2014 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder Suez, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Reichsrat von Buhl, Spätburgunder Suez, Pfalz, TysklandMan ka’ faktisk godt drikke Spätburgunder, selvom det ikk’ er fredag. Ja faktisk kan man altid drikke Spätburgunder i det houlbergske hjem og her har vi endnu en af slagsen fra Weingut Reichsrat von Buhl, nemlig deres Spätburgunder Suez.

Weingut Reichsrat von Buhl, som holder til i byen Deidesheim i Pfalz og er anerkendt som et af Tysklands dygtigste vinhuse. Hvem ved, måske er det byen, som giver inspiration, for det er også her, at man finder forhenværende kansler Helmuth Kohls yndlingsrestaurant Der Schwarzes Hahn. Med noteringer på helt op til 98 point har von Buhl for længst bevist at de kan lave stor vin.

Weingut Reichsrat von Buhl er grundlagt tilbage i 1849 af Franz Peter Buhl, men det var speciel under ledelsen af sønnen Franz Armand Buhl, at vingården fik sin succes.

Armand Buhl styrkede gårdens renommé, og i hans æra vandt von Buhl mange nationale og internationale anerkendelser. Armand blev kåret til Reichsrat af Kong Ludvig II og var gode venner med Otto von Bismarck. Både Reichskanzler Bismarck og musikkeren Felix Mendelsson Barthodly har i tidens løb lovprist vinene fra  Weingut Reichsrat von Buhl.

Von Buhl’s vine er endda blevet serveret til Dronning Elizabeth, the Queen Mother’s hundredeårs fødselsdags frokost i London og til åbningen af Suez-kanalen i 1896, hvilket faktisk er årsagen til, at der er lavet en serie af vine som hyldest til den begivenhed, herunder altså denne Spätburgunder Suez.

I dag er vingården ejet af forretningsmanden Achim Niederberger fra Neustadt og har siden 1989 været udlejet til et driftsselskab, som ejes af to japanske forretningsmænd, gårdens direktør Stefan Weber samt salgschefen Christoph Graf. Stefen Weber er samtidig én af Tysklands mest kompetence vinmagere, og har bl.a. en fortid fra Müller Catoir.

Reichsrat von Buhl ejer nogle af de bedste vinmarker i Pfalz. Kirschenstück, Jesuitengarten, Pechstein, Ungeheuer, Stift og Reiterpfad er blot nogle af dem. Faktisk er hele 41% af von Buhls vinmarker klassificeret som Erste Lagen – 1. Lage, Die Großen Gewächse. Paradies für Edelweine bliver denne region også kaldt.

Vingården har i alt 62 hektar vinmarker, som siden årgang 2008 har været drevet og certificeret økologisk. Omkring 90 % af markerne ved Deidesheim, Ruppertsberg og Forst er beplantet med Riesling, og det er da også de hvide vine, som Weingut Reichsrat von Buhl er mest anerkendt for.

Men udover Riesling dyrker vinhuset også sorterne Scheurebe, Spätburgunder, Rieslaner og Gewürztraminer, men derudover også en smule Weißburgunder, Grauburgunder, Muskateller, Sauvignon Blanc og Chardonnay.

Denne Spätburgunder Suez er en af husets Gutsweine, altså billigere vine, men dog klart husets dyreste rødvin. Druerne kommer ikke fra en enkeltmark, men vinen mere skal repræsentere druesorten og vinhusets stil. Druerne er dyrket økologisk, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen … udover en stor tørhed med alene 0,1 gram restsukker pr. liter i vinen.

I glasset er vinen en kende mørkere end jeg egentlig foretrækker, men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke er god Spätburgunder, men næsen er dog også klart til den mørkere side med sorte kirsebær, brombær, eg, kanel, røg, grannåle, nelliker, fersk kød, saltvand, hav og slet ikke en typisk Spätburgunder. Her er der ingen feminin lethed og sød animalsk stald.

Det smager også anderledes … syrlig, bittert og kræver et lille host til at starte med. Her er der syre og ingen mildhed. Det stritter, men ikke på en let, mineralsk og ren måde, men med eukalyptus, saltlakrids og bitter frugt.

Det er tørt, virkelig kantet, halvskævt og en kende ufremkommelig. Arghhhh. Måske nærmest lidt Franken i stilen … eller nærmere Frankenstein dystert. Det er virkelig tæt og stramt i tanninerne. Denne vin kræver både tålmodighed, tilgivelse og et godt brækjern.

Købt på Weine.de, hvor en flaske koster 24,90€ … svarende til 185 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7