Ved Chardonnay bordet gik jeg først ombord i denne friske og vilde Tuniberg Chardonnay fra Weingut Gebrüder Mathis, en vin som jeg før har smagt i årgang 2021 … 2022’eren er bare bedre.
Chardonnay druerne til vinen kommer fra nogle af de kalk- og lerholdige marker på den store bakkekam Tuniberg. Druerne er alle høstet i hånden, hvorefter de er presset uden afstilkning. Derefter er der så sket en spontangæring og så er vinen sluttelig lagret 12 måneder på barriques og derefter flasket ufiltreret.
I glasset har vinen samme lidt grumsede og ufiltrerede look som sidst, mens duften har total animalsk vildskab … virkelig ekstraheret med både pærer, fersken, godt med fad, lakridskonfekt, vanilje samt nøddekompot og -sirup. Det er igen lidt oksefondagtige noter og dufter bare sindssygt godt … og vild.
Smagen er bare så rund og fløjlsblød, men fortsat med denne utøjlede animalske vildskab. Jo det er fortsat pærer, dåsepærer og ferskenjuice … og fortsat kan det smages, at der er lagret på fade, men alligevel har vinen en fin, fin syre … det er sgu en lille perle, hvorved Houlberg bliver glad og giver 94 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 3 flasker.