Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2009 Sulin, Vino da Uve Stramature, Piemonte, Italien

2009 Sulin, Vino da Uve Stramature, Piemonte, ItalienNår vi nu er ved dessertvine fra Sulin, hvad er så mere oplagt end at smage deres 2009 Vino da Uve Stramature, en Passito vin Adriano Fracchia skabte i 1984.

Vinen er lavet med 100% Barbera druer fra marken Vigneto Adriano, hvor huset også opnår de mest modne druer, som høstes sent. Så tørrer druerne på måtter i 2 måneder og taber der 70% af vægten.

Vinen fermenteres derefter i store træfade i 2 måneder og lagrer derefter 2 år i fadene. Efter aftapning på flaske skal vinen også helst lagre yderligere ét år mere.

Duftmæssigt en rigtig dessertvin, hvor de tørrede Barbera druer giver nogle modne, likøragtige noter, kirsebærlikør, kirsebærsovs, tør eg, engelsk lakrids samt lidt nelliker. Vinen har en moden syrlig/sød næse med parfumeret touch … blomsterpollen og tørrede frugter. En fed, moden og sød næse.

I munden har vinen en fed, tyk og sød smag, fed og tyk kirsebær sødme, ren nektar, honningsødme, blød cremet og fed likør. Det vil være en dessertvin, som vil passe spot on til risalamande eller et ostebord, for der er både power, sød og en syrlig fedme til at matche mange oste.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske med 50 cl. koster 238 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Sulin, Casorzo, Piemonte, Italien

2018 Sulin, Casorzo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sulin har altså mange pudseløjerlige vine, og denne Casorzo hører vist mest til i netop den kategori … altså under sjove og anderledes vine og lavet på druesorten Malvasia di Casorzo.

Malvasia di Casorzo er en frugtrig og let aromatisk rød drue, som primært findes i små områder i Piemonte. Den findes ofte i søde og perlende dessertvine.

Hos Sulin er vinen gæret i afkølede rustfrie ståltanke 1-2 dage sammen med skindet og aftappet med en let kulsyre i vinen, som vinhuset også anbefaler serveret helt koldt til kager og kiks. Jeg har ingen af delene, men smager alligevel nu vinen..

Næsen er vildt parfumeret … vi snakker skyllemiddel, Bamseline, Dun-Let, blomsterpotpourri, søde og halvmørke bær, solbær, Ribena solbærsaft, kardemomme, honning, nødder samt pænt megen sukkersødme. Det er en meget overraskende aroma … det er vel nærmest en sød og lidt dessertagtig næse i blomstersvøb.

Smagsmæssigt er vinen også meget anderledes end forventet. Alkoholen ligger kun på 5% og det er måske medvirkende til den store saftighed i vinen, som næsten er på vej over i saftevand universet. Det er en sød, blid, krydret og meget afdæmpet sød vin. Samtidig er den slet ikke likørtung, selvom den måske har lidt glüewein feeling over sig, blot på en kold, sød og saftig facon. Det glider sgu nemt ned. Det er vildt underligt, men jeg ka’ sgu godt li’ den på dens underlige, søde måde.

Importøren spurgte, om den måske kunne være en mulig ledsager til risalamande … og det er bestemt en mulighed, hvis du ikke ønsker en federe og mere traditionel dessertvin, men et lettere, parfumeret og saftigt alternativt … et lidt modigt valg, som helt sikkert vil overraske ved julebordet. Men smid den ellers på til lidt ost. Det er sådan et sted mellem 3,5-4 houlbergske sukkerklæbrige fingre.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Sulin, Grignolino Monferace Brasal, Piemonte, Italien

2015 Sulin, Grignolino Monferace Brasal, Piemonte, ItalienMauro, Fabio og Vittorio Fracchia på Azienda Agricola Sulin laver endnu en vin på den spændende Grignolino drue … og sikke en af slagsen, deres top 2015 Grignolino Monferace Brasal.

Til gengæld har jeg ingen oplysninger – what so ever – om vinen, så derfor springer vi altså alt for hastigt videre til mine smagsnoter.

I glasset har vinen et svagt brun/orange og transparent skær … mens duften er mega flot, virkelig lys, let, elegant og moden. De vilde, syrlige, blomsterrige og parfumerede noter fra Giognolino druer er her virkelig tøjlet med silkebånd, og det giver en næse med samme elegance som en god Nebbiolo eller Pinot Noir, måske lidt en anelse mere blomsterrig, men det gør det ikke dårligere.

I munden er det også virkelig lækker vin … virkelig stram i betrækket som god Barolo, men har en lys, blomsterrig, letlevende og ubekymret side. Det er den naive blondine, som tager imod livet med en lys latter. Det er blomstereng og lyse dage, solskin og børneleg. Det er feminint, let, svævende og med en livlig nerve af en syre, pæn tørhed, lyse bær, hindbær, jordbær og svage aftryk fra egefade. Det smager altså bare monstergodt og Houlberg er fan. Klart 5,5 af solbrændte sommerfingre med stor pil op.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske koster 188 kr. Køber du 3 flasker, så kommer de endda i en lille trækasse.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Sulin, Barbera del Monferrato Superiore Ornella, Piemonte, Italien

2015 Sulin, Barbera del Monferrato Superiore Ornella, Piemonte, ItalienFor sulin havde jeg nær sagt … mer’ Barbera, men nu har vi sgu skruet op for volumenknappen med denne Sulin 2015 Barbera del Monferrato Superiore Ornella.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Ornella marken, som er en af Sulins bedste marker, hvor Barbera stokkene er plantet i 2000, 2003 og 2005. Vinen er lavet med almindelig alkoholisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder i 500 liter egefade og så yderligere 8-10 måneder på flaske. Vinen laves samtidig kun i de allerbedste år.

Nu snakker vi … fuck det dufter godt og i en helt anden liga end alle de foregående vine. Havde jeg duftet vinen blindt, så havde jeg ikke umiddelbart gættet på, at det var Barbera. Næsen vibrerer allerede ved første snif … blød, moden og dyb frugt. Der er først en lidt svagt parfumeret note … lidt mellem blomster og en lidt moskusagtig parfume.

Der er blød frugt, blommer, søde kirsebær, lidt røg og noter fra sødbrændte fade, fed balsamicoeddike, svagt lidt vanilje, kanel, lakrids og mælkechokolade.

Smagen er lækker blød … med en let, elegant og fin, sart frugt, meget delikat. Vinen har klart en fin piemontisk slagside, men er langt lettere end de meste Barbera, som jeg har smagt tidligere.

Det er utrolig fint, hvor let og elegant, som denne Barbera del Monferrato Superiore Ornella smager. Syren er moden, let og fin, næsten Nebbiolo fin, mens tanninerne bestemt er til stede, men også lette og fint integreret i vinen.

Det er en lille Barbera perle af en vin.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske koster 139 kr., hvilket faktisk er en rigtig billig pris.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Sulin, Monferrato Rosso Adriano, Piemonte, Italien

2016 Sulin, Monferrato Rosso Adriano, Piemonte, ItalienDe fleste italienske vinhuse laver en Rosso på lidt forskellige druer … og det gør man også hos Sulin. Deres almindelige Rosso kalder de Monferrato Rosso Adriano og er et blend på omkring 70% Merlot, mens resten såmænd er Barbera.

Druerne til vinen kommer fra marken Adriano og fermenteres i rustfrie ståltanke, mens den så efterfølgende er lagret 18-20 måneder på store 500 liter franske egefade inden den aftappes på flaske. Derefter er vinen lagret yderligere 6 måneder inden frigivelse til salg.

Det dufter egentlig rigtigt godt … utroligt, hvordan en skvis Merlot kan ændre en vin. Det er stadigvæk en vin med masser af frugt, mere vilde bær, solbær, kirsebær og jord.

Her fornemmes det også klart, at der er anvendt lagring på egefade, for der er klart noter af cigarkasser, eg og røg. Det er som om, at fadlagringen lige lægger et ekstra lag af kompleksitet på.

Smagen er også langt mere tør i de forrige vine, igen med masser af frisk frugt, en direkte og streng syre, godt med tanniner, blomster, elegance og direkte frugt. Det smager faktisk godt … ikke noget, som stikker helt af og med en syrlig, elegant kant.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk og en flaske koster fornuftige 64 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Sulin, Siné Barbera del Monferrato Frizzante, Piemonte, Italien

2017 Sulin, Siné Barbera del Monferrato Frizzante, Piemonte, ItalienDen næste Sulin vin er også på Barbera druen, men er lidt af en afart, ejendommelig, sær, aparte og underlig snegl, nemlig med lidt bobler … Siné Barbera del Monferrato Frizzante.

Vinen er først lavet som en almindelig rødvin, men har så fået en andengæring i autoklave ståltanke omkring en måned. Først derefter er vinen aftappet på flaske.

Næsen minder på mange måder om de forrige Barbera vine fra Sulin … mørk, tæt med blommer, blåbær og bitre kirsebær og masser af krydderier, men her nu helt klart med meget mer’ sødme.

Det giver et lidt sjovt indtryk … men hvem fanden sætter også bobler til en Barbera vin? Det giver i hvert fald vinen et lidt mere omfavnende, sødt og aromastik indtryk eller sådan lidt mere marmeladeagtigt tilsat lidt sød blomsterpollen.

Smagen falder sådan lidt mellem to stole … både med en frisk syre, en god lethed, lidt bitre elementer, masser af frugt, men nogle af nuancerne fortaber sig en smule mellem de blide bobler. Det smager skam ganske fint, men samlet lidt en underlig størrelse for de fleste danskere.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Sulin, Siné Barbera del Monferrato, Piemonte, Italien

2018 Sulin, Siné Barbera del Monferrato, Piemonte, ItalienMed næste Sulin vin er vi igen tilbage hos Barbera druen, for vinen er vinhusets 2018 Siné Barbera del Monferrato.

Vi er fortsat på Ausinet marken og vinen er – helt simpelt – også her alene lavet og lagret i rustfrie ståltanke.

Det er duftmæssigt også en lidt bondsk vin med Barberaens power og kraft. Det bliver mere elegant end Siné Dolcetto og frugten er mere dyb, tæt med mørke bær, sorte kirsebær, blommer, blåbær og lidt Amaretto likør, blæk og pænt mange krydderier.

Smagen er – som med søstervinen på Barbera – til den lidt lettere side, men her med en smule mere sødme, masser af frugt, tanniner, rustik syre, men samlet er vinen fint let, ganske blød, rund og ganske okay balanceret.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske koster 77 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Sulin, Siné Dolcetto Monferrato, Piemonte, Italien

2018 Sulin, Siné Dolcetto Monferrato, Piemonte, ItalienDolcetto er en rigtig arbejderdrue … den giver tit nogle rigtigt bondske vine med pæn portion rustik charme og det er såmænd også tilfældet med denne 2018 Siné Dolcetto Monferrato fra Azienda Agricola Sulin. Ikke så mange dikkedarer … bare drik.

Igen kommer druen fra den alsidige Ausinet mark. Siné Dolcetto Monferrato er lavet og lagret på ren stål, altså helt uden brug af egefade. Vinen er aftappet på flaske i marts måned, så den er således lagret knap 6 måneder.

Duftmæssigt en ganske hård næse … rustik, bondsk og virkelig en landlig arbejdervin med sure kirsebær, svesker, blæk, grønne vinblade samt våde og søde krydderier. Der fornemmes en stor saftighed i vinen … ikke så kompleks og forfinet, men har godt med frugt, søde krydderier og lidt blomstersæbe.

Det er sådan set også en saftig vin, hvor der er en lidt flad syre, pænt med tanniner og ellers jern, krydderier og masser af frugtrigdom. Det er lidt en grov, ru og rå trucker, bondsk og så alligevel med en vis karakter. Helt straight … en almindelig, hæderlig Dolcetto.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Sulin, Siné Chardonnay Frizzante, Piemonte, Italien

2017 Sulin, Siné Chardonnay Frizzante, Piemonte, ItalienLad os fortsætte med mer’ Chardonnay fra Sulin, men her i en lidt sjov afart i form af en lettere mousserende vin, deres 2017 Siné Chardonnay Frizzante.

I modsætning til den forrige Chardonnay, så er denne Siné Chardonnay Frizzante alene lavet i rustfrie ståltanke og druerne er fra Ausinet marken.

Sjovt nok bliver duften på Sulins Chardonnay lidt sjovere og samtidig også sødere, når de laver en Frizzante udgave, altså som en vin med lette bobler. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den mani, men i det varme Italien giver det måske god mening. Der er lidt astronaut-is, hyld, dåsepærer og sødme i næsen, men igen lidt afdæmpet i aromaerne.

Smagsmæssigt bliver det en smule saftevandsagtigt, men aldeles saftig og nem at drikke. Tænker helt sikkert, at den vil gøre sig godt en varm sommerdag på terrassen. Den vil man helt sikkert kunne forføre mange kvinder med, for den er bestemt meget let drikbar, sød og liflig, mens der er lidt svag citrus og grape i eftersmagen.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Sulin, Chardonnay, Piemonte, Italien

2017 Sulin, Chardonnay, Piemonte, ItalienVi springer lidt i udvalget af vine fra Sulin … men nu smagte jeg altså heller ikke alle vinene på én dag. Den næste er i hvert fald hvid, nemlig husets 2017 Chardonnay.

Druerne til denne vin kommer fra den ler rige mark Provino, som ligger ved Madonna dei Monti bakkerne i 380 meters højde.

Der er udelukkende Chardonnay vinstokke på Sulins parcel på Vigneti Provino og de er plantet tilbage i 2005. Efter høsten presses de blidt, hvorefter vinen overføres til store 2.500 liter egefade lavet af træ fra skove i Monferrato.

Vinen er så fermenteret i de store egefade ved kontrolleret temperatur, hvorefter den lagres i fadene sur lie – altså med bærmen – i 3 måneder for at opnå yderligere kraft. Derefter aftappes vinen på flaske og lagrer yderligere en periode.

Næsen er lidt varmkrydret, har en vis fylde, masser af tropisk frugt, abrikos, pærer, marcipan, en smule appelsinskal, let røgede noter og lidt blomster, men det er alt sammen meget afdæmpet og klart til den neutrale side.

Smagen er frisk og syrlig med lidt tyngde, fedme, men en smule rustik og skarp i syren. Det bliver samtidig lidt grønt, men ikke sådan dybt … blot blidt og omgængeligt. Det en hverdags Chardonnay … men hvem har ikke brug for det?

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 4/7