2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, Tyskland

2021 Winzerhof Stahl, Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay, Franken, TysklandVed Chardonnay bordet hos Mr Ruby stod den så på to Franken Chardonnay vine i årgang 2021 fra Randersackerer Sonnenstuhl hos Winzerhof Stahl og første var denne 2021 Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra Randersacker Sonnenstuhl marken, som ligger tæt på den lokale sportshal og lige klods op af Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg besøgte i sommeren 2016. Det er måske nok den bedste mark i Randersacker og har en undergrund med kalkholdig mergel og en eksponering mod sydvest.

Hos Winzerhof Stahl er høstet sket med et meget lille udbytte og efterfølgende selektiv udvælgelse af de bedste druer. Så er gæring sket på 500 liter Tonneuax egefade fra Alliers og vinen har lagret sur lie 12 måneder i samme fade.

I forhold til den foregående fra Gebrüder Mathis er det en meget anden stil, for her er frugten virkelig i højsædet, selvom det da også er en småsvulstig fadlagret Chardonnay. Der er godt med power på den eksotiske frugt af abrikos, fersken, mango, ananas og lemon … næsten lidt kandiseret og mørk i udtrukket og suppleres med en smule nødder og grønne urter.

Det er en Chardonnnay, som altid smager godt og det gælder også 2021’eren, som er blød, rund og utrolig frugtrig. men også holder sig på dydens smalle sti med et godt syreniveau. Der er fersken, abrikos og grillet lemon, en helt kalket og saltet mineralitet oveni, så dermed fremstår Randersackerer Sonnenstuhl Chardonnay virkelig flot, ren, skarp og omfavnende. 93 point.

Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7