2013 Weingut Friedrich Becker, Spätburgunder B, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Friedrich Becker, Spätburgunder B, Pfalz, TysklandGensyn med en gammel flamme … så bliver man altid blød i knæene, får savl ved mundvigen og bliver en kende opstemt. Sådan har jeg det, når jeg hælder lidt Spätburgunder B fra Weingut Friedrich Becker i glasset. Det er en vin, som jeg tit har drukket … selvfølgelig i ældre årgange.

Vi er i den allersydligste del af Pfalz, hvor vi i byen Schweigen – helt tæt ved grænsen til Frankrig – finder Weingut Friedrich Becker, der i de seneste år har opnået en position som Tysklands førende producent af store røde vine på Spätburgunder.

Manden bag denne succeshistorie er den stædige, visionære, kantede, men samtidig charmerende og varme Fritz Becker. Igennem mere end 4 dekader har hans vedholdenhed og stædige tro på egne ideer båret vingården frem til den nuværende position.

Pfalz var tidligere kendt for sine frugtige og søde vine. Folk rynkede på næsen, da Fritz Becker begyndte at lave tørre vine, men stædig i sin tro blev han ved. For mere end 40 år siden plantede han Pinot Noir vinstokke på den franske side af grænsen, som løber gennem Kammerberg vinmarken, der dog vinmæssigt tilordnes den tyske by Schweigen.

Derfor har man den parodoksale situation, at nogle af Becker’s bedste marker ligger i Frankrig, men dog giver nogle af Tyskland bedste Spätburgundere – deriblandt de efterspurgte Grosses Gewächs vine og topvinen Pinot Noir Tafelwein.

Sidstnævnte er kun klassificeret som en bordvin på grund af de stive tyske regler, som ikke tillod brugen af barriques, da man begyndte at arbejde med disse for knap 20 år siden.

I mellemtiden er reglerne på dette punkt ændret, men vinens navn minder stadig om en af de forhindringer, der blev sat for Becker, og som har stået på vejen til vingårdens nuværende status. Beckers Tafelwein blev da også 7 år i træk kåret som årets bedste tyske rødvin af Gault Millau.

Siden 2004 har vingården gennemgået et generationsskifte. Den gamle Fritz og kældermesteren Stefan Dorst støtter i dag sønnen Fritz junior, som har overtaget styringen af arbejdet i vinmark og kælder. Fritz junior er selvlært og en af de mest lysende talenter på den internationale vinscene. Hans resultater er imponerende og hans Pinot Noirs fremstår nu som nogle af Tysklands store vine.

Jeg har tidligere drukket Beckers Spätburgunder Sankt Paul, den legendariske Pinot Noir Tafelwein samt hans almindelige Spätburgunder og såmænd også tit denne Spätburgunder B, så jeg har altid store forventninger til vinene fra dette dejlige vinhus.

Spätburgunder B er lavet med druer fra marker omkring Schweigen, og både fra den tyske og franske side. Vinstokkene er mellem 14 til 35 år og undergrunden rig på kalksten.

Druerne høstes manuelt, afstilkes og gærer på skallerne 2-3 uger i åbne egetræsfade. Efter endt fermentering lagrer vinen 16 måneder i brugte barriques, mens aftapning sker uden klarering eller filtrering af vinen. Vinen er meget tør med alene 0,1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det en lidt mørkere Spätburgunder … dog fortsat med noter af animalsk stald, blot ikke lys og sødlig, men kølig, mørk og fugtig. Er måske en kende lukket i duften og slet ikke så givende, som jeg normalt husker vinen. Frugten er ribs, blåbær og hindbær all-together samt røg, grannåle, tobak, skovbund og en snas krydderier.

I munden er vinen en streng og irettesættende Spätburgunder og alderen mærkes ingenlunde, for det smager af ung, frisk frugt med både surhed og mørk syre. Det suppleres af krydderier, faste tanniner, kalk og er ellers voldsomt tør.

Købt i Tyskland på weine.de til 16,50€ … svarende 123 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandFra Thörle til Wöhrle. Med næste vin – selvfølgelig også på Spätburgunder – rykker vi til adressen Weinbergstraße i byen Lahr ved Schwarzwald i Baden omkring 15 kilometer syd for Offenburg, hvor vi finder Weingut Wöhrle.

Vingården hed oprindelig Weingut Stadt Lahr og var grundlagt tilbage i 1943, som et stats- og kommuneejet vinhus, men byen havde svært ved at få økonomi i produktionen. I 1978 besluttede kommunalbestyrelsen derfor, at driften skulle ophøre, hvorfor Lahrs borgmester Philipp Brucker i 1979 spurgte Hans Wöhrle, om han ikke ville leje og drive vinhuset videre.

Hans og hustruen Monika Wöhrle drev i forvejen et mindre vinbrug, men de lejede vinhuset Stadt Lahr og sammenlagde driften med deres egen vingård. Sådan drev de Stadt Lahr frem til 1997, hvor de købte vinhuset og de omkring 5 hektar statslige vinmarker blev samtidig lejet på langtidskontrakter.

I dag udgør vinmarkerne omkring 18 hektar spredt ud på ikke mindre end 60 parceller, som ligger på sydvendte skråninger i den lille dal, der ved Lahr nærmest skærer sig ind i Schwarzwald.

Blandt markerne findes bl.a. Großes Gewächs markerne Lahrer Herrentisch, Kirchgasse og Gottsacker. Siden 1991 har vinhuset været drevet økologisk … altså i over 25 år, hvilket er ganske imponerende.

I dag er driften overtaget af Hans og Monikas søn Markus Wöhrle og svigerdatteren Tanja, men forældrene hjælper stadig til med vinproduktionen. Det er i øvrigt Markus i kan se på billedet ovenover sammen med hans yndige hustru Tanja.

Markus er uddannet ønolog og har tidligere arbejdet i fire år som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Efter overtagelsen af driften i 2013 har Markus nu droppet navnet Stadt Lahr, så fra 2013 sælges alle vinene som Weingut Wöhrle. Jeg har tidligere drukket denne deres Spätburgunder Gutswein i årgang 2011, men der stod der altså Weingut Stadt Lahr på etiketten.

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til årets vinmager i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. Han er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist.

På Weingut Wöhrle dyrker Markus nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten – faktisk hele 80% – på burgunder sorterne, altså henholdsvis Spätburgunder, Weißburgunder samt Grauburgunder, men også lidt Müller-Thurgau, Chardonnay og Riesling.

Denne Spätburgunder er huset røde Gutswein, som er lavet med druer fra en række af husets marker, har gennemgået 10 dages macerering inden gæring, hvorefter vinen har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Uha … den dufter da vildt godt og farer lige i dit fjæs. Der er både bacon, kød, banan, modellervoks, sødme, kirsebær samt godt med eg, kanel og lidt mynte, lakrids og en dusk grønne urter og en afbarket gren. Der er fart på drengen og potensen i 5. gear.

I munden er vinen fyldt med saftighed og drikkeglæde … lidt hvalpet og pleasende, men sådan bliver det jo, når hvalpen er i teenageårene. Udover det fyldige, det varme og det modne, så er der en svag bitterhed, lidt jern, grønne grene, landlig syre, men ellers er vinen blid, blød og venlig som en ekspedient hos Jysk. Hvad sku’ der ellers være? Intet, jeg er tilfreds.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr., men du får 28% rabat ved køb af 3 flasker, hvorved prisen så bliver 128,88 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7