2015 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Meyer-Näkel, Frühburgunder, Ahr, TysklandMeyer-Näkel er også et af tophusene i Ahr, så derfor var lidt Frühburgunder fra dem også et must til en smagning af de herlige dråber.

Weingut Meyer-Näkel har eksisteret i 5 generationer, men i dag er det Werner Näkel, som driver vingården med dens 13,1 hektar vinmarker sammen med sin kone Claudia og døtrene Meike og Dörte. Werner var ellers startet som matematiklærer i gymnasiet, men i 1982 tog han springet ind i familieforetagendet, og det har han gjort med manér.

Fra og med årgang 1983 har Werner eksperimenteret med brugen af barriques, en disciplin han i dag mestrer til fuldkommenhed.

Han har fået tilplantet markerne med de rigtige kloner af Spätburgunder og er så ellers startet det møjsommelige arbejde med at få nedbragt høstudbytterne og derigennem skabe mere fyldige vine med en mere udtalt frugtighed.

Samtidig har han omlagt hele produktionen i markerne, således der ikke bruges sprøjtegifte eller industriel gødning.

Allerede i 1987 brød han igennem på den tyske vinscene og anerkendes i dag som værende én af de allerbedste producent af Spätburgunder og Frühburgunder i landet.

Siden har han gået sin sejrsgang i den tyske vinpresse, hvor hans vine har taget smagningerne med storm. I 2001 havde han den bedste rødvin i Gault Millau og blev i bladet Feinschmecker kåret til årets producent.

For sin kollektion af vine fra 2002 blev han af Gault Millau kåret til Winzer des Jahres 2004, efter at have haft 6 vine der blev rated 90 point eller bedre. På sine 13,1 hektar laver han små 100.000 flasker vin hver år og flaskerne bliver nærmest revet ud af hans hænder, når de frigives i april og september.

Denne Frühburgunder er én af husets 2 vine på Frühburgunder og vel en Gutsweine, som er lavet med druer for forskellige marker med undergrund af grå skifer, klipper og forvitret sand. Vinen er lavet med lagring på dels brugte barriques samt store egefade.

Næsen er præget af stor syrlighed og er samtidig grøn, urtet med gazebind, hindbær, kirsebær, blåbær, eukalyptus samt røg, lidt kaffebønder og en smule blomster. Den virker umiddelbart lys og ukompliceret.

I smagen går det grønne igen, men er alligevel utrolig let med hindbær i frugten, Den gør ikke det vilde væsen af sig, men smager godt, meget direkte og let.

Meyer-Näkel forhandles herhjemme af Ditvinhus, men denne er ikke i sortimentet. Denne flaske er købt på weine.de, hvor prisen er 17,90€ eller omkring 133 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Rudolf Fürst, Burgstadter Berg Frühburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Rudolf Fürst, Burgstadter Berg Frühburgunder, Franken, TysklandWeingut Rudolf Fürst er vel nærmest rødvinskonge i Franken eller i hvert fald i den øverste liga, så selvfølgelig skulle vi smage en Burgstadter Berg Frühburgunder fra vinhuset.

Weingut Rudolf Fürst holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz. Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene.

Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade. Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Weingut Rudolf Fürst er nok sammen med Weingut Stadt Klingenberg topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Jeg har tidligere smagt flere vine fra Fürst, bl.a. en 2013 Bürgstadter Spätburgunder, som jeg var endda meget begejstret for og gav 6 fede tommelfingre.

Nu er det Fürst’s Burgstadter Berg Frühburgunder, hvor druerne – så vidt jeg kan se – kommer fra Erste Lage marken Lobenberg, som er en del af Bürgstadter bjerget og tidligere en del af marken Centgrafenberg inden klassificeringen til Grosse Lage.

Vinen er fremstillet i store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af modning i barriques fra Bourgogne i 12-20 måneder inden vinen ufiltreret fyldes på flasker.

I glasset er vinen langt lysere og transparent end jeg normalt lige forbinder med Franken, og næsen virker også lettere med lidt kål, hindbær, jordbær, vanilje og en nærmest flyvende sødme … meget rundt, blidt og blødt.

Der er også både hindbær og jordbær i munden, fin lethed og virker samtidig luftig i udtrykket. Der er bestemt også grønne elementer, som vi klart forbinder med Franken, men slet ikke i samme omfang og mere feminin, svævende og fint. Tanninerne er sgu også fine og bider ikke jeres vinblogger på nogen måder og samlet en ganske elegant vin, som dog ikke helt når deres Spätburgunder.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men denne vin kan ikke lige ses i sortimentet. I hjemlandet koster vinen 29,50€ ,.. svarende til 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7