Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2022 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl Chardonnay 1G, Baden, Tyskland

2022 Weingut Wöhrle, Lahrer Kronenbühl 1G, Baden, TysklandEfter en lille udflugt til Franken, så vender vi med næste vin tilbage til Baden eller helt præcis Weinbergstraße i byen Lahr, for vinen er en 2022 Lahrer Kronenbühl Chardonnay 1G fra Weingut Wöhrle.

Wöhrle er jo også et vinhus, som jeg har skrevet om mange gange og Lahrer Kronenbühl Chardonnay 1G har jeg da også smagt tidligere tilbage i en årgang 2019.

Chardonnay druerne til vinen kommer fra Weingut Wöhrles parcel på den 43 hektar store VDP Erste Lage Lahrer Kronenbühl mark og betegnelsen 1G er forholdsvis nyt og blev anvendt første gang i netop årgang 2019.

Det er jo niveauet under det kendte GG aka Großes Gewächs og og aka Erste Lage anvendes nu bredt i Baden og på Lahrer Kronenbühl marken dyrker Markus Wöhrle Spätburgunder, Riesling, Rieslaner, Chardonnay og Grauburgunder …  alt fuldstændig økologisk.

Denne vin er lavet med 12 timers skindkontakt, spontangæring i brugte egefade alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder sur lie på brugte egefade fra Gottsacker produktionen inden aftapning på flaske. Vinens restsukker ligger på små 1,2 gram pr. liter.

I næsen er det en fyldig, fed, ekstraheret og fadpræget Chardonnay, som bare dufter tossegodt og samtidig næsten helt klassisk. Den har en fed og lækker frugt med dåsepærer, fersken, æbler og kandiseret lemon, citronskal, noget fadpræg med lakridskonfekt, vanilje, brunet smør, Nutella og hasselnødder … virker helt som man lige ønsker en lækker fadlagret Chardonnay.

Smagen er frodig, fed og smørlækker … virker cremet, røget, saltet og samtidig rank, ren og syrerig. Alt virker veldoseret, gennemtænkt, præcist og stramt med frugtsmag af æbler, lemon og grapebitterhed. som gør vinen frisk, irettesættende, formanende samt ren, hvilket sammenlagt giver en lækker Chardonnay med god lang eftersmag, hvor Houlberg ender på 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, Tyskland

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay Grande Reserve, Franken, TysklandHvis Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay fra Winzerhof Stahl er god, så er Grande Reserve udgaven bare en tak bedre og det gælder også i årgang 2021 og hos Stahl kommer vinen da også i serien Liquid Luxury.

Som med den foregående lillesøster er alle Chardonnay druerne er høstet fra marken Randersackerer Sonnenstuhl med begrænset udbytte på godt under 35 hektoliter pr. hektar og der anvendes alene de allerbedste klaser til denne vin.

Mosten har tilbragt 4 dage sammen med skallerne for at trække aroma og syre. Dernæst er mosten gæret på 500 liter Tonneaux fra Alliers i Frankrig. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring, da  Christian Stahl søg efter friskhed og mineralitet. Vinen har tilbragt 18 måneder sammen med gærresterne inden den er flasket.

Det er nærmest som en mere intens og vild udgave af den foregående Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay med mere af alt det gode. Den har denne fede, opulente og næsten tørrede frugt med abrikos, fersken, mango dåsepærer og lemon, et fadpræg med lakridskonfekt og vanilje … dufter vildt godt.

I munden smelter vinen bogstavelig talt på tungen, men har så alligevel et rimelig frisk syreniveau, som er med til at give en vin, der er rank, stringent og burgundisk præcis. Frugten er en kombination af friske æbler, tropisk frugt, sure citroner, lemon, småbitter grape og alt i god harmoni. 95 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 549 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, Tyskland

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, TysklandVed Chardonnay bordet hos Mr Ruby stod den så på to Franken Chardonnay vine i årgang 2021 fra Randersackerer Sonnenstuhl hos Winzerhof Stahl og første var denne 2021 Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Hos Winzerhof Stahl er høstet sket med et meget lille udbytte og efterfølgende selektiv udvælgelse af de bedste druer. Så er gæring sket på 500 liter Tonneuax egefade fra Alliers og vinen har lagret sur lie 12 måneder i samme fade.

I forhold til den foregående fra Gebrüder Mathis er det en meget anden stil, for her er frugten virkelig i højsædet, selvom det da også er en småsvulstig fadlagret Chardonnay. Der er godt med power på den eksotiske frugt af abrikos, fersken, mango, ananas og lemon … næsten lidt kandiseret og mørk i udtrukket og suppleres med en smule nødder og grønne urter.

Det er en Chardonnnay, som altid smager godt og det gælder også 2021’eren, som er blød, rund og utrolig frugtrig. men også holder sig på dydens smalle sti med et godt syreniveau. Der er fersken, abrikos og grillet lemon, en helt kalket og saltet mineralitet oveni, så dermed fremstår Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay virkelig flot, ren, skarp og omfavnende. 93 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Gebrüder Mathis, Tuniberg Chardonnay, Baden, Tyskland

2022 Weingut Gebrüder Mathis, Tuniberg Chardonnay, Baden, TysklandVed Chardonnay bordet gik jeg først ombord i denne friske og vilde Tuniberg Chardonnay fra Weingut Gebrüder Mathis, en vin som jeg før har smagt i årgang 2021 … 2022’eren er bare bedre.

Chardonnay druerne til vinen kommer fra nogle af de kalk- og lerholdige marker på den store bakkekam Tuniberg. Druerne er alle høstet i hånden, hvorefter de er presset uden afstilkning. Derefter er der så sket en spontangæring og så er vinen sluttelig lagret 12 måneder på barriques og derefter flasket ufiltreret.

I glasset har vinen samme lidt grumsede og ufiltrerede look som sidst, mens duften har total animalsk vildskab … virkelig ekstraheret med både pærer, fersken, godt med fad, lakridskonfekt, vanilje samt nøddekompot og -sirup. Det er igen lidt oksefondagtige noter og dufter bare sindssygt godt … og vild.

Smagen er bare så rund og fløjlsblød, men fortsat med denne utøjlede animalske vildskab. Jo det er fortsat pærer, dåsepærer og ferskenjuice … og fortsat kan det smages, at der er lagret på fade, men alligevel har vinen en fin, fin syre … det er sgu en lille perle, hvorved Houlberg bliver glad og giver 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Griesel & Compagnie, Pinot Noir Granit F, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2017 Griesel & Compagnie, Pinot Noir Granit F, Hessische Bergstrasse, TysklandDen sidste Sekt denne dag var denne 2017 Pinot Noir Granit F fra Griesel & Compagnie og den kommer fra deres øverste hylde og er også lavet med Pinot Noir druer fra en enkeltmark.

Den er nemlig lavet udelukkende på Pinot Noir druer fra  marken Fürstenlager i Hessische Bergstrasse, hvor alle vinstokkene vokser i jord rig på granitsten, hvilket skulle give en fyrig og krydret karakter.

Pinot Noir Granit F er lavet med spontangæring alene på  druernes naturlige gærceller med en del lavet og lagret på nye fade. Derefter er vinen flasket til 2. gæringen på flaske, som er sket i 48 måneder inden degorgering, som er sket helt uden tilførsel af en dosage. Denne flaske er uden etiket.

Duften af denne Pinot Noir Granit F er meget anderledes, nærmest lidt overmoden og småoxideret. Der er nedfaldsæbler, abrikos samt en smurt briochebolle og lidt wienerbrød med mandler og ristede hasselnødder ovenpå … sådan lidt en sjov kombi.

Smagen er også moden og samtidig rund og blød, mens boblerne heller ikke fylder så meget, virker små, blide og blide. Frugten virker også blid og afdæmpet med forsigtig lemon og grillede citroner. Det giver denne lidt muskuløse og samtidig afdæmpede, mørke smag, men den Sekt blev jeg ikke rigtig fan af, så 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 999 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Griesel & Compagnie, Grand Cuvée Exquisite Dosage Zéro, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2018 Griesel & Compagnie, Grand Cuvée Exquisite Dosage Zéro, Hessische Bergstrasse, TysklandJeg fortsatte med mer’ Griesel & Compagnie boblevand og næste var husets 2018 Grand Cuvée Exquisite Dosage Zéro, der faktisk er lavet på 3 forskellige Pinot druesorter.

Vinen er nemlig lavet på 56% Pinot Noir, 22% Pinot Blanc og 22% Pinot Meunier. Den er lavet med spontangæring alene på  druernes naturlige gærceller og med en del lavet og lagret på nye fade.

Derefter er vinen flasket til 2. gæringen på flaske, som er sket over 46 måneder inden degorgering, som er sket helt uden tilførsel af en dosage og der er kun lavet 4.484 flasker af vinen.

I næsen virker det mere som en klassisk champagne, men har samtidig en dejlig vildskab med både gærnoter, grønne planter, æbler, fersken, hyben og godt med grape. Der er klart en kalket og kridtet mineralitet, nogle ristede hasselnødder og blomster, men virker faktisk ret luftig og let i udtrykket.

Grand Cuvée Exquisite har et rigtigt lækkert brus aka mousse, der aldrig bliver vild, men til gengæld er meget vedholdende. Der er godt med lemon og citroner … har en utrolig flot balance, hvorved intet så stikker ud eller fylder for meget, hvilket gør det meget elegant, så dermed 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Griesel & Compagnie, Rosé Extra Brut, Hessische Bergstrasse, Tyskland

2019 Griesel & Compagnie, Rosé Extra Brut, Hessische Bergstrasse, TysklandFørste gang, at jeg smagte en mousserende vin fra fra Griesel & Compagnie aka Weingut Griesel Sekthaus Streit GmbH & Co. KG, så tabte jeg mælet. Nu smagte jeg igen mer’ vin fra det vilde hus og herunder denne 2019 Rosé Extra Brut.

Griesel & Compagnie er et unikt sekthus på Grieselstraße i byen Bensheim omkring 50-60 kilometer syd for Frankfurt i det ret ukendte område Hessische Bergstrasse. Men jeg har jo før skrevet om huset, så det springer jeg over denne gang og ser nærmere på Rosé Extra Brut.

Denne Rosé Extra Brut er lavet på ren Spätburgunder, som først er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og med en del lavet og lagret på nye fade. Derefter er vinen flasket til 2. gæringen på flaske, som er sket over 34 måneder inden degorgering med 2 gram dosage. Der er kun lavet 4.290 flasker af vinen.

Duftmæssigt virker vinen rank og parfumeret med ribs, hyben, hindbær, stikkelsbær og citroner, nogle gærede noter, en nærmest kalket mineralitet og læg deroveni lidt grønne hækplanter, hvilket giver en meget frisk aroma.

I munden virker Rosé Extra Brut faktisk ret saftig … har både godt med syrlig frugt af ribs, citroner, lemon og grape, men også en sødme og fin mousse, der samlet set liver godt op. Der er både mineralitet samt kompleksitet … frisk og lyserød charmerende. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, ItalienMed næste vin fra Cantine Miali i det solrige Martina Franca i Puglia tager vinbloggeren så favntag med Primitivo druen og denne vin er også fra årgangen 2019.

Her kommer Primitivo fra udvalgt gamle vinstokke dyrket efter det typiske “alberello” system, der er meget udbredt med Privitimo, hvor vinstokkene ikke bindes op eller støttes, men bærer sig selv og det bruges ofte under varme forhold, da planten selv bidrager med skygge.

Primitivo druerne til denne vin er håndplukket og altid før de bliver overmodne, men derefter er de knust og så er gæring og maceration med skindet sket i store temperaturstyrede ståltanke i lang tid og så lagret i ståltankene inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virker Primitivo’en langt mere moden og nærmest på grænsen til at være overmoden. Det er dadler, overmodne blommer blommekompot og svesker, nogle cedertræagtige noter suppleret med søde krydderier.

Smagen er utrolig blød og cremet … bedre og mere frisk end duften egentlig signalerede. Det er igen bløde blommer, blommekompot og frugten er faktisk meget lækker med lidt svag peber og en syre, som er bøjelig, blød og alligevel rummer lidt lemonagtige elementer, der giver vinen noget rygrad. Tanninerne er tørre, men blide … samket bliver det en fin Primitivo, der er forholdsvis kølig og uden alt for megen sødme. 88 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Miali, Negroamaro, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Negroamaro, Puglia, ItalienJeg går ofte udenom de kraftige vine fra Puglia … men de fleste vinhandlere bør selvfølgelig ha’ disse vine på sine hylder og der findes også rigtig gode vine fra området. Nu smager jeg 2 vine derfra fra vinhuset Cantine Miali og den første er denne 2019 Negroamaro.

Cantine Miali er grundlagt af Elvino Miali i 1886 efter den næsten ødelæggende Philloxera epidemi havde lagt de fleste vinmarker i hele Norditalien øde.

Elvino Miali var købmand og handlede med landbrugsvarer, men besluttede sig for også at fremstille og handle vin med nogle af de andre regioner i Italien. Hans navn Elvino – der jo betyder vin – var egentlig en fejl, for han skulle ha’ heddet Livino, men det blev stavet forkert på det lokale registerkontor.

I de følgende år voksede efterspørgslen efter hans vine hurtigt, og Elvino besluttede at udvide og byggede sin egen vingård i Martina Franca. Han blev dog aldrig ejer af vinmarker, så hvert år købte han blot druer fra udvalgte vinavlere, men solgte druerne eller vinene videre i store partier.

Elvino Miali blev efterfulgt af 2. generation i form af børnene Michele og Antonio Miali, der fortsatte faderens strategi med at opkøbe druer og satsede i høj grad på de hvide druer Verdeca og Bianco d’Alessano, som de også opkøbte og solgte videre til producenter af specielt Vermouth.

Det var først med 3. generation i form af Micheles 2 børn Martino samt Francesco Miali, at vinhuset i 1960 så begyndte af flaske deres egne vine og det skete under navnet Vinicola Miali.

I dag drives vinhuset så af den 4. generation i form af Francesco, Michele og Marcello Miali. De 3 brødre er alle sønner af Martino og det er Francesco, som står for produktionen, som fortsat sker med druer opkøbt fra lokale vinavlere.

Cantine Miali er nok mest kendt for deres hvidvine på Verdeca og Bianco d’Alessano, men laver også rødvine og det er selvfølgelig på de kendte druer som Negroamaro og Primitivo. Jeg starter med at smage deres 2019 Negroamaro.

Druerne til vinen kommer fra det nordlige Salento og er høstet i anden halvdel af september før druerne bliver for overmodne. Der er så sket gæring og maceration med skindet over 12 dage i tanke af rustfri stål og der er vinen også lagret en periode inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Duftmæssigt er det varmt og solmodent … der er fed frugt med modne blommer, blåbær og sorte kirsebær, godt med krydderier, noget tørt tobak, rugbrød, maltbrød og mørk chokolade. Derudover er der lidt skal fra søde appelsiner, men mest af alt varm, venlig, bamset og comfortagtig.

I munden er det lidt samme historie, men det bliver heldigvis aldrig overdone eller alt for sødt, som man ellers ofte finder i Puglia vinene, for her er det mest blommer, overmodne blommer, blåbær, tykke og buttede tanniner, lidt engelsk lakrids og frugtsødme. Det er vin, som varmer på en kold vinterdag … og dem er der jo pt rigelig af, for vinen har godt med sol og varme. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Lionel Gosseaume, Folium Sauvignon Blanc, Loire, Frankrig

2022 Lionel Gosseaume, Folium Sauvignon Blanc, Loire, FrankrigDen næste vin i glasset er denne Folium Sauvignon Blanc, som er entry-level vinen hos Lionel Gosseaume, der driver sin vingård Domaine de Pierre i Le Controis-en-Sologne lidt nord for byen Choussy i Loire.

Lionel Gosseaume arbejdede oprindelig i Union Française – den politiske franske union – i 15 år, men besluttede sig derefter for, at han gerne ville vende tilbage til familiens gamle tradition med vinfremstilling.

Hans bror havde allerede overtaget familiedomænet fra deres far, så derfor besluttede Lionel Gosseaume at købe sit eget lille domæne tæt på familiens vinmarker i Oisly og appellationen Touraine.

Så i 2007 startede han Domaine de Pierre med 9 hektar, men startede med at lave sine vine i broderens vinkælder, indtil han selv fik bygget sin egen vingård, der stod færdig i 2014.

Da Lionel overtog vingården fra den tidligere ejer Jean-Claude, så besluttede Jean-Claude at blive hængende, og lære Lionel alt, hvad han igennem et helt liv på ejendommen havde lært. Det blev et meget udbytterigt samarbejde.

I dag har har Domaine de Pierre aka Lionel Gosseaume samlet 28 hektar vinmarker … og han opkøber fortsat nye marker. Derudover overvejer Lionel Gosseaume også køb af en yderligere vingård på 20 hektar i appellationen Touraine Chenonceaux.

Lionel Gosseaume er helt nede på jorden … kører i en gammel Peugeot 106 uden bagrude og laver sine vine meget naturligt med  forsinket gæring, alene brug af de naturlige gærceller og resultatet er suveræne vine med klar Sauvignon karakter.

Denne Folium er Lionel Gosseaumes entry-level vin og selvfølgelig lavet på 100% Sauvignon Blanc. Druerne er fra 3 forskellige steder, således der opnås perfekt balance i blendet. De 3 områder er Tours, Blois og Vierzon. Vinen gærer og lagres på temperaturstyrede stålfade, hvilket giver Folium sin fine friskhed.

Lionel Gosseaume beskriver selv vinen som en ”vin de soif” … altså en ”vin til tørsten” og det dækker over en vin, der drikkes ung og som karakteriseres ved sin frugt, friskhed og lethed.

I næsen er det bestemt umiskendelig Sauvignon Blanc … der er hyld, grøn peber, grønne asparges, nyslået græs samt en frugt, der mest er stikkelsbær, fersken og nektariner. Dermed bliver det ikke en stenet og syleskarp Sauvignon Blanc, men har lidt krop, venlighed og en let fedme, selvom det fortsat er en dugfrisk og let grøn vin.

Det gælder også smagsmæssigt … er pivfrisk og sprudlende med et virkeligt godt syre-niveau. Der er stikkelsbær, fersken, grønne æbler og de tropiske frugter giver denne lidt læskende fornemmelse, hvor vinen bliver meget drikkevenlig. Det er sgu meget klassisk, ren samt lækker Sauvignon Blanc vin med frisk sprødhed, meget clean frugt, sødbitter og alligevel med rundhed og venlighed. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 119 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7