Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2019 Gut Wilhelmsberg, Rosé Trocken, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Rosé Trocken, Franken, TysklandInden de 5 vine fra Weingut Heid, så sluttede vi lige Gut Wilhelmsberg smagningen med denne 2019 Rosé Trocken.

Selvom det er en lille Gutswein, så kommer alle druerne faktisk fra én enkelt mark … Kitzinger Wilhelmsberg. Der har vinhuset også vinstokke med Portugieser, Domina samt Spätburgunder og flere af stokkene er endda op til 40 år gamle.

Vinen er lavet vel en proces, hvor en del blot presses, mens en anden del først moses efter Saignée metoden og der så trækker nogle timer med skinet, hvorved der frit løber 10-20% af mosten automatisk uden pres.

Ordret Saignée kommer jo fra ordet saigner, som betyder at bløde, idet rødvinsmosen dræner og derved  “bløder” saften og den saft har en rødlig farve og gæres yderligere for at fremstille rosévinen. Her er gæringen sket ved 15 grader og vinen har 5,9 gram restsukker.

Duften er sådan lidt øko … en landlig, syrlig aroma med hyben, røde stikkelsbær, jordbær, karamel, lavendel, tørrede violer, rooibos-te og nogle jernagtige og værkstedsagtige noter, en våd brugt vaskeklud og grønne urter.

I munden er der en syrlig bandit … masser af citron, grape, umodne jordbær, ribs og tranebær. Der kommer lidt grape bitterhed, som er god til at fylde meget i munden, men frisk er denne rosé sgu. Det er ikke så kompliceret eller dybt, så bare 1 – 2 – 3 – drik.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2019 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Silvaner Trocken, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Silvaner Trocken, Franken, TysklandVi fortsatte med endnu et Gut Wilhelmsberg Ortswein og det var husets Kitzinger Silvaner Trocken i årgang 2019.

Men man kunne såmænd også godt kalde det en Lagenwein, for Silvaner druerne til vinen er udelukkende fra kalkstensrige Kitzinger Wilhelmsberg.

Vinen er lavet ved, at druerne først har fået en 48 times blid udblødning/maceration, hvor der gives lidt struktur til vinen. Så har vinen gæret ved 18 timer på både rustfrie ståltanke og 500 liters franske 500 liters Tonneau egefade.

Sådan har vinen så også lagret i 12 måneder inden endelig sammenstikning og aftapning på flaske. Vinen har 1,8 gram restsüße aka restsukker pr.liter.

Duften er lidt våd, intens og sødkrydret med en lidt eksotisk frugt som papaya, melon, fersken, masser af bløde pærer og svagt grape, cedertræ, røg, tør jord … men ellers ikke så meget mere, men dog langt mere tæt og intens end den almindelige Silvaner.

I munden er der også lidt mere tyngde, hvorved vinen ikke bliver helt så flad. Der er mere krop, mere syre og mere frugt, melon, fersken og flere tropiske frugter. Svagt kommer der også lemon og grape, men samlet er der sgu god balance og en virkelig anstændig Franken Silvaner.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Riesling Kabinett, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Kitzinger Riesling Kabinett, Franken, TysklandNæste vin var skam også en Ortswein, for det var nemlig Gut Wilhelmsbergs Kitzinger Riesling Kabinett.

Det er vin, hvor druerne kommer fra forskellige marker i Kitzingen. Druerne høstes ved håndkraft, hvorefter de bringes til vineriet og presses med det samme.

Vinen spontangærer derefter i næsten 5 uger og afbrydes så, hvorved vinen for restsødme. Og der restsüße – restsødmen -ligger på 18,8 gram pr. liter.

Duftmæssigt er vinen sådan lidt sødkrydret, spidskommen … melon, fersken, hyld og virker lidt flad eller punkteret. Der er måske et svagt aftryk af lidt nødder, men meget neutral og syresvag.

I munden er der lidt mere skik på tingene, for der er skam syre i vinen, hvilket suppleres af en lidt jernagtig, småbitter sødme, men det hele dog bliver lidt kluntet. Der er citroner, syltede citroner, lidt fersken og så en sød note … det fungerer ikke helt for mig.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Minimalist Trocken, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Minimalist Trocken, Franken, TysklandNetop som jeg troede, at jeg havde helt styr på vinene fra Gut Wilhelmsberg, så overrasker Markus Heid og Lukas Herrmann med denne Minimalist Trocken, der en orangevin. WTF?

Det en vin lavet på en kombi af Silvaner og Roter Traminer … den sidste kender vi mest under navnet Gewürztraminer. Og så er det jo bare skindfermenteret som i gamle dage. Det kræver minimal indgriben i kælderen, ingen filtrering og kun lidt svovl.

Minimalist er et Ortswein og druerne kommer alene fra marken Kitzinger Wilhelmsberg. Vinen er lavet ved, at druerne er afstilket og placeres i 1.300 liter baljer, hvor vinen så bare spontangærer og blot bliver omrørt to gange dagligt. Når gæringen er slut, så får den også en malolaktisk gæring og blev så flasket ufiltreret med en minimal dosis svovl på 20 mg  pr. liter. Har 0,1 gram restsukker.

Næsen er sådan meget hybenagtig … overrasker virkelig, for det er en multo speciel duft. Der er gæret æblesaft og kraftig duft af jord, muldjord, gammelt træ, nødder og samtidig virker den ultra vegansk, varm, gæret suppleret med nødder samt en lille sød/syrlig note.

I munden er vinen sådan lidt flad … lidt saftet og syrefattig, men egentlig meget smagfuld. Den er moden, har æbler, gærede æbler, abrikos, hyben, grønne valnødder, søde krydderier og har en lang, sødkrydret og behagelig eftersmag.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Gut Wilhelmsberg, Silvaner, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Silvaner, Franken, TysklandHvis en Riesling Gutswein kaldes en Gutsriesling, så kan denne Silvaner fra Gut Wilhelmsberg vel også kaldes en Gutssilvaner? Men den er under alle omstændigheder nu havnet i mit vinglas …. kold, duggende og indbydende.

Den er lavet med Silvaner druer fra 3 vinmarker og det er nemlig både  Wiesenbronner Geißberg, Kitzinger Hofrat og Kitzinger Wilhelmsberg.

Vinen er lavet med en udblødning/maceration af druerne i op til 96 timer, hvorefter de er presset   og så overført til ståltanke til spontan gæring ved omkring 18 grader og uden efterfølgende malolaktisk gæring, men blot 6 måneders lagring i ståltankene sur lie. Vinen indeholder 3,8 gram restsukker pr. liter.

Duften er … hvide asparges. kartoffelvand, melon, en smule stikkelsbær, pærer og tropisk frugt, kamillete, søde krydderier samt en snert af gule blomster. I munden er vinen blid, lidt flad og sart. Der er igen melon, pærer og samlet meget smooth, glat og blød.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2019 Gut Wilhelmsberg, Riesling, Franken, Tyskland

2019 Gut Wilhelmsberg, Riesling, Franken, TysklandNæste vin fra Markus Heid og Lukas Herrmann på Gut Wilhelmsberg blev deres Gutsriesling … en helt almindelig Riesling.

Vinen kommer fra de yngste vinstokke på  marken Kitzinger Wilhelmsberg. Alle druerne er høstet om aftenen efter dagens varme var forsvundet en smule.

Vinen er lavet ved, at druerne selvfølgelig først er presset og så overført til ståltanke, hvor vinen så har spontangæret sammen med en smule Spätlese, som har givet lidt sødme til vinen, der har omkring 5,3 gram restsüße pr. liter.

Uha … meget overvældende duft med grøntsagsfond samt petroleum på en animalsk og landlig måde. Utrolig aromatisk og en frugt med abrikos og modne æbler samt lidt røg.

I munden er vinen god syrlig … godt med citroner og på mange måder virkelig en arketypisk Riesling, grøn, syrlig, mineralsk og samtidig med en vis modenhed. Klart 4 tomler med pil op.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, Tyskland

2018 Gut Wilhelmsberg, Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, Franken, TysklandJeg startede smagningen af de 7 Gut Wilhelmsberg vine med boblende pomp og pragt med denne 2018 Blanc de Blancs Deutscher Sekt Brut, som er lavet på et skønt mix af de 3 hvide druesorter Kerner, Müller Thurgau og Riesling.

Hver af disse druesorter giver vinene nogle af de ting, som Markus Heid og Lukas Herrmann ønsker i vinen. Kerner bringer frugten, MüllerThurgau det cremede og Riesling friskheden.

I produktionen af vinen er der kun anvendt den første af bedste halvdel af druesaften efter presningen, hvorefter hver druesort er vinificeret separat og er sket i rustfrie ståltanke. Derefter er de tre vine så sammenstukket, men der er ikke gennemført malolaktisk gæring, da man ønsker en frisk vin.

Derefter er vinen tappet på flaske og lagret i den gamle kælder med andengæringen i nogle år. Jeg kan ikke se, hvor lang tid den er lagret eller hvornår den er degorgeret, men den har 8,7 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Juhu for en dejlig, landlig, lys og endda nærmest feminin duft, hvor både gær og surdej har en indbydes battle suppleret af pæresaft, lidt kalk, kridt, hyld, smørcreme og vanilje. Det dufter med andre ord af en frugtkiks med bobler … lige til at spise.

Og det kan du roligt gøre, for den smager også godt … masser af pærer og dermed lidt som pærecider, men dog med bobler, som er sirlige, lette samt en smule aggressive, men fader forholdsvis hurtigt. Der er sødme og samlet gør det vinen omgængelig, venlig og dejlig med lidt lemon- og citronbid samt frisk, rank syre. Giv mig et par flasker på terrassen … sommer kom bare an, så dermed 4,5 tomler med pil op.,

Vinen forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 120 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Domaine de la Grosse Pierre, Grille-Midi Chiroubles, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine de la Grosse Pierre, Grille-Midi Chiroubles, Bourgogne, FrankrigBag næste vin gemmer sig én af de stærke kvinder i Beaujolais i form af Pauline Passot. Vinen er hendes 2019 Grille-Midi Chiroubles.

Domaine de la Grosse Pierre ligger på adressen Route de la Grosse Pierre lidt øst for byen Chiroubles på en granitholdig bakke i Beaujolais.

Domænet blev grundlagt af Paulines bedstefar Georges Passot i 1960’erne. Siden blev driften overtaget af  hendes forældre Alain og Véronique i 1979, men siden 2018 har den været med den 3. generation i spidsen i form af Pauline Passot.

Hun er oprindeligt uddannet sommerlier, men valgte at komme hjem til familiens vingård og selv lave de vine, hun tidligere serverede for andre. Hendes filosofi er at lave vine, der på reneste vis udtrykker deres terroir, og hun stræber mod biodynamisk produktion.

Domaine de la Grosse Pierre har samlet 9 hektar vinmarker, hvoraf de 7,7 hektar ligger i Chiroubles, 0,8 hektar i Morgon og 0,5 hektar i Fleurie og på alle markerne er det udelukkende Gamay.

Her smager vi Pauline Passots Grille-Midi Chiroubles, hvor Gamay druerne kommer fra en lille 0,8 hektar granitholdige parcel Lieu-dit Grille-Midi i 420 meters højde, hvor vinstokkene er 50 år gamle. Den er egentlig ikke lavet under Domaine de la Grosse Pierre, men under hendes eget Domaine Pauline Passot … selvom vinen selvfølgelig fremgår på Domaine de la Grosse Pierres hjemmeside.

Vinen er lavet med hele klaser og semi-CO2-gæring på druernes naturlige gærceller og uden tilsætning af svovl under vinifikationen. Gæringen varer 12 dage med løbende remontage, efterfølgende malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 11 måneder på 600 liters betontanke og så flaskes vinen med blot en smule svovl.

Uha igen en totalt lækker duft … luftige blomster, pollen, lys karamel, sødme, let kvindeparfume, pænt parfumeret med lys, let frugt, svagt lidt krydderboller, håndsæbe, cedertræ og en stoisk rolig lethed.

I munden er vinen nærmest i samme boldgade, let, luftig med søde krydderier, kanel, spidskommen, syren er let, feminin og med en lidt svævende lys sødme. Der er ikke mange tanniner i vinen, som bare er blød, imødekommende på en lys, elegant, sart og fin facon. Det er sgu vin til at blive i godt humør af.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2009 Bodegas Valduero, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2009 Bodegas Valduero, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienBodegas Valduero er vi stødt på her på Houlbergs Vinblog før og nu havde Jan taget en af deres vine med til vor aften … 2009 Gran Reserva.

Bodegas Valduero ligger lidt øst for den lille by Gumiel de Mercado og er grundlagt tilbage i 1984 af Don Gregorio Garcia Viadero. Dengang var Valduero blot den 6. vingård i Ribera del Duero DO og har således været en af pionererne i det i dag populære vinområde. De anses derfor også i dag som værende blandt nogle af de mest prestigefyldte producenter i Spanien.

Garcia Viadero familien har samlet over 200 hektar vinmarker, som samtidig har nogle af områdets ældste Tinto Fino aka Tempranillo vinstokke, som jo blev plantet før området blev internationalt anerkendt.

Vinstokkene er fritvoksende uden opbinding, hvilket normalt kun ses hos små producenter, da metoden er ekstremt arbejdskrævende og umuliggør mekaniseret beskæring og høst.

Markerne ligger samtidig som nogle af de højest beliggende i hele Ribera del Duero i omkring 840 meters højde og dyrkes uden brug af kemiske sprøjtemidler. Ejendommen er ikke certificeret økologisk, men der arbejdes ud fra økologiske retningslinjer. Der skæves også kraftigt til biodynamiske dyrkningsprincipper.

Bodegas Valduero er desuden berygtet for at høste deres druer ekstremt sent, fordi de ønsker at druerne skal hænge længst mulig på stokkene. Derved opnås komplekse aromaer.

I dag drives vinhuset af Don Gregorios to døtre, Carolina García og Yolanda García Viadero. Yolanda Viadero er Valdueros vinmager og  hendes ambitionsniveau stråler ud af hende. Yolanda er det første kvindelige medlem af Ribera del Duero konsortiet og desuden den person, som har været medlem af rådet i længst tid.

Familien har i år 2000 bygget et nyt, moderne og underjordisk vineri med 3 underjordiske tunneler, hvor der er plads til 3.500 egefade og over 1 million flasker. De mange fade udskiftes hvert 4. år, så det må sgu være lidt af en udskrivning.

Placeringen under jorden betyder en konstant temperatur og høj luftfugtighed, helt perfekt til lagring af vinene … som fx denne Gran Reserva, som er lavet på ren Tempranillo og høstet med et utroligt lavt udbytte på kun 2 tons pr. hektar.

Vinen laves kun i særligt gode årgange og er efter traditionel gæring lagret i husets kældre 30 meter under jorden i 4 år på europæiske og amerikanske egefade fra 6 forskellige steder. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 5 år inden frigivelse.

I næsen er det en fed og fyldig vin med masser af fad, bacon, fedtegrever, en medicinkasse, mejeri, blæk, kridt og næsten med en smule kølig Nordrhône stil. Den er lidt som et løg med mange lag, lidt kaffe, tobak, kul, tørv, ristede noter, sten, lakridskonfekt, kanel, brun sukker og vanilje, mens frugten er mørk suppleret med blommer og lidt mørk chokolade.

I munden er det en kødfuld vin, ren, cremet, saftig, rund og blød. Der er blommer og solbær, støvede og tørre tanniner, men alligevel er de doseret meget afdæmpet. Det er en stor mundfuld, men så modent, blødt og lækkert, så dermed smuk Ribera del Duero vin.

Forhandles af Fionia Vin, hvor en flaske koster 489 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2013 El Enemigo, Cabernet Franc, Mendoza, Argentina

2013 El Enemigo, Cabernet Franc, Mendoza, ArgentinaVinhuset El Enemigo ligger i Piedemonte al Sur ved foden af Andesbjergene i Lújan de Cuyo i Mendoza … og derfra smagte vi denne 2013 Cabernet Franc.

El Enemigo ejes af Adrianna Catena og vinmager Alejandro Virgil. Adrianna er historiker og den yngste datter af den kendte Nicolas Catena, mens Alejandro normalt også arbejder Bodega Catena Zapata.

Alejandro Vigil har haft hele 17 vine på Vivinos verdens toplister, hvilket vel er mere end de fleste andre vinmagere. Han har et særligt kendetegn i sine vine … han søger nemlig altid at  finde mineraliteten frem i hver af de enkelte vine fra de enkelte marker.

Både Alejandro og Adrianna havde en idé om at lave et nyt vinhus, hvor de specielt ville lave vin som de første europæiske immigranter i Mendoza på samme måde, som man havde gjort i Europa i tidligere tider, specielt på Malbec, Petit Verdot og Cabernet Franc.

De gav vinhuset navnet El Enemigo, som betyder fjenden og meningen med dette navn hentyder til, at mange store resultater kan opnås ved at kæmpe mod ens egen indre fjende. Vinen skal ses, som en hyldest til sejren over den indre fjende, og derudover som en hyldest til de første argentinske vinbønders arbejde på markerne.

Og Adrianna Catena og  Alejandro Virgil  fik nærmest omgående succes. Allerede med 2012 årgangen strøg deres enkeltmarksvin Aleanna Gran Enemigo Gualtallary Single Vineyard til tops som højst anmeldte argentinske vin i Robert Parkers Wine Advocate 2016 med hele 98+ point, mens årgang 2013 har endda fået de magiske 100 point som første argentinske vin sammen med 2016 Catena Zapata.

Her smager vi dog husets 2013 Cabernet Franc, som dog ikke – som Rolf – er 100% ren, men består af 93% Caberbet Franc og 7% Petit Verdot fra de højtbeliggende vinmarker i Lújan de Cuyo.

Efter høsten afstilkes 50% af druerne, så der medgår således 50% hele klaser i vinifikationen. Vinen har efter endt fermentering lagret 14 måneder på franske egetræsfade, heraf 70% nye.

Duftmæssigt en mediumfyldig, parfumeret og blomstret vin, dyb tobak, lakrids og lakridskonfekt, blyanter, garvet læder, baconfedt, sådan lidt syrlig, har mynte, solcreme og en frugt af mørke bær, sorte kirsebær og brombær, sødme, urter og let peber.

I munden har vinen slet ikke den tunge Mendoza ånd hængende over sig, for selvom frugten er solbær og mørke kirsebær, så har den også en tør, frisk, småsaltet smag … med frugtrig, rund og smagfuld suppleret med peber, fine og lette tanniner, god syre og i det hele taget bare en fin og anderledes Cabernet Franc vin.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7