helt traditionelt over et par uger i store træfade og en periode med skallerne. Derefter lagrer vinen i en kombination af barriques og store træfade i 16-20 måneder. De bedste Lagenweine lagrer også delvist på nye fade, men det gælder altså ikke denne vin.

Alligevel er der godt med fad i næsen. Det er eg, fad, power og vanilje presset helt ud i frugten. Det virker meget fedt, modent og kraftigt i duften, og jeg tænker, at vinen måske er på sit højdepunkt netop nu. Frugtmæssigt er det kirsebær. blommer, men der er også lidt lakrids samt søde krydderier.

I munden er der også saft og kraft, meget tæt i strukturen og det lidt varmere område kan næsten smages. Trods tætheden og intensiteten, så er der også en via elegance, blødhed og vinen er nærmest cremet, lækker og har et fin bid med lidt peber.

Nur Wein er dansk importør, men ser umiddelbart ikke ud til at have denne. I Tyskland koster vinen 23,25€ eller omkring 173 kr.

Vinanmeldelse 5/7